Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Carsten Jacobsen fra InspireAnalytics Inc. Drop websitet - og tjen penge i stedet!

Drop websitet - og tjen penge i stedet!

4,905 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
06 July 2012

Okay, overskriften er måske lidt provokerende og kun delvist sand. For naturligvis er der rigtigt mange virksomheder som lever helt eller delvist af, eller gennem, deres website. Men der er også nogle som ikke gør.

Amino's brugere er jo primært iværksættere som beskæftiger sig med Internettet på den ene eller anden måde. Men alligevel synes jeg at der er plads til en påmindelse om at et flot website ikke altid er afgørende for succes.

Næsten hver gang en iværksætter spørger hvad der kan gøres for at få flere kunder, er svaret 1) At få et nyt og bedre website, 2) At få en webshop, 3) At arbejde med SEO (og huske at få Google+ og videoer på websitet/shoppen).

Jeg oplever faktisk det stikmodsatte lige for tiden inden for visse brancher. Især inden for service, restauration og lignende dropper man websitet her i Silicon Valley. Meget pudsigt, da det jo netop er hjemstedet for stort set alle søgemaskiner, sociale medier og andet internetrelateret.

Man dropper helt websitet og har slet ingen. Første gang jeg stødte på trenden, var da jeg mødte min forlovede. En aften snakkede vi om hvor vi skulle spise, og jeg hev friskt iPhone'en frem og foreslog at jeg Googlede nogle restauranter. Hun kiggede meget forvirret på mig og spurgte hvorfor jeg ville det? Tja, jeg ville søge efter "Mexican restaurant San Jose". Er det ikke sådan man finder sådan en?  Nej, det var det absolut ikke!

Den eneste rigtige måde var at bruge Yelp.com. Argumentet var at man ikke kunne bruge restaurantens fine ord om sig selv til noget. Det der talte, var ANDRES ord om restauranten. Amber søgte hurtigt på Yelp, fandt de 3 bedst bedømte restauranter inden for 3 km's radius. Læste anmeldelserne, tjekkede deres menukort, og valget var foretaget! Okay, jeg lærte noget den dag ...

I stedet for at søge efter websites, søges der efter anbefalinger. 25 gode anbefalinger på Yelp giver væsentlig mere business end et superoptimeret og grafisk enestående website. For nogle måneder siden stod jeg midt i ørkenen i Palm Springs og var sulten. Jeg brugte Yelp og fandt den bedste restaurant i nærheden. Jeg talte med ejeren, og han sagde at de fik kunder hver eneste dag som havde fundet dem via Yelp. 

Vi ledte for nogle måneder siden efter et rengøringsfirma som et par gange i måneden kunne gøre vores bolig ren. Vi var enige om at vi ikke ville lade hvem som helst komme ind i vores hjem mens vi var på arbejde. Så personlige anbefalinger var absolut vigtigere end et superflot og tillidsvækkende website. Vi gik 100 % efter det firma vi kunne få de bedste anbefalinger på.

En anden trend som er meget stærk, er anvendelsen af onlinetilbud som Groupon og lignende sites hvor man kan købe ydelser til stærkt nedsatte priser. Jeg har snakket med flere virksomheder som har benyttet det til at få nye kunder i butikken.

Hvem er de bedste kunder? Det er naturligvis dem der kommer igen og igen. Så ideen med at køre en Groupon-kampagne er at få nye, potentielt loyale, kunder i butikken og så måske ikke tjene alverden her og nu. Lad os sige at en blomsterforretning har en Groupon som giver en buket til normalt 300 kr. for 100 kr. Jeg køber denne Groupon, for selvom jeg aldrig har handlet i den blomsterforretning før, så har jeg jo ikke alverden at miste med sådan et tilbud.

Hvis nu det viser sig at jeg er rigtig tilfreds med den service jeg får, og den buket jeg får med hjem til fruen, er flot, så kommer jeg da igen, for nu kender jeg stedet. Og når jeg kommer igen, betaler jeg jo fuld pris. Det gør jeg ligeledes alle de efterfølgende gange jeg kommer der.

Når jeg køber en Groupon, kommer jeg aldrig forbi blomsterforretningens, vinduespudserens, restaurantens, bilvaskens, boghandlens eller caféens website. Hvis de overhovedet har en. Men jeg er blevet trofast kunde alene fordi jeg tog en lille chance med en billig Groupon og fik mulighed for at prøve dem af uden at risikere ret meget.

For afslutningsvis at komme tilbage til overskriften, så kan man bruge al sin tid på at optimere sit website og bruge en forfærdelig masse penge på den. Men hvad nu hvis man er i en branche hvor kunderne slet ikke leder efter den? Er det så ikke spild af tid og penge?

Hvad nu hvis man i stedet fokuserer på sin kerneforretning og husker at bede sine kunder om at anbefale virksomheden til venner og bekendte og evt. skrive en anmeldelse på Yelp eller andre relevante steder - er det så ikke mere værd? Det drejer sig vel i bund og grund om at kende sine kunder og vide hvor og hvordan man fanger deres interesse og opmærksomhed. For nogle er det gennem eget website, for nogle er det andre steder.

Mvh Carsten

PS: Jeg arbejder selv på et hobbyprojekt, og det skal have fuld gas på søgemaskineoptimering, Adwords, sociale medier etc., for det er der kunderne findes til det projekt :-)

Yelp:

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Carsten skriver Skriv dig op