Vi er to piger fra Handelshøjskolen i Århus, der i øjeblikket er i gang med at skrive vores hovedopgave, der handler om internationale iværksættere.
Vores tilgangsvinkel til emnet vil være en kombination af teori og praksis. Det, vi finder interessant er, at man traditionelt set har været af den opfattelse at virksomheder fulgte et mere "traditionelt" internationaliseringsmønster forstået på den måde at en eventuel internationalisering sker gradvist, når virksomheden har en vis størrelse. Denne traditionelle teori kan altså ikke forklare den nuværende stigning i forekomsten af små iværksættervirksomheder, der meget hurtigt bliver internationale, og det er denne udvikling, der interesserer os.
Teorien, der forklarer fænomenet internationale iværksættere, er relativ ny, og vi vil derfor gerne tilføje et mere praktisk aspekt ved at interviewe nogle iværksættere med international erfaring for at se, i hvor høj grad teorien stemmer overens med disses erfaringer. Vi ønsker således at komme i kontakt med iværksættere, der enten sælger til eller køber fra udlandet.
Vi håber at finde en 3-4 iværksættere, der har tid og lyst til at afsætte en times tid til at snakke med os om erfaringer og eventuelle overvejelser i forbindelse med beslutningen om at gå internationalt. Interviewene vil finde sted i januar/februar måned, og der vil naturligvis være mulighed for at få en kopi af den færdige opgave.
På forhånd mange tak for hjælpen, vi ser frem til at høre fra jer.