Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
02 July 2009

For mange iværksættere er det første indtryk af SEO (engelsk forkortelse for Search Engine Optimization) ofte, at det er da vist lidt snyd - eller i hvert fald lidt ufint i kanten. Det kan det på sin vis også være, men faktisk er det sjældent tilfældet. Desværre mudres billedet alt for tit af sikkert velmenende skribenter, der skriver om, at "SEO er unødvendigt" eller "spild af tid". Der er jo ikke noget at sige til, at det kan være vældigt forvirrende for en ny virksomhedsejer, der skal ud på nettet. Lad mig derfor - så objektivt som det nu kan være fra sådan en som mig - forklare, hvad SEO egentlig handler om. Og det med snyd kommer vi til.

Hvad handler SEO om?

Lad mig citere fra min egen hjemmeside, der naturligt nok handler om søgemaskineoptimering:

"Googles mission er at organisere verdens information og gøre den almindeligt tilgængelig og nyttig. Søgemaskineoptimering er at organisere hjemmesidens oplysninger og gøre dem indekserbare, tilgængelige og rentable for hjemmesidens ejer".

Basalt set handler SEO altså om at gøre hjemmesiden så attraktiv og lækker som muligt for de søgemaskiner, der skal vurdere dens indhold og rangordne det i søgeresultaterne. Det handler altså om en kombination af teknik, programmering og semantik (tekst og brug af ord). Sidenhen kommer der også de helt nødvendige links fra andre hjemmesider ind i opgaven - men først når selve hjemmesiden er på plads.

Er alle hjemmesider ikke søgemaskinevenlige?

Nej - meget langt fra endda! Jeg vil ikke trætte dig med en masse anekdoter om den sag - de findes i rå mængder på min egen blog.  En væsentlig del af en opgave med SEO består altså i at få ombygget/ændret/tilpasset hjemmesiden eller shoppen, så den ikke danner nogen forhindringer for søgerobotterne. Og meget ofte: Så systemet ikke danner masser af duplicate content, som desværre de fleste shopsystemer gør.

Indhold er stadig konge

Det gode indhold i form af relevant og velskrevet tekst er stadig noget af det mest effektive, der findes i forhold til SEO. Men det er værdiløst, hvis søgemaskinerne ikke kan håndtere hjemmesiden - naturligvis. Derfor er SEO også et spørgsmål om at lære at bruge ordene de rigtige steder i den rigtige frekvens. Og selvfølgelig at bruge de rigtige ord - ikke mindst.

Det handler også om forståelse for det, der kaldes "latent semantisk indeks" - og det er firkantet sagt: Hvordan "forstår" en søgemaskine den dybere mening med en tekst på en side. Derfor er det klart, at en dyb sproglig forståelse og god formuleringsevne på skrift er et must for alle, der arbejder professionelt med SEO.

Links er kongens chef

Et link fra en hjemmeside til din hjemmeside er en anbefaling. Mange links er mange anbefalinger. Anbefalinger fra hjemmesider, der er respekterede ressourcer inden for det felt, de arbejder i, er bedre anbefalinger end dem, der kommer fra mindre anerkendte hjemmesider. Men alle anbefalinger tæller.

Ved at arbejde med at få gode links til sin hjemmeside kan man opnå overbevisende resultater - og er der to hjemmesider med teoretisk lige godt indhold, vil den med de fleste og bedste indgående links blive placeret højest i Google. Så'n er det bare.

Er SEO så snyd?

Nej. SEO er at sammenligne med, når supermarkeder flytter rundt på varerne for at finde de steder, hvor de sælger bedst. Det er ikke snyd - det er blot at bruge de muligheder, der er.

Der er en grå side af SEO, hvor teknikker med at hacke sig ind på andres hjemmesider og placere links etc. hører til. Men det er ikke den type SEO, dette indlæg handler om.

Forestil dig, at 9 ud af 10 skiltemalere i Danmark ikke kan stave, og at de monterer skilte omvendt, glemmer at sætte lys på, sætter skiltene omme bag butikkerne etc. Hvis det var tilfældet, ville der være en masse andre virksomheder, der drønede rundt og rettede op på stavefejlene, vendte skiltene om, fik dem placeret rigtigt osv. Kan du se det for dig?

Det er sådan, det er med hjemmesider ;-)

Måske har du lyst at høre et podcast, hvor jeg og e-købmanden Morten Vadskær, der sælger kondomer på nettet, taler sammen om netop synlighed og konvertering og den slags? Det kan du gøre her som MP 3 fil

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op