Hej Alexander
Du er foredragsholder, når du selv vælger at kalde dig det.
Mange af dine spørgsmål handler mere om dig selv end om dine potentielle kunder. Ja, du kan godt tage penge for at holde foredrag, men lad mig prøve at beskrive hvordan jeg selv kom i gang:
Jeg startede med at holde en masse gratis foredrag for at prøve mig selv og mit materiale af. Jeg kunne måske have taget penge for det allerede fra starten, men følte ikke selv at det var "lovligt". På et tidspunkt var jeg så sikker i mit materiale at jeg begyndte at tage penge for mine foredrag - og nu skete der noget mærkeligt; antallet af bookinger strøg i vejret.
De store foredragsholder tager endog mange penge for et foredrag - men bag dem ligger også timevis af erfaring og afprøvning af deres materialer. Du må selv bestemme hvilken hylde du skal starte på.
Hvad med at vende det hele lidt på hovedet:
- Hvad er formålet med dine foredrag? Hvis antallet er afgørende, så kan det pege på at holde prisen nede
- Hvor mange foredrag ønsker du af holde - det kan du regulere med prisfastsættelsen.
Jeg startede med et brændende ønske om at give folk en indsigt i hvordan krigen ser ud for soldaterne på jorden - det kørte jeg gerne et par hundrede KM for at tale om - mod at få to flasker rødvin som tak. Den ild optænder mig stadig. I mellemtiden er jeg bl.a. blevet gift og far - min tid er blevet mere værd - det gør at jeg ikke tager til Jylland for to flasker rødvin. Og så har erfaringen samtidig gjort mig til en markant bedre foredragsholder end jeg var da jeg startede i 2009.
Prøv at tage et kik over på Anders Gisselmanns blog. Der kan du finde masser af inspiration til foredragsvirksomheden. Jeg kan desuden varmt anbefale hans inspirationskursus for nye foredragsholdere. Det er et godt sted at starte - uanset om man har erfaring med at tale eller ej.