Alle kan blive erhvervsdrivende... skaf noget kapital, køb en pølsevogn, søg en pladslicens, og driv din forretning! Så er du erhvervsdrivende... Iværksætter derimod, er for mig noget meget mere kompliceret...det er en livsfilosofi, en måde at tænke på, en følelse af at skabe nyt, bruge sig selv på en måde som overgår det at være almindelig erhvervsdrivende, ikke at det er bedre, men mere tidskrævende og udfordrende... Iværksættere søger udfordringer og kan ofte ikke "nøjes med".
Det er en gave hvis man kan affinde sig med et 8-16 job, nyde det og ikke ønske mere end det... hvis bare jeg var sådan, så ville livet være så meget lettere!!!!
Jeg ville ønske jeg "bare" kunne finde den "hylde" at ligge på, ét erhverv, én hovedpine ;) men det er aldrig nok, for der er aldrig nok udfordringer for mig til at blive liggende på denne hylde, og så snart jeg har lavet noget jeg har kæmpet mig frem til at opnå, synes det hele så let, og jeg søger derfor nye udfordringer og nye veje. Hvis der ikke er et af mine andre projekter der kan bruge mere af min tid, så opfinder jeg bare nye.
Det er jo det jeg elsker og det som holder mig igang i livet. Uden mine projekter hvad var jeg så? Ikke mig i hvert fald. Ja det er skræmmende, men ligesom nogen skjuler sig og finder tryghed bag sit skrivebord, sin ægtefælle, sin fedme, sit misbrug eller sin facade - så finder jeg stor tryghed i at vide at jeg er god til at få idéer til at blive til virkelighed. Når så mange andre ting i mit liv bare ikke er en succes, så kan jeg altid læne mig tilbage og sige, jeg er i hvert fald god til dette og det kører bare!
Men alting har sin pris, og jeg har endnu ikke ramt den "guldåre" som jeg søger og som skal frikøbe tiden til at være sammen med mine børn, uden at vi behøver nedgradere det liv jeg har kæmpet så hårdt for at få, hvor haven og huset giver os en stor tryghed fremfor alt. Og jeg kæmper videre... også fordi jeg elsker det, men bestemt også for at opnå det at kunne arbejde en lille smule mindre. Jeg stopper jo aldrig - selv når jeg har 4-5 projekter på gang, 25-30 browservinduer oppe med forskellige hjemmesider og programmer til photo redigering eller andet spændende som der redigéres i på skift og ungerne løber rundt rundt og skal lige have lidt opmærksomhed med en lille sang eller puslespil på tabletten ;) ja, så er det der virker som et totalt stresset liv for mange, peace of cake, for mig. MEN og så kommer "men'et" det ville jo være så meget mere værd for mine børn OG mig, hvis jeg lukkede computeren en dag, og KUN hyggede med familien. Det er bare så sjældent det sker, selvom samvittigheden banker på!
Jeg tror selv at iværksættere bruger meget længere tid på at realisere sine mange projekter end erhvervsdrivende med ét hovedfokus bruger på dette. Faktisk vil jeg påstå, at vi der elsker at skabe nyt og starte nye projekter igen og igen... bruger FOR MEGET TID på dette. Vi skal lære at slukke telefonen eller sætte den på lydløs og lægge den bærbare væk. Jeg ved godt det er svært - sidder jo selv i det lige p.t. og det er SVÆRT at løsrive sig!!!
Men er det, det hele værd? Oplever du de nære stunder med børnene, kæresten, ægtefællen???
Vi sad en aften her for et par dage siden og så "Million dollar listings NY" som er en sjov serie på 3puls sent om aftenen... min og min mands store hobby hahaha ligesom vi også ser Gold Rush og Jungle Gold... ;) I programmet blev de 3 karakteristiske ejendomsmæglere afbrudt i deres high society liv, da stormen Sandy ramte N.Y. Her var den smarte dygtige Ryan, blevet helt alene i en øde henlagt N.Y. city... for stormen havde forårsaget strømafbrydelse i 3 dage, og hverken mobiler eller computere kunne bruges. Ryan pakkede en lille taske og forsvandt ud af lejligheden som han følte var et fængsel... men hvor skulle han gå hen? Han havde grundet arbejdet ikke nogen nære relationer og familien boede et helt andet sted i USA! Han var alene... og hans konstatering omkring al den tid han bruger på sit arbejde, dag og nat, og ikke havde nogen RIGTIGE venner indenfor rækkevidde, satte pludseligt mit eget liv i perspektiv. Jeg ved det jo godt, og tænker ofte på det, men fra det og til at gøre noget ved det.... der er langt.
