OK, hvis problemet kun er i Firefox og ikke i f.eks. Internet Explorer eller en anden browser, virker det sandsynligt, at fejlen ligger i Firefox og ikke i din computer generelt (intet er så skidt, at det ikke er godt for noget) :)
Jeg ved, at noget af det første, man anbefales at prøve ved Firefox, er at tjekke, om problemet forsvinder, hvis man kører Firefox i Safe Mode. Det gør du ved at finde Firefoxs mappe i startmenuen (den hedder Mozilla Firefox) og vælge det link, der hedder "Mozilla Firefox (fejlsikret tilstand)". Safe Mode betyder, at alle udvidelser er slået fra, og det er en god måde at sikre sig, at en fejl ikke er knyttet til en af udvidelserne. Det betyder selvfølgelig også, at Firefox kan virke lidt "bar", hvis man er vant til at køre med en masse udvidelser.
Hvis problemet forsvinder i Safe Mode peger det på, at du skal finde fejlen i den måde, Firefox fungerer sammen med en udvidelse. Du vil herefter skulle starte Firefox som altid og så slå én udvidelse fra ad gangen, indtil du finder udvidelsen, som skaber problemer.
Hvis problemer IKKE forsvinder i Safe Mode, kan du forsøge at lave en helt ny Firefox-profil (det er i profilen at alle dine ting er gemt, dvs. hvilke udvidelser, du bruger, historikken og en masse andre indstillinger, både synlige og skjulte). Nogle gange bliver en profil beskadiget på en måde, så den stadig fungerer, men så Firefox opfører sig mystisk i visse sammenhænge.
For at lave en ny profil, skal du i startmenuen vælge "kør" (hvis du bruger Windows 7 kan du skrive "kør" - uden anførselstegn - i søgeboksen nederst i startemenuen). Herefter skriver du "Firefox -p" (uden anførselstegn). Der kommer nu en lille profilboks midt på skærmen. Hvis du ikke har flere profiler, er der i boksen kun vist én profil (som nok hedder noget med standard eller default). Du kan herefter vælge at lave en ny profil (som vil være lige så bar som en profil efter en nyinstallation) og se, om problemet fortsat er der.
Hvis problemet er væk i en ny profil, skyldes det, at din standardprofil er blevet beskadiget. Der findes, så vidt jeg ved, værktøjer, som kan overføre hele eller dele af en gammel profil til en ny profil, og det er nok sådan et, du vil skulle bruge, hvis du vil beholde passwords, historik osv. I de nyeste versioner af Firefox kan du også vælge at sync'e alle disse informationer (det er lettere, og så skal du kun geninstallere udvidelser osv. i den nye profil).
Hvis problemet ikke forsvinder, fejler din profil nok ikke noget. Jeg har læst, at nogle oplever, at Firefox viser tekst dårligt, hvis de ikke har indstillet Windows til at udglatte skriften (Clear Type). Det kan du prøve at tjekke (der findes forskellige indstillinger). I Windows 7 skal du højreklikke på skrivebordet og vælge Personlige indstillinger. Herefter klikker du på Skærm i nederste venstre hjørne og så på Juster Clear Type-tekst øverst til venstre. Da teksten på din skærm dog ikke kun virker lidt mere utydelig, men også mindre, tror jeg ikke, at løsningen skal søges her.