Kampen for at blive iværksætter

Uheldet er ude

For 14 år siden, i en alder af blot 21 år, var jeg drøn-uheldig og røg ned af en trappe. Dum og arbejdsglad som jeg var rystede jeg episoden af mig og tog ikke på skadestuen som jeg burde have gjort. Kort tid efter faldet begyndte jeg at få smerter især i mine fødder så jeg hverken kunne stå eller gå og der skulle gå hele 2 år før lægerne fandt diagnosen - nervebetændelse.

I perioden inden jeg fik diagnosen røg jeg hele vejen ned gennem systemet, fra fast arbejde til dagpenge, til S.U. og ender til sidst på kontanthjælp.  De to ting der forhindrede mig i miste forstanden og ryge i dyb depression eller at give op var :

Min mand samt siden hen mine børn samt mit website Min-mave.dk

 

Jeg ryger ned på kontakthjælp

I april 1999 tager jeg ned på kommunen og søger om at få kontanthjælp. Jeg havde siden faldet 3 år tidligere forsøgt adskillige veje for at komme tilbage på arbejdsmarkedet på mine betingelser, men desværre forgæves. Jeg havde ingen problemer med at få arbejdet, jeg havde "kun" problemer med at kunne klare det.

Det første kommunen gjorde var at sætte mig ned på et "værested" hvor det eneste man forventede af deltagerne var at de mødte op, var x antal timer og tog hjem igen. Det var slet ikke mig, men da jeg ikke kunne se andre muligheder måtte jeg forsøge at tilpasse mig - følelsen af at være social taber af den værste kalibre var dog stor, og nederlaget over ikke engang at kunne klare at møde op på et værested uden at måtte lægge mig syg en eller flere dage i ugen var næsten ikke til at bære.

 Jeg forsøgte at få mine timer ved at komme meget tidligt om morgenen og gå så sent som muligt, for på den måde at få mine timer hurtigst muligt, men uden held. Problemet var jo nok at værestedet ikke var det eneste sted jeg skulle være aktiv, når jeg kom hjem havde jeg et liv der også skulle passe incl.  en lille dreng på 1 års tid, en mand der arbejdede fuldtids og et hjem vi fælles skulle holde.

Det var mere end min krop kunne klare og den protesterede ved at gøre mig passiv efterfølgende.

 Sådan gik der nogle år, min hjerne frøs nærmest fast i det daglige mønster af enten af være et sted hvor man ikke forventede noget af mig, eller ønskede at jeg selv skulle tage et initiativ til noget der kunne være lidt mere livsbekræftende. Eller også sad/lå jeg med smerter derhjemme og havde ondt af mig selv.

I årene der gik fik min mand og jeg nogle børn, det var noget af det mest livsbekræftende jeg havde oplevet, og her var der endelig noget jeg var god til og kunne klare. Min læge ønskede at give mig så meget ro i graviditeten som muligt, så han sygemeldte mig tidligt så jeg kunne passe på mig selv og den lille baby der voksede inde i min mave.

 

Min-Mave starter op

Da vi havde fået vores 2. Barn startede jeg den første udgave af Min-mave op, og fandt stille og roligt ud af at her var der noget andet jeg var god til. Det blev den første hobby som overlevede mere end 1 år.

I 2003 begyndte jeg for alvor at tænke, hvor ville det være fedt hvis jeg kunne gøre min hobby til min levevej og slippe ud af systemet. Men udfordringen var hvordan jeg kunne gøre det. Det skulle siden hen vise sig nærmest at blive umulig at få hjælp til at realisere den ide.

 

Forsøg efter forsøg på at blive selvforsørgende

Jeg forsøgte at få kommunen til at bevillige nogle kurser, som ville gøre mig bedre i stand til at klare at være selvstændig og starte min egen virksomhed, men uden held. Jeg fik i stedet tilbudt at tage en traditionel uddannelse som vi begge vidste jeg aldrig ville kunne gennemføre. Ikke fordi jeg gav op på forhånd, men simpelthen fordi mine odds for at fuldføre var alt for ringe.

I 2004 fik jeg "overtalt" et firma til at ansætte mig, som redaktør på min egen hjemmeside, så jeg kunne fortsætte den gode udvikling der allerede var på siden, og så jeg kunne få ro i min hverdag. Da det ville blive en betydelig udgift for min kommende arbejdsgiver, ønskede de at jeg kunne få løntilskud i 3-6 mdr, men kommunen sagde NEJ - pga. min nervebetændelse ville de ikke bevillige det.

Tænk sig, de vil faktisk hellere hjælpe en rask person ud end en person der er syg. Det fatter jeg slet ikke, alt andet lige må det da være bedre at bruge hjælpen på en syg, end den raske som trods alt ikke har så svære odds for selv at finde et arbejde.

Begrundelsen for at nægte mig løntilskud var : Jamen, du er jo syg, og vi ved ikke om du kan klare det arbejde du bliver sat til. Mine argumenter med at firmaet allerede kendte mine begrænsninger og at jeg skulle lave det jeg elskede allermest og som jeg allerede lavede på hobbyniveau, gik lige direkte ind af det ene øre og ud af det andet.

