Da Steve Jobs (ham fra Apple) i 2007 gik på scenen og lancerede Apples mobil - iPhonen - under stor mediedækning sad jeg og drak øl på en bar på Vesterbro. Jeg vidste godt, Apple var i gang med at præsentere nye produkter og jeg havde en god ven til at live-sms-opdatere mig med de vigtigste nyheder. Endelig kom beskeden: "den hedder iPhone og er super-sprød".
Der havde længe gået rygter om en mobil fra Apple og jeg havde lavet et gæt på, at den ville blive døbt iPhone (uhhh – det var svært, hva’? De havde lavet iMac, iPod, iBook og iJeg-skal-gi’-dig). Det betød, at ved at lave et enkelt indlæg om iPhone og lave 1-2 links til dette, lå jeg nr. 1 på Google på søgningen "iPhone".
Her i dette forum er det vel unødvendigt at nævne, at min server var på overarbejde i dagene efter lanceringen. Og hvor vil jeg så hen med det?
-Jo, ser du. Du skal udnytte, at det er blevet nemmere at spå – og at det alt andet lige er nemmere at få sig en 1.plads i Google, når der ikke er konkurrence. Og der er ingen konkurrence derude.
Lad mig give et andet eksempel: Sammen med min kone har jeg webshoppen Faktorfobi, der sælger soltøj. Sidste år meddelte tøjmærket Danefæ, at de i 2011 ville lave deres første kollektion af soltøj. Få dage efter lå vi nr. 1 på søgningen "Danefæ soltøj" (og har gjort det siden). Det krævede én side og ét link – det var alt! Konkurrencen var lig nul. På vores landingsside stod der "til foråret 2011 får vi Danefæ soltøj. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked så snart det kommer". Så imens vi ventede på Danefæ-tøjet tikkede der tilmeldinger ind på vores nyhedsbrev.
Senere fik vi at vide, at de ville lave en lilla badedragt og en grøn badedragt. Der gik ikke lang tid, inden vi lå nr. 1 på "lilla Danefæ badedragt" og "grøn Danefæ badedragt".
Det betød, at vi har solgt Danefæ soltøj fra den dag vi fik det ind ad døren.
Så kære e-købmand. I stedet for at kæmpe om at komme op på "børnetøj" så tænk et skridt fremad og se, hvad du kan forudsige. Her er et par eksempler:
- Du ved, der kommer en iPhone 5 (og SEO-konkurrencen er i den grad allerede startet)
- Du ved computerspillene FIFA, NHL etc. kommer i en ny version hvert år såsom FIFA 12, NHL 12
- Sælger du tøj kender du som regel kollektionen allerede et halvt år i forvejen
- Gadgets såsom mobiltelefoner, GPS’er m.m. bliver som regel annonceret i god tid i forvejen, så du har mulighed for at lave SEO på sådan noget som f.eks. "Nokia N8", "TomTom Go Live 1000"
- Du ved der er EM i fodbold i 2012 og at værtslandene er Polen og Ukraine.
Du kender selv dit produkt og din branche, så du er den allerbedste til at finde trends og nye produkter. Lav SEO på disse udtryk allerede i dag og nyd godt af dem om 1,3 eller 6 måneder. Det er super-nemt. Now go get'em.