Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Anette Sand Momsindbetaling til den nye skattekonto - betal ikke for tidligt

Momsindbetaling til den nye skattekonto - betal ikke for tidligt

14.391 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 October 2013

Bankernes indlånsrenter er jo ikke noget at prale af i øjeblikket. Vi er vist mange, som har fornøjelsen af den lette ”0%”, mens udlånsrenten til gengæld kan være noget højere.

Blandt andet derfor er der flere, som indbetaler momsen lige så snart, den er beregnet: Det kan være helt lige meget, siden der hverken er renter sparet eller tjent. Eller sådan har det i hvert fald været. For nu, hvor alle virksomheder har fået en ny ”skattekonto” hos SKAT, skal man lige passe på.

Det er nemlig ikke tilladt SKAT (ifølge mine kilder efter ordre fra Rigsrevisionen) at opbevare penge, som rettelig tilhører borgerne, herunder virksomhederne i Danmark. Ikke ret længe, i hvert fald. Derfor skal de sende penge retur, hvis de kommer for tidligt eller slet ikke skulle være indbetalt. Fem dage er det maksimale tidsrum, pengene må opbevares.

Her har vi et problem: For hvis du indbetaler din moms tidligt, kan du altså som hovedregel regne med at få pengene retur igen efter fem dage.

Heldigvis er der også en løsning: Hvis du selv angiver over for SKAT, at du ikke ønsker pengene retur, så må de gerne beholde dem.

Det gøres inde på SKATs tast-selv, og for der nu ikke skal være nogen tvivl om, hvordan, kommer her en vejledning:

1. Når du er logget ind på tast-selv, kan du ude i menuen til venstre finde punktet ”Skattekonto”. Det klikker du på.

2. Så folder menupunktet sig ud, samtidig med at du kommer ind på forsiden til Skattekontoen. Forsiden viser de seneste (og kommende) posteringer på din konto. Men du skal bruge menupunktet Udbetalingsgrænse:

3. Herinde kan du sætte en grænse for, hvor mange penge, der må stå på kontoen, før SKAT skal betale dem tilbage. Som udgangspunkt er beløbet sat til 100 kr., hvilket betyder, at SKAT ikke returnerer beløb, som ligger under 100 kr. Du skal ændre til et beløb som er lige så stort eller lidt større end den moms, du har tænkt dig at indbetale. Og så skal du godkende på ”Godkend”-knappen til højre i billedet

4. Herefter kan du indberette og udbetale som normalt. Husk dog, at du skal bruge Skattekontoens betalingslinje – og det er så den samme betalingslinje, uanset om du skal betale moms, lønsumsafgift, A-skat, selskabsskat eller andre ting. (Der er dog en undtagelse vedr. fortoldning, men den får du særskilt besked om, hvis din virksomhed er omfattet.)

Betalingslinjen finder du under ”Stamoplysninger” i venstremenuen.

5. Og husk så lige, at SKAT herefter har en ny standard-udbetalingsgrænse, dikteret af dig. Du skal måske ind og ændre inden næste momsafregning?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anette skriver Skriv dig op