Jeg er blevet indstillet til en pris - Årets Ildsjæl 2011, og der er prisoverrækkelse i morgen aften.
De havde lovet mig, at de ville kontakte mig, hvis jeg havde vundet på forhånd, da jeg jo netop er frivillig fredag aften i retshjælpen.
Jeg synes alligevel, at det er sådan lidt med et bankende hjerte, at jeg skal derind. Jeg synes, at det er stort, at nogen har villet indstille mig for noget, som jeg gør helt frivilligt fordi, at jeg har lyst til det.
Lige nu er jeg så i tøjkrise - hvor ville jeg ønske, at jeg havde råd til en personlig assistent. Det har jeg jo sådant set selv været i mange år, og hvis jeg ikke havde respekt for mit eget job dengang, så har jeg det i hvert fald nu. Jeg var jo bare. Pyha det siger jeg aldrig mere. De er der jo altid til at hjælpe folk ud af sådan en krise, som jeg er i nu.
Så jeg sidder og tænker: Hvad ville jeg selv have givet af råd, hvis jeg var den personlige assistent stadigvæk?
Der kommer ikke så meget op. Det er lettere at være personlig assistent, når man rent faktisk er personlig assistent.
Så nu tænker jeg kjole eller bukser? Respekt eller I må fandeme tage mig som jeg er attitude? Det er Anne Marie Helger, der skal underholde, så jeg hælder lidt til det sidste, selvom jeg nok i sidste ende vælger det første.
Jeg regner med, at det her kun sker for mig en gang i livet, derfor tager jeg derind i morgen. Jeg har aldrig været på Københavns Rådhus før - jeg er jo jyde.
Nå jeg må vel se min frygt i øjnene og gøre det alligevel. Det er jo nok i virkeligheden det råd, jeg selv ville give enhver anden i mit sted.
Carpe Diem.