Jeg hedder Thomas Reberholt, er årgang 1976 og har efterhånden rundet de 50. På papiret burde jeg vel være blevet en nogenlunde fornuftig voksen mand, der passer sin virksomhed, slår græsset og måske går lidt tidligt i seng. Men der er åbenbart sket en fejl et sted i produktionen, for mit hoved har stadig omtrent samme aktivitetsniveau som dengang, jeg var en lille møgunge i Aalborg. Forskellen er bare, at jeg i dag har adgang til internettet, kunstig intelligens og lidt flere penge at lave dumheder for.

Jeg voksede op i Aalborg med en hård far og en blød mor. Det var egentlig en ganske udmærket kombination, selv om jeg nok har testet begges tålmodighed temmelig grundigt. Mine forældre arbejdede meget, så jeg havde rigeligt med tid til at underholde mig selv. Og det gjorde jeg så. Ikke nødvendigvis på måder, de voksne syntes var særligt underholdende. En dag fik jeg besked på at gå udenfor og lege med hunden, fordi vi larmede for meget indenfor. Det var jo en klar og tydelig besked, så jeg gik selvfølgelig udenfor. At jeg så valgte at sende hundens kødben retur gennem vinduet, var åbenbart ikke helt det, mine forældre havde forestillet sig. Jeg skød også med bue og pil efter naboens æbler. Hvorfor? Fordi de hang der, og jeg havde en bue. Det virkede da meget logisk.

Jeg har altid været fascineret af ild, maskiner og ting, der kan larme så meget, at naboerne begynder at kigge ud ad vinduet. Den fascination har jeg sådan set stadig. Jeg er nok bare blevet lidt bedre til at overveje konsekvenserne. Lidt, sagde jeg! For på et tidspunkt i mit liv lykkedes det mig faktisk at ende i fængsel med en våbendom. Det startede med noget så fredeligt som en fisketur, hvor vi også skulle skyde på øldåser. Det viste sig at være en af de idéer, der lød væsentligt bedre i hovedet, end den gjorde i retten. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg gider heller ikke lege helgen. Jeg har lavet dumheder, jeg har betalt prisen, og jeg har lært noget undervejs. Og så kan jeg da trods alt sige, at jeg kun har været i fængsel én gang. Det må vel tælle som en form for forbedring.

Trykfarve i blodet og en far, jeg så op til

Min far var iværksætter og stod bag Tex-Tryk, der blev grundlagt i 1976. Jeg tror faktisk, at meget af det, jeg render rundt og laver i dag, kan spores direkte tilbage til ham. Jeg har altid beundret det med at skabe noget selv, tage nogle chancer og finde ud af tingene undervejs. Mit første tryk lavede jeg som femårig, hvor jeg stod ved siden af min mor i en kælder i Aalborg og trykte på avispapir. Det var nok ikke ligefrem børnearbejde i industriel skala, men jeg kom da tidligt i gang. Min far lærte mig også at trykke. Undervisningen var kort, kontant og præcis. Der blev ikke brugt tre kvarter på at forklare noget, man kunne vise på 30 sekunder. Og ved du hvad? Jeg lærte det sgu.

Jeg har dog også været lidt omkring. Jeg har været arbejdsdreng hos Melsen Tryk, været i militæret, arbejdet på forskellige trykkerier og taget en noget anden afstikker som divemaster i Thailand. Jeg elsker at dykke, fiske og være i naturen, så Thailand var bestemt ikke det værste sted at opholde sig. Senere fik jeg et virkelig fedt job med Marabu-farver i Sverige. Arbejdet var spændende, men ensomheden var noget andet. Jeg endte faktisk med en mindre depression, og det var en påmindelse om, at et godt job og et godt liv ikke nødvendigvis er det samme. Man kan godt have noget, der på papiret ser fantastisk ud, og stadig gå rundt og have det ad helvede til.

I dag driver jeg Tex-Tryk sammen med min kone Linda, og det er jeg faktisk temmelig stolt af. Virksomheden har eksisteret siden 1976, og vi har holdt den kørende gennem en branche, hvor både teknologien, kunderne og konkurrencen har ændret sig fuldstændigt. Vi har stadig vores eget håndværk og produktion, og det betyder noget for mig. Linda og jeg mødte hinanden gennem nogle venner, og jeg havde faktisk været fascineret af hende i mange år, inden vi blev et par. I dag arbejder vi sammen, og hun må så leve med, at hendes mand ikke altid nøjes med at få én idé om dagen.

Og så er der vores to piger, Aya og Melia. Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg fra første sekund sprang rundt af begejstring ved tanken om at skulle være far sent i livet. Tværtimod. Jeg syntes faktisk, det var noget af en stor kartoffel at sluge, og jeg var temmelig sur over, at mit liv skulle ændre sig så meget. Men i dag ville jeg ikke undvære dem for noget i verden. Det er lidt sjovt, hvordan livet kan servere noget, man slet ikke havde bestilt, og så viser det sig at være noget af det bedste, man har fået.

