Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Nicolaj Højer Nielsen fra Kapitalblog Mangler der virkelig risikovillig kapital i Danmark?

Mangler der virkelig risikovillig kapital i Danmark?

8.097 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 August 2012

Kapitalmangel - myte eller virkelighed...

Når man bevæger sig rundt i den danske iværksætter-branche er der én sætning som man hører igen og igen: ”Det er umuligt at skaffe penge til at få vores virksomhed i gang”.

Denne historie bakkes på sin vis op af historier i medierne hvor iværksættere ofte fortæller om at den eneste grund til at de gik konkurs og ikke kunne skabe en succes, var manglen på risikovillig kapital.

Min personlige holdning er at dette ikke er sandt i 99 % af alle tilfælde. Der findes stadig risikovillig kapital, også i Danmark, og har du et godt projekt med et godt team bagved kan du altid skaffe penge til at realisere det. Dermed ikke være sagt at det er let at skaffe pengene! Det koster blod, sved og en masse arbejde!

Men hvorfor er det så at mange iværksættere mener det modsatte? Nedenfor er de fem hyppigste årsager til de ikke kan skaffe kapital:

1. Der findes mange projekter som ikke skal have penge!

Iværksættere (inkl. undertegnede) er per definition optimistiske mennesker der ALTID mener at netop vores projekt bliver en succes og at der er et kæmpe markedspotentiale samtidig med en begrænset risiko for investor. Set udefra er dette dog ofte ikke tilfældet – så en mere objektiv person (i dette tilfælde investor) mener ikke at projektet er godt nok at man tør tage risikoen.

2. Du kan ikke få en idé finansieret

En anden fejl mange iværksættere gør er at tro at man bare kan få en idé finansieret, hvis den bare er nedskrevet i en smart forretningsplan. Det er næsten umuligt at få din virksomhed finansieret hvis den stadig kun er en idé. Du skal selv kunne vise at det er muligt at realisere de første små skridt selv – uden eksterne penge. Derefter kan du så bede eksterne investorer om penge til at fuldføre projektet. Dette giver også investor mulighed for at vurdere iværksætterens evne til at eksekvere - hvilket vægter mindst lige så højt som selve idéen.

3. Iværksættere der ikke selv tør tage risiko

Ofte kommer iværksættere til investorer og beder dem investere eksempelvis 2 millioner kr. i et projekt. Men når investor spørger hvad iværksætterne selv er villige til at investere (eks. via lån, bruge opsparing etc.) melder de pas. Dette er et kraftigt signal til investor om at iværksætteren ikke selv tør risikere noget (fordi han ikke selv tror på projektet) og en rationel investor vil derfor naturligvis ikke investere i projektet.

4. Iværksættere der ikke kan kommunikere

Mange iværksættere, især dem med teknisk baggrund, er utroligt dårlige til at kommunikere værdien af deres projekt/opfindelse. Ofte er de ekstremt gode til at beskrive de tekniske specifikationer, men meget dårlige til at forklare hvilken værdi produktet har for kunderne og derved markedspotentialet. Investor har typisk ikke forstand på de tekniske aspekter og bliver samtidig bestormet med materiale fra mange iværksættere der ønsker en investor. Så hvis investor ikke efter få minutter får en fornemmelse af projektets værdi, så ender det i ”nej” bunken og man går videre til næste mulige investering.

5. Iværksættere der ikke tør tale med kunder

Man kan ikke finde ud af om der er et markedspotentiale for et produktet ved at læse markedsrapporter skrevet af forskellige konsulenthuse og lave alenlange excel-regneark. Den eneste måde at få verificeret potentialet er ved at være i dialog med de mulige kunder. For selv om de objektivt set måske har et behov, så er det ikke sikkert at de er enige i dette - grundet deres prioriteringer i forhold til andre problemer de oplever som værende vigtigere. Desværre er mange iværksættere bange for at tale med kunder, oftest med begrundelser som a) Hvad hvis de stjæler ideen og b) Vi kan ikke vise et ufærdigt produkt. Ofte dækker dette imidlertid over mange andre ting, herunder ikke mindst iværksættere som er indadvendte og bange for den salgs-proces som kontakten til ukendte kunder indebærer. Men hvis du som iværksætter ikke kan dokumentere kontakt til mulige kunder som erkender problemet som dit produkt vil løse, er det meget svært at skaffe en investor.

Ingen regel uden undtagelser…

En enkelt undtagelse er dog biotech-industrien. Her er projekterne ofte dyre at finansiere, hvilket kræver involvering af venture capital fonde da individuelle investorer (business angels) ikke har nok penge til at finansiere projekterne.

Problemet er blot at de fleste venture fonde som investerer i bioteknologi har tabt penge i løbet af det seneste årti. Dette gør igen at disse fonde har svært ved at rejse nye penge fra deres investorer (pensionskasser). Resultat: Der bliver stadigt færre fonde som tør at investere store beløb i dyre biotech-projekter.

Derfor har iværksættere i denne branche utroligt svært ved at skaffe den nødvendige finansiering. Oftest har de relativt let ved at skaffe penge til at komme i gang med projekterne, som oftest initialt er finansieret af universiteterne og innovationsmiljøerne. Men når projektet er kommet videre skal der i denne branche typisk bruges mange penge (ofte +100 millioner kr.) for at få projektet i mål, og her dør utroligt mange projekter grundet det færre antal aktive venture fonde som tør investere i disse projekter.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Nicolaj skriver Skriv dig op