Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Simpel sundhed KLAR - PARAT - START! Sådan kommer du godt fra start

KLAR - PARAT - START! Sådan kommer du godt fra start

1.421 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
14 December 2010

Velkommen tilbage på min blog "Simpel Sundhed", hvor jeg må konstatere, at jeg også er blevet ramt af juleræset. Midt i gløggen og klejnevrideriet sætter jeg pris på min sundhedsstrategi, der holder mig nogenlunde på sporet, så jeg ikke sætter min sundhed over styr. Det er ikke ensbetydende med, at jeg forsager alle julens glæder, men at jeg deltager med en vis omtanke. Det er jo heldigvis sådan, at det ikke er, hvad vi gør fra den 1. til den 31. december, der afgør vores generelle sundhedstilstand, men derimod hvad vi gør fra den 1. januar til til den 31. november.

KLAR - PARAT - START!

Sådan lyder det altid, inden 100 meter løberne sætter igang og sprinter frem mod målstregen. Hvorfor? De fleste ville nok svare, for at sikre at alle løberne starter på samme tid og dermed undgå tyvstart. Men der ligger meget mere i KLAR - PARAT - START! end blot fair konkurrence. KLAR - PARAT - START! er også et billede på de faser, som den enkelte løber gennemgår forud for løbet.

I KLAR fasen handler det om beslutning og motivation; Skal jeg overhovedet løbe? Gider jeg? Hvad får jeg ud af det? I PARAT fasen er der fokus på målet og på hvordan det skal nås helt konkret; Jeg skal løbe så og så mange skridt med den og den teknik inden for den bestemte tid. Og i START fasen går det løs, det er her der sættes igang; Jeg skyder mig selv ud af startblokken, arbejder hårdt og vedholdende indtil jeg er i mål.

At løbe 100 meter er således ikke bare at storme afsted, når der bliver sagt START. Forestil dig et heat, hvor løberne har sprunget de to første faser over. Hvordan vil det se ud? Nogle løbere vil måske trække i træningstøjet igen og vandre ud af banen, fordi det er vigtigere for dem at få en kop kaffe. Andre vil drøne afsted i fuldstændig vilkårlig retning, fordi de ikke har set hvor målstregen er. Enkelte vil springe ud af startblokken i lette gadedrengehop for at blive overhalet af dem, der absolut udmattede og tilsyrede dejser om i feltet efter 50 meter, fordi de slet ikke har disponeret deres kræfter i forhold til opgavens indhold og længde.

Om du vil være verdensmester på 100 meter, eller blot være sund til husbehov, så kommer du sjældent rigtig godt ud af startblokken med mindre du har en hensigtsmæssig og gennemtænkt plan. Udfordringerne, dilemmaerne og fristelserne er grundlæggende de samme, og du er nødt til at lægge en strategi for, hvordan du vil nå i mål.

Nu nærmer tiden sig for nytåret, og hvis dit sundhedsforsæt skal holde længere end januar måned, må du nødvendigvis gennemgå både KLAR, PARAT og START fasen, ellers skrider du i det første sving og når aldrig i mål.

Er du KLAR?

KLAR fasen handler om hvorfor. Hvorfor er det vigtigt for dig at gøre noget ved din sundhed? Og hvorfor skal du prioritere sundhedsspørgsmålet fremfor andre spørgsmål i livet? Der er en klar tendens til at undervurdere vigtigheden af KLAR fasen og gribe til argumenter, der ikke er særlig godt forankrede i personlige bevæggrunde. Det kan være "fordi mit blodtryk er for højt", eller "min læge siger jeg skal" eller "fordi sundhedsstyrelsen anbefaler det". Selvfølgelig kan vi godt blive motiverede af den slags argumenter, men motivationen holder sjældent særlig længe, fordi der mangler den personlige vinkel. Det gælder om at få vendt argumenterne, så de giver personlig mening, hvis vi skal holde fast i beslutningen og fastholde motivationen over tid. 

Følgende spørgsmål kan hjælpe dig til en afklaring af dine personlige bevæggrunde:

  • Hvor vigtig er en bedre sundhed for mig?
  • Hvorfor er en bedre sundhed vigtig for mig?
  • Hvilke fysiske, psykiske og sociale fordele er der for mig, hvis jeg forbedre min sundhed?
  • Hvad holder mig tilbage?

Livet er fyldt med modsatrettede ønsker og behov, og sådan er det også omkring sundhed. Der vil altid være noget, der holder dig tilbage. Noget i dig, der har det godt med tingenes tilstand. Det kan hjælpe dig at blive bevidst om, hvor dine dilemmaer er.

Mens du giver dig selv tid til at arbejde med dine personlige bevæggrunde for et sundere liv, arbejder jeg med mit næste blogindlæg, hvor der vil være fokus på PARAT fasen.

For din succes og sundhed

Susanne

 

 

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Susanne skriver Skriv dig op