Mit hoved er nok den dårligste projektleder i Danmark

Man skulle tro, at et trykkeri, en kone, to børn og et hus på landet uden for Aalborg var rigeligt at beskæftige sig med. Men nej. Jeg har åbenbart en eller anden fejl i hovedet, som gør, at hver gang jeg får en idé, så skal den undersøges. Og hvis den er interessant nok, skal den selvfølgelig også prøves. Det er nok derfor, jeg efterhånden har samlet en mindre zoologisk have af hjemmesider og projekter.

Jeg har blandt andet Patches.dk, hvor vi arbejder med specialfremstillede mærker, Madmagasinet.dk, som jeg oprindeligt købte for at kunne reklamere for Tex-Tryk, og Sportogmotion.dk, som voksede frem som endnu et af mine digitale påfund. Så er der Refleksvesten og selvfølgelig Tex-Tryk, som trods alt er den virksomhed, der skal sørge for, at vi kan betale regningerne. Der er sikkert også et eller andet projekt, jeg har glemt. Det ville ikke være første gang.

Det sjove er, at mange af idéerne opstår, når jeg egentlig burde sove. Andre mennesker ligger måske og tænker på, hvad de skal have til aftensmad i morgen. Jeg ligger og tænker på, om man kan bygge en hjemmeside, starte en ny forretning eller automatisere noget, som ingen har bedt om at få automatiseret. Og pludselig er klokken blevet alt for mange, og jeg sidder med 14 åbne faner og har kastet mig ud i endnu et projekt.

På det seneste har kunstig intelligens virkelig fået fat i mig. Jeg bruger AI til at undersøge idéer, bygge hjemmesider, arbejde med SEO og udvikle ting, som jeg tidligere aldrig ville have haft en chance for at lave selv. Jeg er endda begyndt at bygge et computerspil om at drive et trykkeri. Ja, du læste rigtigt. Jeg har åbenbart ikke fået nok af trykkeribranchen i arbejdstiden, så nu skal jeg også lege med den på computeren. Det giver jo næsten ingen mening, men jeg synes, det er skidesjovt.

Og så er der akvaponik. Hvis du ikke ved, hvad det er, så handler det om at kombinere fiskeopdræt og plantedyrkning i et system, hvor vand og næringsstoffer bliver genbrugt. Tænk, at man kan dyrke planter og opdrætte fisk i et system med langt mindre vandspild. Det er sgu da genialt! Jeg elsker naturen og har altid været fascineret af, hvordan ting fungerer. Når man så kan kombinere natur, teknik og måske endda en forretningsidé, så er jeg solgt. Om det ender med en stor succes eller bare et projekt, hvor jeg får våde fødder og en dyr erfaring, må vi se.

Jeg er nok ikke alles kop te. Og det er faktisk helt fint.

Jeg ved godt, at jeg kan være en lidt speciel størrelse. Jeg siger som regel tingene, som jeg ser dem, og mit humør kan åbenbart være svært for andre at læse. Jeg er ikke altid den mest diplomatiske mand i lokalet, og hvis noget er noget lort, så har jeg nok svært ved at kalde det en spændende udfordring.

Til gengæld tror jeg, at folk nogle gange undervurderer mig. Jeg er ordblind, og det skriftlige har aldrig været min stærkeste side, men det betyder altså ikke, at der ikke foregår noget mellem ørerne. Jeg mener faktisk, at jeg er ret god til at gennemskue mennesker. Jeg lægger mærke til, hvem folk er, hvad de siger, og ikke mindst hvad de gør. Nogle gange får jeg nok ikke sagt det på den mest elegante måde, men jeg har som regel gjort mig flere tanker, end folk lige regner med.

Jeg har mistet min far, som har betydet enormt meget for mig, både som menneske og som iværksætter. Og måske er det også derfor, det betyder så meget for mig, at Tex-Tryk stadig eksisterer. Det er ikke bare en virksomhed. Det er en historie, der begyndte samme år, som jeg blev født, og som vi stadig skriver videre på.

Så hvorfor fanden starter jeg nu også en blog? Tja, hvorfor ikke? Jeg har levet i 50 år, prøvet lidt af hvert, lavet en del dumheder, startet en masse projekter og er stadig ikke færdig med at finde på nye. Jeg vil gerne fortælle om det hele, også når tingene går galt. Ikke som en eller anden selvudnævnt erhvervsguru med fem gyldne råd til succes. Dem er der rigeligt af i forvejen.

Her kommer du til at læse om livet som iværksætter, trykkeri, kunstig intelligens, hobbyer, natur, nye idéer og alt det andet, der dukker op i mit hoved. Nogle gange bliver det sikkert klogt, andre gange noget værre vrøvl. Men det bliver mig.

Velkommen til Reberholts Værksted. Jeg har aldrig været særlig god til at gøre som alle andre, og jeg kan ikke se nogen grund til at begynde nu.

Thomas Reberholt