Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Anette Sand Inden selvangivelsen: Hvornår er en indtægt skattepligtig?

Inden selvangivelsen: Hvornår er en indtægt skattepligtig?

5.688 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 February 2014

Det er jo den herlige tid på året, hvor vi alle går og venter på næste nedbrud på SKATs hjemmeside. I krystalkuglen står der tydeligt den 10. marts - for det er nemlig den dag, hvor SKAT åbner for alle 2013-selvangivelserne, og hvor alle lønmodtagerne derfor styrter til tasterne for at finde ud af, om de skal have penge tilbage i skat eller betale restskat. Og som regel er det jo, når der er størst belastning, systemet strejker.

For alle de selvstændigt erhvervsdrivende (det vil sige personer med enkeltmandsvirksomheder og I/S), er der ikke noget at hente: SKAT kan jo umuligt regne 2013-skatten ud, før de har fået oplysninger fra virksomhedens ejer. Så i Regnskabsskolen har vi styrtende travlt fra midt i marts og frem til deadline den 1. juli - det er vores højsæson, for der er mange som lige skal have et par ekstra øjne på tallene, inden de sender dem afsted.

Normalt er der super meget fokus på fradrag: Jo mere, du kan trække fra, jo mindre skal der betales i skat. Men der er nu også anledning til at skrive et par ord om indtægterne, synes jeg.

Hovedregel for indtægter:

  • Beskatningen sker på tidspunktet for arbejdets udførelse
  • Momsen følger fakturatidspunktet

Det vil sige, at vi nogle gange skal flytte indtægter frem og tilbage mellem to år.

Eksempler:

Salg af abonnementer

Hvis du i september 2013 har solgt et 12 måneders abonnement, som gælder fra 1. oktober 2013, skal afregne hele momsen i din momsafregning for 3. kvartal (eller 2. halvår) 2013. Men du skal ikke betale skat af hele indtægten i 2013: Kun 3 af de 12 måneder vedrører 2013, derfor skal der betales skat af 1/4 af indtægten i 2013 mens de resterende 9 måneder - altså 3/4 af indtægten - skal beskattes i 2014.

Forudbetaling fra kunder

Har du modtaget en forudbetaling i 2013 for noget, som du først leverer i 2014, skal du ikke beskattes af indtægten i 2013. Men momsen af fakturaen skal afregnes i 2013.

Halvfærdige projekter

Hvis du har et arbejde i gang hos en kunde, som løber hen over både 2013 og 2014 men først fakturerer i 2014, skal du alligevel betale skat af den værdi, arbejdet, som er udført i 2013 udgør. Det kaldes "igangværende arbejde for fremmed regning" på revisorsprog. Der skal selvfølgelig ikke afregnes moms, før fakturaen udstedes.

Alt dette er "periodisering". Når vi periodiserer, sørger vi for, at indtægterne (og i andre tilfælde: udgifterne) bliver registreret i den periode, de vedrører. For nogle firmaer er det a piece of cake men for andre er det et emne som giver anledning til megen spekulation, mange beregninger og lejlighedsvis også meningsudvekslinger med revisoren - eller med SKAT, hvis man nu har glemt noget væsentligt og så bliver udtaget til kontrol. For vi vil gerne betale vores skat - men ikke mere, end hvad er nødvendigt, vel?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anette skriver Skriv dig op