Da jeg var barn, sad jeg tit med meget store ører og lyttede til de voksnes snak ved bordet. Efter et veloverstået middagsarrangement med rødvin til damerne, øl til mændene og en 25 cl klar cola til børnene var vi vist alle tilfredse, mætte og glade. Vi børn rendte ikke fra bordet for at skulle spille Wii, Playstation, Pet på Facebook, se Disney Channel eller andet ligegyldigt underholdning. Nej vi blev underholdt med levende mennesker. De voksne snakkede, grinede, røg cigaretter og hyggede. Vi hyggede med, men lyttede blot.
Jeg husker det som rart, fælles og levende. Vi børn bidrog ikke med noget, men vi var der og sugede det hele til os, både ord og røg! Jeg kan huske mange ting fra disse stunder, men et af de emner de voksne havde oppe at vende engang, var... hmmmm trusseindlæg! Og som lille pige, der ikke rigtig vidste noget om noget, var det jo et ret interessant emne at lægge øre til. Jeg husker ikke samtalen i detaljer, men jeg husker tydeligt, da en i familien siger, at hun engang havde fået vendt sit trusseindlæg forkert. Jeg grinte med sammen med de voksne, men forstod ikke pointen! Det var der heldigvis også en enkelt mand der ikke gjorde, så forklaring fulgte. Vi var tilbage i 70'erne, så intimbarbering, var jo ikke en del af mange kvinders hverdag! Så det værste var ikke at vende trusseindlægget forkert, men mere det, når tissetrængen pressede på og trusserne skulle af.... Her sad limen fra trusseindlægget fast i hårene... Arghh
Min forestilling om livet stod helt klart. Det værste der kunne ske, når jeg blev voksen, det var at komme til at vende et trusseindlæg forkert i min trusse. Det lød rigtig slemt, og det ønskede jeg virkelig ikke skulle ske. Jeg er dog blevet lidt klogere på livets udfordringer. Og jeg må indrømme, min bekymiring om trusseindlæg, var nok lidt spildt. Men det er et sjovt og samtidig skræmmende minde, og jeg husker det endnu.
Grin af og med livet - med eller uden indlæg.
Kh Trine