"Der er så meget kvinder ikke forstår". Citatet er hentet fra de morsomme reklamer, hvor en smuk kvinde sidder og filer negle eller lignende (læs; bruger tiden fornuftigt og gør sig lækker). Hun lytter samtidig efter, hvad sportskommentatoren siger. For i baggrunden hygger kæresten med en flok drenge, og de ser fodbold i TV. Det er her det går galt... Kvinden danner sig sine egne billeder af det fortalte, og det er så det, vi griner af i reklamerne. At der bliver sagt, at spillerne i kampen hver i sær skal tage en trøje, tolker hun en smule anderledes. Du kender sikkert reklamerne og kan huske nogle af de andre episoder?
Jeg synes, reklamerne er super sjove, men i skrivende stund husker jeg desværre ikke, hvad den reklamerer for! Den er sjov, fordi mænd og kvinder er forskellige. Faktisk er det ikke sikkert, vi griner af det samme i reklamen. Vi griner el. smiler fordi den rammer ind i virkeligheden og vi genkender situationerne fra vores hverdag. At den provokerer og vi kvinder bliver en smule udstillet kan vi sagtens klare... For vi ved jo at det ikke er sandt. Vi er jo ikke så dumme i virkeligheden!
Vi kvinder ved, hvad vi vil ha', og vi tør sige det højt. Forleden dag fortalte en veninde mig, at en kvinde var kommet ind i en butik for at købe solbriller. Ekspedienten spørger pænt, om han kan hjælpe med noget, og det kan han selvfølgelig! Kvinden siger; "Hej, jeg vil gerne se på et par solbriller, der sidder godt i håret:" Det er jo ikke ligefrem en mands bevæggrund for at købe et par solbriller. Men vi kvinder ved, at på de dage, hvor solen ikke er vildt skarp, så skal vi stadig se godt ud, og derfor skal vi have et par solbriller, der sidder godt i håret. Derfor har vi solbriller, der virker og solbriller, der er smarte! Vi har forskellige farver, der matcher vores forskellige sko. Vi har billige og dyre solbriller. Ja vi har også fejlkøbte solbriller. Vi har lige præcis det antal solbriller, vi har brug for - og lidt mere til måske!
I disse finanskrisetider gør kvinderne deres for at holde gang i økonomien. For egentlig kunne ordet solbriller blot erstattes af sko, støvler, tørklæder, øreringe, halskæder etc. Men det kan måske være svært at sætte sig ind i som mand?
"Der er så meget mænd ikke forstår!"