Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Har du det, der skal til?

2.939 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
08 May 2014

De fleste kender de fem nyhedskriterier, som medierne arbejder ud fra, når de vurderer, om en historie er interessant. Men hvilke egenskaber skal DU som iværksætter fremelske, hvis du vil have dit firma i medierne? Det har jeg tænkt lidt over, og svaret er måske mindre indlysende, end du tror.

Hvordan skal du tænke, være og føle, når du som selvstændig går i krig med projekt ”gratis omtale” for dit firma? Og betyder det overhovedet noget, så længe du har en god historie?

Ja, det gør det faktisk. For dét at komme i medierne handler ikke kun om den gode historie. Det handler ligeså meget om, hvordan du udarbejder din historie, hvordan du kontakter medierne, og hvordan du følger op. Hvis ikke disse tre trin spiller sammen, er sandsynligheden for din succes kraftigt reduceret.

Men hvilke egenskaber tror du, der er de bedste at trække på, når du skal gennem nåleøjet? Mange har opfattelsen af, at det er en fordel at være fræk og selvpromoverende, for det er dyder, som vi f.eks. ser belønnet i diverse realityshows. Det er dog langt fra tilfældet, når du vil forsøge at komme i de mere seriøse medier. Tværtimod. Jeg er stødt på flere virksomhedsejere, som har salg, salg, salg i øjnene, når vi taler om gratis omtale.  Og de kan ikke forstå, hvorfor de ikke har haft den store succes på det punkt. ”Den her historie om vores nye leverandør af sikkerhedssoftware er da helt sikkert noget for Børsen”, eller ”Når journalisten har sagt ja til at skrive om os, så kræver vi et link til gengæld” er typiske udtalelser fra folk, der har misforstået dét med gratis omtale. I virkeligheden har du ikke krav på noget, og nej, det er langt fra sikkert, at en ny leverandør i sig selv er en interessant nyhed for Børsen.

Men hvad så? Findes der en væremåde, som sikrer dig succes i medierne? Nej, ikke officielt. Men hvis du tænker over følgende egenskaber, når du skriver, distribuerer og følger op på din historie, kommer du meget tættere på målet – hvis din historie ellers er ok.

Ydmyghed

Husk, at du ikke har krav på noget, når det drejer sig om gratis omtale. Det har du kun, når du indrykker en annonce. Du kan gøre opmærksom på, at du vil sætte pris på dét og dét, men gør det i en venlig og ikke forlangende tone, når du spørger journalisten. Det virker langt bedre.

Fleksibilitet

Er du fleksibel i forhold til din historie, så kan du meget nemmere ændre på den, hvis journalisten viser interesse for dele af den eller ønsker en anden vinkel. Det kan måske være en sideinformation i din pressemeddelelse, som viser sig at være af størst interesse. Det kan også hænde, at journalisten vil spørge dig om et andet emne, end dét din historie handler om. Det er alt sammen helt ok, så længe du kan få dit firma nævnt, og selv fremstå som en ekspertise inden for din branche.

Vedholdenhed

Det er meget vigtigt, at du ikke giver op første gang, du får et nej fra en journalist. Det behøver ikke betyde, at der er noget galt med din historie. Det kan være timing eller travlhed, der gør, at lige præcis det medie, du kontakter, ikke vil have den. Er det tilfældet, så tøv ikke med at kontakte et andet medie. Jeg har også oplevet, at ét medie synes en historie mangler nyhedskrog, mens et andet synes, den er helt perfekt. Bliv ved, og regn med, at du nogle gange skal igennem en masse afvisninger, inden du får et ja.

Tålmodighed

At arbejde med medieomtale er et stort tålmodighedsarbejde. Lige så hurtigt det kan gå med at få en historie plantet, lige så lang tid kan det trække ud. Selvom du måske føler, at du presser på, så er det helt essentielt, at du følger op på dine historier. Det kan du sagtens gøre på en venlig måde og det er helt fair, at du gerne vil vide, om din historie har vakt interesse. Tænk på, at mange journalister fra de større medier modtager over 100 pressemeddelelser om dagen, og alt afhængig af din histories karakter, kan den være mere eller mindre aktuel. Det er ikke ualmindeligt, at en historie først bliver bragt 3-4 uger efter den første kontakt med journalisten.

Ærlighed

Kom ikke med fejlagtige oplysninger, selvom de måske vil få dit firma til at fremstå mere succesfuldt. Hold dig til de fakta, der kan bekræftes, hvis journalisten tjekker op på dine udsagn. Også i det tilfælde, hvor du har lovet journalisten, at han eller hun kan få historien først eller eksklusivt, er det vigtigt at holde ord. Ellers risikerer du hurtigt at komme på listen over utroværdige kilder, som ingen gider at skrive om.

 

Hvad er dine erfaringer med presseomtale? Er du enig i, at ovenstående egenskaber er vigtige, eller er der nogen, jeg ikke har fået med? Jeg vil meget gerne høre dine kommentarer.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Stine skriver Skriv dig op