Ser du dine venner eller kommer i længere og længere væk fra hinanden??? Bliver de små samtaler til lange speedsamtaler hvor alt det der er sket i dit liv skal remses op på en halv time i telefonen, fordi det er så længe siden du sidst har set vedkommende... og på den måde forsvinder det nære, de små ting man deler med sine bedste venner... for nu handler det om de største bedrifter, hvad børnene har lært, hvordan man holdt juleaften eller andre større ting! Når man ikke har talt med sine bedste venner i nogle måneder, kan man jo ikke bare begynde med at snakke om ægtefællens irriterende væremåde, barnets sygdom og angsten for at miste det, eller andre dybe ting som er så vigtige i de nære relationer!
Hvad ville din familie huske dig for, hvis du døde i et trafikuheld imorgen? Skid på hvad alle andre ville huske dig for... det er din familie der skal leve med tabet af dig og ingen andre!
Har du eks. små børn som jeg har, er én ting sikkert!!! Den tid vi bruger på arbejdet, er den tid vi mister med vores børn! Har du nogensinde valgt ikke at arbejde en dag midt på ugen for så at give børnene en daghjemme fra vuggestuen kun til leg, gåture og hygge?? Det har jeg - og DERFOR ved jeg hvor meget det betyder for mig at kunne gøre dette i fremtiden!
Mit mål er at inden 1. Maj, vil vi være så langt i min primære virksomhed, at jeg kan holde det jeg har lovet med at HVER SØNDAG er familiedag og så skal ungerne have én ugentlig fridag fra vuggestuen, hvor vi bare hygger og er nærværende. Manden min er også overvældet og kan til tiden slet ikke fælge min tankegang. Dog er han med mig i mine idéer 9 ud af 10 gange. Han gik fra et liv som førtidspensionist på 10. år, hvor dagens højdepunkt var en tur til Føtex i Kolding... og til at være sammen med mig som hiver ham igennem den ene oplevelse efter den anden. Han må siges at være tapper... for var jeg ham, ved jeg sku ikke om jeg kunne holde energi niveauet ud.
Og netop derfor, er det endnu en drivkraft i at skulle lykkes... for én ting ved jeg. Skulle jeg igen finde et almindeligt job (som jeg da har prøvet nogle gange i mit liv indtil jeg fik nok og skred), så dør jeg simpelthen. Jeg går i stå både psykisk og fysisk. Daglige rutiner og at vide hvordan ens dag bliver på forhånd, gør mig direkte deprimeret. Der er ingen passion eller lidenskab i det liv....for mig. Ingen gnist eller vision der får mig til at køre med 120 i timen derudaf med et projekt der lige skal op og køre... jeg får idéen kl. 10:25 og så er den formodentligt søsat, domænet købt og aktiveret, og projektet igang og jeg slipper det først når jeg skal i seng! Det er en besættelse. hvis jeg ikke får lov at være iværksætter - vil jeg hellere dø!
- Nu har jeg lavet dette og et andet blogindlæg
- Redigeret de fotografier der skulle laves
- Snakket med fabrikken i Polen om de nye styles, og lavet ny aftale med dem imorgen
- Arbejdet med det nye projekt (internet portal)
- Ordnet regnskab og scannet de sidste poster ind til bogholderen
- Haft telefon møde med grafikeren
- Skrevet mail til advokaten
- Lagt 17 fotodisks ned på den bærbare for at gemme dem på ekstern harddisk
- Lavet back-up af pc efter DVD drevet eksploderede igår...
Manden er lige kommet hjem med ungerne fra vuggestue (han hentede da jeg fik et voldsomt anfald af gastritis og har taget mavesårsmedicinen - det kom efter graviditeten) så nu vil jeg slukke den bærbare og være nærværende med familien og særligt børnene der har været i vugger hele dagen...
Inden det er for sent!