Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Toke Kruse fra Billy's Billing Ting du ikke skal gøre som iværksætter

Ting du ikke skal gøre som iværksætter

5.555 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
08 March 2012

Fraråd 1: Drive virksomhed på en dårlig idé

Det som jeg møder oftest, er folk med dårlige projekter og dårlige idéer. De idéer som aldrig vil komme til at blive vendt til guldæg eller har ringe mulighed for overlevelse. De idéer som er trivielle og kedelige. Dem som aldrig vil få kunder nok til at man vil kunne få overskud og løn til sig selv. Den dårlige idé er roden til alt ondt. Hvad er løsningen så? Du skal kun arbejde med gode, sublime idéer. En sådan idé lever op til bl.a. følgende kriterier:

-       Der er et stort marked for at kunne afsætte din idé (markedspotentiale)

-       Idéen er unik, og der er ikke nogen andre som har en lignende (blue ocean strategy)

-       Du kan let tjene penge på idéen (stort økonomisk potentiale)

-       Du kan let komme i kontakt med din målgruppe (let markedsføring)


Fraråd 2: Ikke have styr på din økonomi, regnskab, moms og fakturering

Du må aldrig glemme regnskabet og økonomien i din virksomhed. Det er blodet i årerne af virksomheden. Har du ikke styr på dit cashflow, hvilke kunder der skylder dig hvor meget, og får sendt faktura til tiden, løber du en kæmpe risiko. Det kan lyde banalt, men hold da op, hvor jeg dog tit møder iværksættere som ikke har økonomisk overblik og ikke aner hvor meget de skal afregne i moms. Løsningen er ganske simpel: Benyt dig af et brugervenligt og enkelt regnskabsprogram som redskab til at få styr på alle de økonomiske faktorer.

 
Fraråd 3: Afskære dig fra omverdenen, kritik, skepsis og networking

Mange iværksættere sidder alene og bokser med deres idéer og virksomhed. Det er sundt for kortere perioder, men aldrig i lang tid. Det er vigtigt at du er tæt på dine kunder, at de er tæt på dig. Ellers risikerer du at dit produkt kommer for langt væk fra hvad dine kunder har behov for, og dermed aldrig bliver en succes. Husk at være åben og modtagelig for kritik og skepsis når du møder dine kunder, mennesker generelt og venner. Stil hellere spørgsmålet ”hvad mangler min idé?” frem for ”hvad synes du om min idé?”. Du kan være helt sikker: Familie og venner er som udgangspunkt ikke kritiske, så det er vigtigt at du også spørger folk du ikke kender. Jeg har mødt meget skepsis på min vej. Halvdelen af det har været berettiget, den anden halvdel har folk taget fejl. Udfordringen er selvfølgelig at finde ud af hvilken halvdel der er forkert :-)

 
Fraråd 4: Arbejde dig ihjel og glemme du har et liv

Jeg møder mange iværksættere som arbejder røven ud af bukserne – og det er supergodt. Hårdt arbejde skal til for at få succes som iværksætter. Men arbejd dig aldrig ihjel, og stress dig aldrig så meget at du mister modet og må lade gå hus forbi. Jeg arbejder selv 100 timer om ugen, og det kan for de fleste virke som meget, men det er spredt ud over 6 dage på ugen, og jeg nyder at arbejde. Det er mit frirum. Til gengæld tager jeg mig også den frihed at rejse når jeg har lyst, og tage fri når det passer mig. På den måde har jeg altid en bagstopper når arbejdet trods alt bliver for meget i ny og næ. Så husk at lægge virksomheden på hylden en gang i mellem, og vær til stede når du har fri.

 
Fraråd 5: At starte virksomhed for “at tjene kassen”

Det sidste du skal gøre som iværksætter, er at svare følgende hvis nogen spørger dig hvorfor du er eller vil være iværksætter: ”Fordi jeg vil tjene kassen”. Det er et rigtig usundt og formålsløst udsagn. Hvis du gerne vil være iværksætter alene af den ene årsag at tjene mange penge, så vil du risikere at du hurtig mister motivationen når du det første stykke tid ikke får tilstrækkelig omsætning i din virksomhed. Der er intet galt i at man gerne vil tjene mange penge. Det vil de fleste ikke modsætte sig, men motivatoren for at være iværksætter bør i mine øjne være noget større og mere formålstjenstligt. Mit personlige mål med at drive virksomhed går under begrebet ”frihed”. Frihed er det som jeg kæmper for, og det som får mig op om morgenen. Det er klart at man med penge kan være mere fri end hvis man ikke har noget. Men det er mere midlet frem for målet. Og en ting er sikker:´Hvis du er en ægte iværksætter med succes, vil du kunne tjene flere penge som selvstændig end som ansat.

Jeg håber at du kan bruge mine ”fraråd” og blive en bedre og smartere iværksætter.

 
// Toke 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Toke skriver Skriv dig op