Hej alle Hermed mit første indlæg på Amino. Jeg har gennem det seneste års tid udviklet et nyt socialt medie, hvor man deler oplevelser på samme måde, som man gør ansigt til ansigt i virkeligheden. Det vil kort fortalt sige, at oplevelserne er organiseret som separate enheder med en start og afslutning, og man har fuld kontrol over hvem der ser hvad i de oplevelser man poster. Mit overordnede mål har været at lave en service, som folk kan lide at bruge, og så må jeg bagefter finde ud af hvordan den kan monetariseres. Jeg startede med at udvikle sitet fordi jeg manglede en platform, hvor jeg kunne gemme mine oplevelser i separate afsluttede enheder og selektivt dele dem med venner og familie. Det synes jeg ikke man kan på en blog eller Facebook. For eksempel vil man kunne skrive een samlet beskrivelse af ens oplevelser på en tur til Thailand og have fuld kontrol over hvilket indhold ens familie ser og hvilket indhold ens venner ser. Desuden kan man tilføje medforfattere og dermed samarbejde om beskrivelse af oplevelser. Siden hedder Meemooz, og er lige nu i Beta-version. Jeg har allerede fået noget brugerfeedback på siden, og er i gang med at gøre den mere brugervenlig. Jeg har nu følgende spørgsmål: Hvad synes I om sitet? Hvordan vil I gribe marketing af sitet an? Mvh Mark |
Idéen er god nok synes jeg. Hvis man skal konkurrere med giganterne indenfor sociale medier, så skal der noget nyt på bordet, som samtidig fanger folks interesse.
Der kunne sagtens være potentiale i idéen, men det største problem bliver nok, at rive folk væk fra deres vaner - hvilket for langt de fleste, er Facebook.
Måske skulle du kigge på nogle af de ting, som folk er trætte af ved fx en side som Facebook, og arbejde med at forbedre den slags ting på dit site.
Designet er jeg dog ikke så vild med - der er plads til forbedringer. Et site som dit, skal være stilrent, simpelt og brugervenligt. Få gerne inspiration fra andre sites, og tag de ting som fungerer.
Jeg synes fx, at der er masser af ting ved Facebooks design, som både er fantastiske og forfærdelige. På samme måde har MySpace nogle virkelig fede design-vinkler, imens andre ikke fungerer.
Kunne du kombinere de gode ting i et koncept der holder, så tror jeg sagtens du kunne få succes. Men det kræver en seriøs aflæsning af folks vaner.