Hører du til de mennesker, der aldrig har tid nok. Som altid klager over at være i tidnød. Føler du tiden som en trussel, du har hængende over dig konstant i dit daglige arbejde, på grund af alle de ting, du føler du skal nå?
”Jeg har aldrig tid nok.” ”Jeg føler mig presset.” Hvor ofte hører vi ikke disse ord. At mennesker klager over, at de er i tidsnød, er endnu engang en opfattelse, de har pådraget sig ved presset fra omgivelserne.
Tid er der altid nok af
Tid er der altid nok af. Tid er det eneste af alt, som du ved at bruge, får mere af - hele dit liv. Tid kan ikke opbruges. Mange mennesker tænker mere på tiden, end de tænker på vore drikkevandsresourcer som i foruroligende grad er begrænset. Hvilket paradoks.
Problemet med den manglende tid, er menneskers evige kapløb med hinanden eller sig selv om at nå mest muligt, og i deres iver for at nå mere end konkurrenterne eller mere end de nåede sidste uge, påtager de sig den ene opgave efter den anden, indtil de har så mange bolde i luften på samme tid, at ingen af opgaverne bliver løst tilfredsstillende.
Løse ender, uafsluttede opgaver bliver udsat og mennesker omkring dig bliver påvirkede af dit stress og jag for at nå. Stil et menneske dette spørgsmål: Hvad skal du nå ?" og du sætter ham eller hun i et dilemma - og sjældent får du et ærligt svar, for ikke mange ved selv, hvad det er, de jager.
Lykkelige, succesfulde mennesker lader sig ikke påvirke af dette, af mennesket opfundne begreb. Beslutsomme og målbevidste mennesker har altid tid nok. De vælger blot at bruge den tid, de har til rådighed på den rette måde. De indser, at ting nu en gang tager tid, og den bedste måde at udnytte denne tid på, er ved at tage én ting ad gangen. Hellere udføre én ting godt end ti ting halvgodt/halvdårligt.
Det forunderlige ved denne indstilling er, at disse mennesker altid når, hvad de sætter sig for. De lever her og nu, og er de i gang med en opgave lever de fuldt og helt for denne opgave, indtil den er tilendebragt. Dernæst, med den tilfredsstillelse i sindet, at de just har udført en opgave på tilfredsstillende vis, kaster de sig beslutsom og målbevidst over den næste opgave.
Er du ét af disse mennesker, der altid er i tidnød - der føler at du skal jage fra det ene til det andet og hele tiden være i bevægelse på jagt efter nye opgaver at løse? Såfremt denne måde at leve på tilfredsstiller dig, er der ingen grund til at foretage nogen ændringer.
Men standser du ind imellem op og føler dig stresset og træt, og ønsker, at det hele blot ville gå en anelse langsommere eller føler du dig tit skyldbetynget over, at du svigter andre ting, din familie måske. Eller føler du ofte, at alle de ting, du føler du skal nå, afholder dig fra at foretage dig de ting, du har allermest lyst til.
Ja, så er grunden lagt til at forsøge dig med nogle ganske enkle forslag, der kan lette din hverdag.
At leve i nuet
Fænomet "at leve i nuet" er en universalløsning, der øjeblikkelig bringer dig ned på jorden og giver dig overskud til at få fra hånden, hvad ønsker.
At leve i nuet, får dig på forunderlig vis til "at gå i stå", standse op og koncentrere dig om det, du i denne brøkdel af evigheden er i færd med. De fleste mennesker har en dårlig vane med, midt i løsningen af én opgave, at give sig til at tænke på den næste.
De kan f.eks. være i gang med at vaske deres bil, men kommer så pludselig i tanke om, at de jo også havde lovet konen at købe ind til aftensmaden. Den tid og energi, de bruger på at lade sig stresse med tanken, om de nu virkelig kan nå denne næste opgave, er som regel mere end nok til at udføre bilvasken grundigt og godt og ikke kun halvgodt, fordi de sådan skal skynde sig, at "få det overstået", så de kan nå den næste opgave.
Kunsten i et liv med forløsning og tilfredshed med sig selv og sine omgivelser, er ærligt og helhjertet at udføre den til en hver tid aktuelle opgave, man har besluttet sig at udføre.
Kunsten i et liv med utilfredsstillede behov, skyldfølelse og dårlig samvittighed består i, evig og altid at sige om en hvilken som helst opgave: Gid det var overstået, så jeg kan komme videre.
Alt hvad det kræver for, at også du kan opleve denne mulighed for tilfredsstillelse og forløsning, der på et hvilket som helst tidspunkt, ligger i nuet - er at du er villig til at forsøge at ændre dine tanker - netop fordi alle dine problemer altid udvikles fra de tanker, du vælger at tænke.
Det er helt og holdent op til dig selv at træffe beslutningen om, på hvilken måde du helst vil leve dit liv og hvor stor en energi du vil lægge for dagen på at opnå den ændring, der ændrer dig fra et utilfredsstillet menneske til et tilfredsstillet og forløst.