Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mette Skygge Jensen Hjælp - Jeg er blevet hacket!

Hjælp - Jeg er blevet hacket!

1,447 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
13 June 2024

Overskriften matcher en af de oftest brugte sætninger på Facebook den seneste tid. Det store spørgsmål er bare om man reelt er blevet hacket, eller om nogen har kopieret Facebook-profilen med det formål at hacke andre.

Det du nu skal læse om i dette indlæg, er praktisk erfaring med at blive hacket to gange inden for 30 dage, miste al adgang til Facebook, miste annoncekonti, sider og adgang til business manager. Det er min egen historie, om min private profil og hvordan det gik ud over mine kunder. Jeg deler min erfaring med dig, så du selv kan handle på det og sikre dine egne konti på bedst mulig vis. Vi starter med overskriften: Hjælp - Jeg er blevet hacket.


Er du blevet hacket, eller er din profil bare blevet kopieret

Det vigtigste du kan gøre er at slå koldt vand i blodet, træk vejret dybt, hvis du opdager at der er uregelmæssigheder på din Facebook-konto. Det er MEGET vigtigt at du med det samme reagerer på mails fra Meta om at din adgangskode er ændret eller at din email-adresse er opdateret. Når først du har modtaget disse mails, så handler det om at være vedholdend. For det er IKKE noget der løser sig af sig selv. Og jo længere tid der går fra hackerne har fået adgang til din konto, og til du gør de første forsøg på at få kontoen tilbage, jo sværere er det faktisk at få genskabt det hele. Det hjælper ikke at afvente situationen, og tænker at tingene løser sig selv. Enten skal du selv sætte gang i de forskellige procedurer Meta tilbyder, eller også så søg hjælp. Jeg tænker at du er ligesom alle os andre, at din Facebook-profil er gammel, indeholder mange billeder og gode minder. Minder som ikke nødvendigvis er ret mange andre steder... 

Hvis en profil der minder om din profil er begyndt at sende venneanmodninger ud til dine eksisterende venner, så er du ikke blevet hacket. Du kan ikke sende venneanmodninger ud til venner der allerede er på din venneliste. Du er i stedet udsat for en svindler der har kopieret dine billeder, navn, tekst osv. og har oprettet en ny profil, der så kontakter de venner du har på din venneliste. Er du eller nogen du kender udsat for det her, så sørg for at gøre dine venner opmærksom på dette, bed dem om at anmelde profilen som falsk. Sørg for ikke at dele information, koder osv. med den falske profil. 

Hvis du derimod får mails om at din e-mail eller dit telefonnummer, der er knyttet til din Facebook-profil er blevet ændret, så skal du reagere OMGÅENDE, altså NU og ikke om en time fordi det lige passer bedre. Det lyder hårdt, men jo hurtigere du reagerer på de beskeder der kommer, desto bedre er chancen for at få din profil igen. Der er forskellige steps du skal igennem alt efter hvor lang tid der er gået fra du opdagede at du er blevet hacket. 

Det vigtigste er at du ikke går i panik, hvis du ikke kan logge på Facebook, og opretter en ny profil på samme mailadresse som den gamle. Hvis du gør det, så er der ret stor chance for at du fjerner mailadressens tilknytning til den gamle profil, og dermed kan Meta ikke bruge mailadressen til at verificere den gamle profil. I hvert fald ikke på den nemme måde. 

Den første gang jeg blev hacket, var en tilfældig tirsdag aften. Jeg opdagede det ved at jeg fik en notifikation om at der var startet en annonce på en annoncekonto jeg er tilknyttet. Problemet var bare at denne annonce var for tekstiler, og ikke wallstickers som normalt... Jeg opdagede at jeg ikke kunne logge på via pc, den eneste adgang jeg havde til min Facebook-profil og Business Manager var via min telefon. Der havde hackeren glemt at smide mig af. Jeg opdagede at de var kommet forbi min to-faktor og havde ændret mailadressen til deres egen. Fordi jeg stadig havde adgang via telefonen, kunne jeg komme til at chatte med Meta Support, via annoncekontoen. Problemet var bare at hackeren kunne følge med på sidelinjen. Pga. den ændrede mailadresse kunne jeg ikke komme til at ændre adgangskoden. Det lykkedes mig efter 2 timer at få verificeret mig selv via kørekort, og adgangen til min mail. Og derpå kunne jeg få lov til at smide hackeren af og derefter lave damagecontrol. 

