Ja, jeg må beklage. Jeg er ikke vant til at vedligeholde en blog og det er faktisk lidt af en opgave, da det åbenbart kræver en del disciplin.
Dette indlæg skulle have været skrevet for 2½ måned siden, men kommer først på nu. Der er så ingen, der har rykket for at få resultaterne, men her er de i hvert fald.
Allerførst, den bedste nyhed: Konditallet var sprunget i vejret og landede på 40!! Imponerende fremskridt og bestemt værd at prale med. For min aldersgruppe (ml 30-39) betyder det, at jeg lander i et felt, der hedder Middel. Det er jo super tilfredsstillende!
Så var der fedtprocenten. I sommers lå den og rodede oppe på 22,9%, hvilket er ganske højt for en "slank" ung mand, som jeg. Heldigvis havde den også fået et gok i nødden og var halveret til 11,5% Det er jo også en væsentlig fremgang. Fantastisk, men langt fra så betydningsfuldt som konditallet.
Jeg blev jo også scannet - og scanningen viser, hvordan kroppen er sammensat: knogler, muskler, fedt etc. Min muskelmasse var forøget med ikke mindre end 10 kg og fedtet reduceret tilsvarende. Min vægt er fuldstændig uændret fra starten, så det betyder jo ganske meget. Al den energi jeg har lagt i at løfte jern har altså også givet gode resultater her og selvfølgelig har det også noget at sige, at jeg er begyndt med spinning.
Der er stadig noget at arbejde med - konditallet SKAL nå 50 inden jul. Det mål skal bare nås!
Følg med og se, om jeg når det.....