Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Fem myter om SEO

2.570 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
27 October 2009

Om mindre end 48 timer flytter jeg til Florida - og der er ved at være styr på det hele med flytningen. Hvorfor ikke slutte af med et lille indlæg om nogle af de myter, der florerer om SEO, tænkte jeg. Og som tænkt - så gjort:

Myte 1: Meta Keywords er vigtige

Google har i mange år end ikke læst Meta Keywords. Til trods for det er der stadig mange, der tror, at de er den sikre vej til topplaceringer. Lad os få den myte aflivet nu: Meta Keywords har INGEN indflydelse i forhold til Google, og Yahoo! er også ved at fjerne deres "kig" på dem. Bing? Intet tyder på, at de læses af Bing heller. Men inden du helt kvitter dem: Undersøg, om din hjemmesides interne søgefunktion benytter dem. Gør den det, skal du fortsat bruge dem.

Myte 2: Duplicate content har ikke indflydelse på ranking

Mange vil gerne sælge påstanden om, at duplicate content ikke påvirker de enkelte siders ranking. Jeg kan have en mistanke om, at disse helt ukorrekte påstande især fremføres af webbureauer, der ikke kan lave et system, der ikke producerer DC. Duplicate content kan have ekstrem effekt på din ranking! Jeg har set sites rykke fra side 40 i Google til side 1 alene ved at eliminere duplicate content. Hør lidt mere om det i dette podcast.

Myte 3: Navngivning af billedfiler har ikke indflydelse på placering af billeder i "Image Search"

For at gøre dine billeder synlige i søgemaskiners "Image Search" samt i Universal Search i Google skal du navngive dine billedfiler sigende. Filnavnet "kaffemaskine-blaa.jpg" er bedre end "kaf_12667_bl_large.jpg" - og Google benytter filnavnet sammen med Alt attribut og den omgivende tekst til at vurdere, hvad et billede handler om. Altså: Kan dit system håndtere det, skal du navngive dine billeder med et godt filnavn. Hint: Du kan også linkbuilde til billeder ;-)

Myte 4: H1 - H6 tags på overskrifter er afgørende

Det er godt, hvis du opdeler dine tekster i afsnit og forsyner hvert afsnit med en god overskrift. Men lad være at tro, at H1 osv. gør en dramatisk forskel - du kan opnå det samme med overskrifter i fed f.eks. Læg mærke til, at jeg skriver, at det ikke er AFGØRENDE for dine placeringer at benytte H-tags. Det gør jeg, fordi der er kommet en tendens med, at det er et standardsvar til mange spørgere, når spørgsmålet går på, hvorfor de ikke ranker. Lad os slå fast: Manglende ranking skyldes ikke manglende brug af H-tags. Brug dem bare - men de gør altså ikke underværker.

Myte 5: Google holder ikke øje med debatfora som f.eks. Amino

Af og til dukker der tilbud op fra diverse firmaer, som angiveligt har de vises sten til SEO. Det kan være f.eks. tilbud om billig linkbuilding fra nogle pudsige steder med "lorem ipsum" tekster, det kan være "geniale" systemer til linkbytte og meget mere. Og de diskuteres så lidt - hvorefter mange forumdeltagere helt offentligt melder sig til disse tjenester. Det svarer nærmest til at snyde lidt med momsen og skrive om det offentligt. Google læser med alle de steder, hvor de skønner, der er noget at hente - og det er der i et forum, hvor hjemmesideejere åbent tilmelder sig tjenester, Google ikke bryder sig om. Tro mig: Google læser med på Amino og på andre debatfora. Og én ting er, at de godt ved, der files lidt i krogene rundt omkring - men skrives det offentligt, kan de ikke vende det blinde øje til - så er de nødt til at agere. Og det gør de - det har flere Aminoer (især tidligere af slagsen) oplevet. Husk den gamle regel: Tænk, tænk, tast og publicér. Og er du i tvivl om, om jeg har ret: Lad tvivlen komme dig selv tilgode og afhold dig fra at lufte dine mere "lyssky" sider i offentlighed ;-)

Det var det - nu skal jeg pakke lidt mere. Vi ses derude på nettet!

P.S.: Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig Digital Markedsføring 09 i Holstebro, er det nu, du skal gøre det! Læs mere her: Digital Markedsføring 09

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op