De havde brugt penge på annoncer på en enkelt af de kundekonti jeg har adgang til. Meta refunderede det brugte beløb, og efter et par dage var alt tilbage ved det gamle. 


Det der redede mig første gang var følgende: 

  1. Jeg havde adgang via min telefon. Det kræver en enhed der tidligere har været logget på Facebook for at kunne genskabe en konto hvis du er blevet smidt af. 
  2. Jeg reagerede med det samme jeg opdagede problemet. Jeg slog koldt vand i blodet, og fulgte anvisningerne . Husk at bruge den enhed du sidst har brugt til login (oftest din telefon). 
  3. Jeg slettede alle andre enheder der havde adgang til min profil, på nær min telefon. 

Anden gang var jeg desværre ikke lige så heldig. Der gik ikke engang 30 dage før det skete igen. De kom igen forbi to-faktor og en stærk adgangskode. Denne gang en lørdag nat. Jeg opdagede det lørdag morgen, og nåede at gå i panik, inden jeg huskede på at det vigtigste er IKKE at gå i panik. Denne gang mistede jeg adgang til alt, inkl. adgang til kunders sider og annoncekonti. Desværre kostede denne gang også at en kunde fik omdøbt en side, og at der blev trukket 50-100.000 kr. på deres kreditkort før det blev lukket af banken. Her er det nok passende at spørge om du har styr på proceduren, hvis det her skulle ske for dig? Kunden og samarbejdspartnere blev også fjernet fra siden og annoncekonto, så det var op til mig at få overtalt Meta Support i forhold til at få genskabt alt der her. 

Jeg var grædefærdig, måske ikke så meget over min egen profil, og egne sider, men mere fordi det ramte mine kunder. 

Onsdagen efter havde Meta godkendt al dokumentation jeg havde sendt ind til dem, og jeg fik min profil tilbage. Men hvordan gik det med kunden tænker du nok. Jo, ser du. 60 dage efter kunne vi få lov til at ændre navnet på siden tilbage til det oprindelige. Meta annullerede annoncerne og tilbagebetalte beløbet der var trukket. 


Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan de kom forbi min to-faktor, men det jeg vil anbefale alle, både private og virksomheder, at gøre er følgende: 

  1. Tjek hvilke eksterne apps der har adgang til din Facebook- eller Instagram-konto. Fjern dem du ikke bruger. 
  2. 2. Sørg for at have en meget stærk adgangskode. Og opdater den jævnligt. 
  3. Hold løbende øje med hvilke enheder der er logget på din profil. Under "Adgangskode og sikkerhed" vil du se en liste over enheder, hvor din Facebook-konto er logget ind. Afslut alle sessioner, der ser mistænkelige ud. Jeg anbefaler at logge ud alle steder, og logge ind på ny. 
  4. Tjek løbende alle virksomheder i din Business Manager for personer der ikke skal have adgang. Sørg for kun at have adgang til det du skal, og ikke f.eks. tidligere kunder osv. 

Min anbefaling er at du bruger dit fulde navn på Facebook, og et godt billede af dig selv. Det er en absolut fordel, hvis du skulle blive hacket da Meta support bl.a. bruger live video til at bekræfte at profilbillede og video matcher, og f.eks. kørekort og sundhedskort til at tjekke at navnet matcher. Og så hjælper det jo ikke at det er lille Fido eller en lækker sandstrand der brugt som profilbillede. 

Du finder muligheden under Meta Kontocenter > Personlige oplysninger. Klik på Identitetsbekræftelse. Herefter følger du guiden, der ligger under Bekræft din identitet. Vælg den årsag der hedder Beskyt min konto. Følg guiden til ende. 

Husk, det er altid vigtigt at være opmærksom på din online sikkerhed og foretage regelmæssige tjek af alle sikkerhedsindstillinger på din Facebook-konto.

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mette skriver Skriv dig op