Tag evt et kik på en af de store formiddagsavisers hjemmeside og se hvor mange artikler, der har et nyhedsbureau eller en anden avis som kilde.
Det sker ret ofte, og det er også ret tit at de ikke lige husker at oversætte teksten under billederne der er i artiklerne. Dvs, man kan let regne ud at de ikke bare har "stjålet" historien, men også billederne. Når man ser den slags, så er det jo ikke svært at regne ud at det næppe er mange rigtige journalister der sidder på aviserne i dag, da det tilsyneladende bare gælder om at finde nyhederne andre steder, og så oversætte dem efter bedste evne (hvilket i øvrigt heller ikke altid går helt godt).
Men dybdeborende journalistik, og gennemarbejdede artikelserier der går i dybden med tingene, og giver mulighed for at blive lidt klogere på forskellige emner, hører mere eller mindre fortiden til. Jeg kan kke rigtigt finde ud af om det er fordi at de ikke længere kan, eller om det er fordi der ikke længere er læsere der har tid til at fordybe sig i tingene. Jeg tror mest at det er det sidste.
Derudover er online medierne ved at være ret stor business. Jeg har en gang i mellem fornøjelsen af at tale lidt med én af dem der har styr på et af de helt store. Og det er utroligt spændende at følge med i hvad de gør, for at få de kliks de skal bruge. De er virkeligt professionelle, og de ved som regel lige præcis hvordan en overskrift skal se ud. Og de sidder ligefrem og overvåger det konstant, og hvis en god historie ikke får kliks nok i forhold til hvad den burde, så får den bare en ny overskrift som de ved virker. Og evt. en lidt bedre placering. Det er også derfor man kan falde over en ny historie man klikker på, og så viser det sig at man allerede har læst den. Så har den simpelthen bare fået en ny overskrift i løbet af dagen. Og når man kigger på det, er det ikke altid der er sammenhæng mellem en overskrift, og indholdet i historien. Men til gengæld får de de ønskede kliks, og dermed banner eksponeringer.
Jeg synes også det er et spændende emne, men også en lille smule skræmmende at tænke på at vi i dag kun har tid til de helt hurtige nyheder, og at der ikke er ret mange der forholder sig specielt kritisk til hvad de læser.