Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Sussi Abildgaard – Rapohr Hader du at sælge? Så stik fingrene i næsen!

Hader du at sælge? Så stik fingrene i næsen!

2.445 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 October 2019

Nogle løsninger er så simple, at de lyder dumme. Når du så udfører dem, finder du ud af, at det egentlig bare er dig der er dum. Eller rettere, det du gør og siger, der er dumt. 

For vi som mennesker er som hovedregel ret søde. Bare ikke altid ved os selv. 

Det påvirker vores salg. 

En kæmpe, der kan sælge

Da jeg som ny-udklækket salgscoach bare måtte prøve et Tony Robbins seminar, var det fire dage i grænseland. Og der var én metode, der var ret skælsættende. Som jeg er vendt tilbage til flere gange.

Fordi den er ret sjov. Fordi den virkelig virker.

Og den vil jeg dele med jer.

En advarsel er påkrævet her. For du bør nok tillade dig at være kræsen med, hvor du udfører denne her metode. Så er det sagt. 

Der er mange holdninger til Tony Robbins. Og så er der dem, der aldrig har hørt om ham.

Har du ikke hørt om ham, så er han en slags kæmpe, der samler godt 10.000 mennesker i en stor hal. I ti timer i streg – ugen pause – får han hele salen til at hoppe, huje, råbe og gå på gløder. Indimellem lærer han dem om personlighedsudvikling. 

Uanset om du er til hans metoder eller ej, så er der én ting der er uomtvistelig. Han tjener penge i spandevis. Han flyver i privatfly. Så vi taler om ret store spande, der har læsset $500 mio ind i hans pengetank til dato.

Så Tony kan altså sælge. 

Krymper du dig indeni bare ved tanken om salg?

Skal du sælge mere for at få din forretning til at løbe rundt? Så skal du læse videre. 

Og du skal prøve metoden. 

For dit had til salg bunder sandsynligvis i frygt. Frygten for at et eller andet vil ske, hvis du sælger.

Kan du genkende en eller flere af nedenstående sætninger? 

”Jeg kan ikke sælge”

”Jeg kan ikke lide sælgere”

”Hvis jeg sælger, er jeg ligesom en sælger”

”Andre vil synes jeg er påtrængende”

”Jeg vil ikke bryde mig om det jeg gør, hvis jeg sælger”

”Jeg vil få afslag”

”Kunden vil synes jeg lyder dum/uvidende” 

…[tilføj selv flere af samme skuffe]…

Du er ikke alene. 

Prøv lige at tænke over det her: 

Hvor rigtigt er det egentlig? Altså det du siger til dig selv.

Hvor brugbart er det egentlig for dig at sige sådan om dig selv?

Fungerer det fint nok for dig? Så skal du nok læse noget andet. 

Er du træt af ikke at sælge, eller af at du ikke får skabt det salg du gerne vil? 

Så kommer Tonys sjove og effektive salgsmetode nu

Det Tony lærte os – og som jeg vil opfordre dig til at gøre er:  

Find den sætning, der passer bedst på dig. Altså det du fortæller dig selv om salg. Du kan bruge en af ovenstående eller din helt egen. Op til dig.  

Derefter løfter du venstre pegefinger op og putter den i venstre næsebor. Højre pegefinger ryger i højre næsebor. Og så siger du sætningen højt, med den mest tåbelige stemme du kan finde på. Som om du er ved at sige det dummeste du overhovedet kan finde på.

Det gør du igen og igen.  

Højt.

Føles det tåbeligt? 

Det er det også. 

Det er det du siger til dig selv rent faktisk også. Altså at du ikke kan/er/må…

Det et ikke dig der er dum eller forkert. Det du siger til dig selv, bremser dig. Og det er dumt. Især når du er selvstændig og har brug for at sælge.

Heldigvis kan du selv ændre på det. For nu hvor du er bevidst om det, kan du lære dig selv at sige noget andet. Det du skal erstatte din indre sætning med er din motivation til at sælge. Og som selvstændig er du heldig, for din motivation er klar og tydelig. 

Mit gæt er, at du har ret meget at miste, hvis du ikke springer du i salget.

Så hvad er værst: At miste din mulighed for at få den forretning, som du drømmer om? Eller: At give slip på din indre stemme, der fortæller dig at du ikke kan eller må sælge?

Hver gang du fanger den der indre stemme, der siger at du ikke kan sælge, så stikker du bare fingrene i næsen og gentager det højt. Det får du forhåbentlig et godt grin ud af. Og spørger dig selv, hvad dit første skridt i salg, kan være. Måske er der en metode du gerne vil lære? Noget du gerne vil vide? Eller måske skal du finde motivationen. Og så gør du det. Lærer det. Finder den.  

Og så tager du det næste skridt ud i salg. 

Fordi du kan!

PS: Alle kan sælge. Du kan sælge. Lige som du er. 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Sussi skriver Skriv dig op