Jeg har tidligere skrevet et indlæg på Amino om, hvordan jeg for ca. 25 år siden endte i det, jeg kalder ”Dødszonen”. Et yderst ubehageligt sted, jeg befandt mig dengang. Især mentalt. Bloggen fortæller også om, hvordan jeg kom ud af min ”Dødszone”. Du kan læse indlægget her:
Helt grundlæggende havde jeg ikke styr på mine personlige værdier og især mine prioriteringer. Virksomheden styrede mig for hårdt. Alt for hårdt. Så hårdt, at jeg havde alvorlig åndenød. Min ambition om at nå toppen af Mount Everest gjorde, at jeg kun kom videre ved hjælp af en ”mental åndedrætsmaske”.
Jeg lærte at prioritere min professionelle tid.
Men jeg lærte og noget andet. Igen på den hårde måde. Hvad formålet er med at drive en virksomhed. For mig er det følgende:
”Formålet med at drive en virksomhed er at skaffe og beholde kunder, behandle dem så godt, at de køber igen og igen og igen. At de bliver loyale og anbefaler dig, dit produkt og din virksomhed til andre. Og nu kommer det, jeg ikke var opmærksom på dengang. Så jeg kan leve et liv helt efter mit egen design”
Mit liv var dengang designet, mest med henblik på, at jeg kunne opfylde mine professionelle mål. Og langt mindre mine personlige mål og værdier. Set i bakspejlet var det jo ikke bare mig, der havde det af helvede til. Det havde min familie også. Min kone og vores 3 mindre børn. Jeg kunne godt se det. Men lukkede øjnene.
Og hvordan kom jeg så videre? Så jeg fik - en for mig - bedre balance mellem mit professionelle liv og mit private liv:
1) Jeg tænkte længe og meget over, hvordan jeg ville tilbringe min tid, hvis jeg kun havde 6 måneder tilbage at leve i.
2) Derefter valgte jeg de vigtigste områder i mit. Og beskrev i det brev til mig selv, hvordan jeg ønskede at mit liv skulle se ud 3 år, 5 år og 10 år du i fremtiden.
3) Mit Pay-Off på den korte bane. Her beskrev jeg, hvordan jeg gerne ville have at mine dage skulle se ud.
4) Jeg definerede, hvad mit højeste mål for mig er.
Lad mig knytte lidt yderligere kommentarer til 3) og 4)
Ad 3) Mit kortsigtede Pay-Off
Jeg fandt ud af, hvad et meningsfyldt liv er for mig. Et liv som føles rigtigt hver dag, og som gav mig en dybere sans for tilfredshed og mening – hver dag, hver uge, hver måned, hvert år.
Og mit Pay-Off startede ikke med:
• ”Jeg vil være rig”
• ”Jeg vil have finansiel frihed”
• ”Jeg vil have en succesfuld virksomhed”
• ”Jeg vil være lykkelig”
Den slags Pay-Off´s virker ikke for mig.
Nøglen for mig ligger i at blive meget mere specifik.
Hvad jeg vil opnå. Ikke; hvad der kunne være rart at have. Det handler om et af de allervigtigste kriterier for succes: KLARHED.
Det var min personlige KLARHED, som kom til at give mig min daglige motivation. Og fortsætte, selvom det ofte kunne synes og føles håbløst med udfordring efter udfordring og krise efter krise.
Her er en hurtig lille 3 trins proces til at få KLARHED, som jeg brugte:
1. Beslut dig for, hvad du absolut ikke ønsker dig af livet
2. Beslut dig for. hvad du absolut ønsker dig af livet
3. Beslut dig for, hvordan din ideelle dag ser ud
Hvorfor nu i den rækkefølge. Ganske simpelt, Watson.
De fleste af os har langt større KLARHED over, hvad vi ikke ønsker, end hvad vi ønsker.
Og ved at have KLARHED over, hvad du ikke ønsker dig i og af livet, har du meget bedre chance for at identificere, hvad du ønsker. Plus selvfølgelig, at du nu også har KLARHED over alle de negative ting, som du for alt i verden vil undgå.
Lad mig give dig et par eksempler til punkt 1:
• Jeg ønsker ikke at have en virksomhed, som gør at jeg altid er væk fra min familie
• En virksomhed, som kun kan eksisterer, fordi jeg arbejder r*ven ud af bukserne
• Jeg ønsker ikke al den stress, som kommer ved at arbejde evig og altid
Du kan sikkert selv tilføje nogle punkter til listen. Og det er en god idé at gøre det.
Giv dig selv lidt tid til at lave din liste. For din liste vil være helt din egen.
Lad mig give dig et par eksempler til punkt 2:
• Bo med udsigt over Vesterhavet på Fanø
• En arbejdsdag som slutter kl. 15
• Spise aftensmad med min familie mindst 4 gange om ugen
• Produkter eller serviceydelser, som jeg er stolte af
• Frihed til at tilbringe tid til at lære nye kritiske succeskompetencer, som jeg kan videregive til kunder, partnere og team
Prøv også her at give dig selv lidt tid til at lave din helt egen liste.
Lad mig give dig et par eksempler til punkt 3:
• Den perfekte dag – en dag, som giver dig det meste af det, du identificerede under punkt 2 og du undgår alt det, du identificerede under punkt 1
• Den normale dag – en dag hvor du foretager alle dine rutiner, som er nødvendige for en succesfuld virksomhed
• En dag uden begrænsninger – glem alt om forpligtelser og alle forhindringer (penge, problemer osv.) og lev som om, du har en magisk tryllestav – en tryllestav, som fjerner alle begrænsninger.
Og du kan gøre lige nøjagtigt, som kun du vil.
Giv dig selv lidt tid til at beskrive din helt egen dag, uge og måned.
Det handler ikke om at gøre dette til perfektion. Det handler kun om at komme i gang. Og på et tidspunkt – måske efter 30 dage eller mere – føles din liste rigtig for dig.
Ad 4) Mit højeste mål. Mit personligt højeste mål er Sindsro. Indre ro. En god mavefornemmelse. En god følelse af lykke. Det lyder sikkert lidt luftigt. Men her er, hvad det mere praktisk betyder for mig. Der er 2 ord, som er væsentlige for mig. Kontrol og frihed. Så jeg
1) Kan gøre hvad jeg ønsker at gøre, med hvem jeg ønsker at gøre det og hvornår jeg ønsker at gøre det.
2) Økonomisk frihed. Hvornår nok er nok, ved du kun selv. Men for mig er det såmænd blot, at jeg ikke skal bekymre mig om det med pengesagerne.
3) Mental frihed. Og det betyder, at jeg føler mig i kontrol over min negativitet, min frygte og føler, at jeg kontrollerer mit stressniveau og ikke omvendt.
På denne måde lærte jeg at finde – en for mig – rigtig god balance mellem mit arbejdsliv og mit privatliv.
Måske lige en sidste ting. Det virker allerbedst, når jeg skriver det ned.
Og nu vil jeg så fortsætte med at arbejde videre på mit nyeste projekt: ”Kick-Ass-Start-Up-Formlen” for iværksættere med ambition om at komme godt fra start og at blive vækstiværksættere.
Afstanden mellem drøm og realitet – den hedder handling.
Med venlig iværksætterhilsen
Mogens