Bliv gratis medlem
Når vi fødes starter livets rutsjetur. Vi baner os vej ned og ud ad det sorte hul og skriger når vi ser lyset... Om dette er en fornøjelse eller det første traumatiske møde med livet må være usagt, for det er der vist ingen af os der husker!
Livet går op og ned, som en dansk sanger synger. På nedturene kan vi være usikre og sårbare. Og ikke kontrollerende. Vi giver slip og tager imod. Men turene nedad kan også være sjove og fyldt med spænding. Det ene udelukker ikke det andet. På vejen op igen har vi måske brug for nogen der trækker os, nogle der støtter eller også tager vi turen selv. Opturene kan være langsommelige og opslidende, men de kan modsat også give os frihed og ro til at lade op til livets nye udfordringer. Vi er vidt forskellige som mennesker og vi elsker ikke det samme på turen...
En klog veninde nævnte i en sammenhæng citatet til mig, at alle veje fører til Rom. Det har jeg tænkt meget over. Den lette vej til Rom må være at køre til en lufthavn og tage flyet, for derefter at lande efter bare få timer. Alternativt kunne man køre hele vejen til Rom - enten alene eller med en bus med andre mennesker. Turen ville være en smule mere krævende, lidt mere besværlig og tidskrævende. Den store udfordring kunne være, at cykle eller gå til Rom! Måske en små-sindsyg tanke, ville nogen mene, men hvis man nu tog en kilometer ad gangen, fyldte maddepoterne og rygsækken, ikke var presset tidsmæssigt og økonomisk og ellers havde lyst og mod på det, så var det jo også en spændende mulighed. Vi har i hvert fald friheden til at vælge. Valget giver muligheder og sætter sig spor i livets rutsjetur. Nogle ender sågar først sent i Rom efter at have været i alle andre hovedstæder. Men hvis man vil til Rom, så kommer man det også!
En rutjsebane kan være lang og udfordrende. Og gennem årene skal den holdes ved lige - smøres, skrues, peppes op, farves, op i fart, ned i fart og nye ruter kan tilføjes. Men alle ved at rutsjeturen ender på et tidspunkt. Og det er dejligt at vide, for tænkt sig, hvis man gik om bord i noget, som ikke ville ende. Det er en skræmmende og frygtindgydende tanke. Så hellere stige om bord, og modtage og præge turen det bedste man kan, ikke sandt? Jeg ville da ikke være foruden.
Indrømmet; Jeg bliver aldrig en ekstremsportskvinde, for mine rutjseture gennem livet behøver ikke være så vilde og udfordrende. Jeg ville føle, at jeg hele tiden kørte på en gammel rusten faldefærdig rutjsebane, hvor det kun ville være et spørgsmål om tid inden den kollapsede. Min rutsjebane må gerne have bakker, men også mange lige strækninger og helst i en vogn med andre. Jeg behøver ikke kende turen rundt. Og er der ensrettede veje tager jeg dem, men håber også på nogle lyskryds, med mulighed for flere ruter...
Hvornår rutjseturen ender og hvor lang den bliver vides ikke, men lige inden jeg er i mål, vil jeg kunne sige: "Hold kæft hvor var det sjovt." God tur til jer...
Kh Trine Lønfeldt fra www.umas.dk
Opret bruger