Bliv gratis medlem
Tja - tro det eller lad vær! Vi har nu i 10 år haft ænder! Vilde ænder, der kommer og går, som de vil.
For ti år siden byggede vi hus på Thurø, flyttede ind og det gjorde Kaj og Klara også, som de første ænder blev døbt. Andemor kunne vi kende, idet hun havde et flækket næb. De kom på besøg hver dag, blev fodret af de andre i familien og sked så ellers hele flisearrangementet til. Igennem 4-5 år kom Kaj og Klara på besøg hver dag. Morgen og eftermiddag. Ofte blev de hængende hele dagen og fandt sig til rette på vores græsplæne. Den ældste søn var så fortrolig med dem, at han kunne lave cirkus-forestillinger med dem. Lagde sig på græsset, smed brød på sin mave og videre på græsset, og så vraltede de ellers over ham, mens han højlydt grinede. Om sommeren, når solen rigtig bagte, så mente de også, at det opstillede badebassin til børnene var for deres skyld. Men det blev altså en smule for uhygiejnisk til mig. Også på de dejlige sommerdage med åbne døre, følte de sig hjemme, idet de lige gik en tur indendørs og rappede lidt. Lige på dette punkt var vi alle (næsten) dog enige om, at de ikke hørte hjemme... Da de fik ællinger, viste de dem også frem. Ved børnefødselsdage var de ikke spor skræmte, de deltog blandt bolde og gynger og blev ekstra kærligt plejet med søde sager. Hvilket dog resulterede i endnu grimmere fliser!
Men så skete det. En sæson var Kaj og Klara ikke på vores adresse mere. Ja de var selvfølgelig altid væk i vintermånederne, men vendte altid tilbage i foråret og blev hængende hele sommeren. Men nu var de her ikke mere.... Meeeen så kom der et nyt par. Om det er en af ællingerne, der var blevet stor, vides ikke. Men det er nu de samme ritualer, der gør sig gældende med dette par, og de er nu kommet tilbage de sidste 5-6 år. Og endnu et fantastisk kapitel er skrevet til andehistorien - og jeg fatter det stadig ikke!
Om morgenen står den ældste søn op, åbner havedøren og råber ÆÆÆNDER! Så går der 2-3 minutter, og så kommer de f..... flyvende og lander i haven. Jeg synes, det er helt fantastisk med den glæde, der er i mine sønners øjne, når ænderne kommer flyvende! Men faktisk også helt vildt mærkeligt! Kan en and kende lyde? Kan ænder føle empati? Har ænder et indre ur? Eller er de bare sultne? Når vi fx går en tur til vandet, og ænderne er der (ved ikke helt hvordan mine børn kan kende dem) så spurter den ældste hjem og henter brød, for så kan han (som i en god Hans og Grete historie) smide små brødstumper, og så følges vi alle hjem! Kan I se scenariet?
I må ikke fortælle min familie om dette indlæg. De skal helst ikke opdage, at jeg engang imellem også fodrer ænderne i smug, trods jeg ofte fortæller dem, at ænder er vilde og selv bør finde deres mad. Men jeg må indrømme, at jeg nyder at kigge på dem, når de ligger og sover og passer på hinanden i haven. Og ikke mindst mine drenges begejstring og glæde over at de trods alt godt må have kæledyr! God uge til jer alle - med eller uden kæledyr.
Kh Trine
Opret bruger