Godt spørgsmål – markedets størrelse udgør nemlig størrelsen på din potentielle succes. Og med det i mente kan du overveje, om du er på et tilstrækkeligt stort marked eller om du rent faktisk er på et marked, som er så stort, at der er alt for mange konkurrenter om buddet og du dermed ikke har de essentielle USP’er (unique selling propositions), der skal til, for at kunne opbygge en tilfredsstillende forretning. Få her i blogindlægget tre gode råd om, hvordan du afgør markedsstørrelsen, hvad størrelsen betyder for dig som virksomhedsejer og hvordan du kan arbejde mere fokuseret i hverdagen.
Hvordan afgør du markedets størrelse?
Selvom markedsstørrelsen er en fluffy størrelse, kan du med lidt snilde regne dig frem til, hvad dit potentiale er. Og med afsæt i dette kan du afgøre, om du er på rette kurs med din idé, din virksomhed eller din forretningsplan. Markedsstørrelsen er ikke altid en fast størrelse, da den kan skifte over tid, sæson og i forhold til efterspørgslen – derfor skal du også i højere grad bruge størrelsen til at finde ud af, hvorvidt du er på et attraktivt marked eller ej og hvad du kan gøre for at indtræde på et attraktivt marked. Har du markedsstørrelsen, kan du forsøge at regne dig frem til, hvad der er realistisk at opnå inden for et givent marked.
Men hvad nu hvis markedet vokser eller jeg gør det større?
Er et stort marked lig med stor succes? Nej, men det har noget at sige om potentialet. Og hvis potentialet er for stort, kan det også indikere, at du skyder med spredehagl og dermed slet ikke kan ”servicere” markedet. Derfor er der fordele ved at gå til markedet med et specifikt produkt. Ja, for så øges potentialet for din succes, men i takt med at markedsstørrelsen vokser, risikerer du også, at konkurrencen spidser til.
Skulle dit marked være for lille og snævert, kan du udvide det ved at fokusere på andre målgrupper og inddrage en bredere skare. Dog kan du også have fordele ved at mindske dit marked (gøre det til et nichemarked) og dermed fokusere bedre og levere et mere specifikt produkt til dine kunder. Det kan have store konkurrencemæssige fordele.
Hvad betyder markedsstørrelsen i dagligdagen?
Formentlig ikke særlig meget i den forstand, at du ikke til dagligt skal spekulere på, om markedet nu er stort nok. Der er mange faktorer, som afgør om dit marked vokser, skrumper ind eller udfordres af nye konkurrenter, som alle sammen kæmper om de samme kunder som dig.
Selvom markedsstørrelse er en løs størrelse, kan du med udgangspunkt i et overslag forstå din forretning bedre og forholde dig mere kritisk til dine konkurrenter. Derfra kan du arbejde på at blive bedre i din branche og gå efter at opsøge og få kunder fra dit marked.
Jeg håber, at mit indspark og fokus på markedsstørrelse var en øjenåbner for dig eller i det mindste fik dig til at tænke på, hvordan du kan optimere din markedsstørrelse og blive en mere succesfuld spiller i din branche.
Mange hilsner
Toke Kruse
PS! Hvad gør du for, at definere dit marked? Jeg hører gerne om dine tanker og erfaringer...