At det så var godt at kommunen sagde nej dengang er en helt anden side af sagen. Hvis de ikke havde sagt nej, havde jeg "solgt min sjæl til djævlen".

I sommeren 2004 lavede jeg min ressourceprofil i min barsel og afholdte indtil flere møder med kommunen da de var begyndt at snakke om mulighederne for at jeg kunne opstarte min virksomhed på revalidering. I efteråret startede jeg i arbejdsprøvning og arbejdede videre med ideen om at kunne leve af Min-mave fremover.

Men igen bankede jeg hovedet imod en mur.

For da jeg mødte op velforberedt med mappen fyldt med adskillige papirer på korte kurser indenfor IT, skrive-kurser, kurser hvor jeg kunne lære mere om hjemmesider, regnskab og meget andet -  fik jeg en syngende lussing i hovedet da lederen af stedet hvor jeg skulle i arbejdsprøvning sagde

"Ja, det ser jo meget fint ud, men det vil vi aldrig betale for, så når din sagsbehandler kommer, er der jo ingen grund til at vise hende mappen".

Tak for lort, siger jeg bare.

Jeg behøver vel ikke sige at jeg følte mig slået helt ud, og resten af samtalen forgik med tårer i øjnene og en hjerne der var gået helt i stå. Jeg hørte svagt at de snakkede om arbejdsprøvning på kontor, og ikke èn eneste gang nævnte de mit største ønske - arbejdsprøvning som kunne forberede mig på at blive selvstændig.

Dagen efter fik jeg nyheden om at jeg var gravid med tvillinger, og fuldstændig rundt på gulvet ringede jeg til min læge. Han ønskede at jeg blev sygemeldt med det samme da jeg skal cykle/gå 10 km for at sidde i bus i næsten 1 ½ time (hver vej) for at komme ned til stedet hvor jeg skal i arbejdsprøvning - så er det for stor en belastning for mig - ikke mindst fordi jeg stadig har nervebetændelsen, og tidligere har været igennem en svær svangerskabsforgiftning der resulterede i et akut kejsersnit 7 ½ uge før tid.

 

Endelig lykkes det

Atter en gang greb skæbnen ind i mit liv, og udfordringerne i hverdagen efter mine tvillinger kom til verden, gjorde at jeg slet ikke kunne se hvordan jeg skulle få mit liv til at hænge sammen. Ikke en gang kontanthjælpssystemet ville kunne acceptere at jeg skulle have fri i tide og utide pga. mine børn.

Så endnu en gang kom tanken om at blive selvstændig op i mig - og denne gang gjorde jeg så alvor af det.

Først var jeg en tur i banken for at høre om de ville støtte mig med en kassekredit på 50.000 kr, men nej, de mente ikke jeg ville kunne tilbagebetale pengene, hvis mit forsøg mislykkedes, og da jeg ikke anede en kæft om budgetter og forretningsplaner, og ikke følte jeg havde overskud og tid til at sætte mig ind i det, blev jeg pure afvist. Derudover grinede de også nærmest af mig, fordi jeg ville give det en chance på et halvt år.

Næste forsøg var kommunen, men da de holdt fast i deres "arbejdsprøvning først" orkede jeg ikke at bruge mere tid på dem.

Heller ikke hos finansieringsselskaberne havde jeg heldet med mig. Jeg var jo på kontanthjælp og derfor ikke en af deres ynglings-låntagere.

Så til sidst - efter at have snakket det hele igennem med min kæreste Mikael - tog jeg "tyren ved hornene", udfyldte papirerne om at få registreret min virksomhed og få et momsnummer. Følelsen og lettelsen efter beslutningen var taget kan ikke beskrives, men jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

 

Hvor der er vilje (og stædighed) er der vej

Kampen for at nå dertil var hård, men til gengæld tror jeg også det var godt for mig. Sandsynligheden for at jeg måske slet ikke havde fået en succes, hvis nogen havde sørget for et sikkerhedsnet til mig, mener jeg har været stor.

Det er hårdt at skulle kæmpe hver enig eneste dag, men hvis man ikke giver op eller ryger ned med flaget, vil det også ruste en person til at klare meget mere når de dårlige perioder viser sig. Stædighed er også en god egenskab at have, for man kommer hurtigere op og fremad igen, hvis man kan se løsninger frem for forhindringer.

Det er først indenfor det sidste års tid at jeg er kommet til at betragte min virksomhed som en reel forretning og ikke bare som en hobbyvirksomhed med momsnummer.

At blive iværksætter vil jeg aldrig nogen sinde fortryde - og  I år fejrer jeg mit 4. År med selvstændig virksomhed. Jeg er og bliver en iværksætter og det er jeg fandens stolt af

Jeg vil dog aldrig glemme hvordan jeg sad fast i systemet og sank mere og mere ned, dømt til at blive invalidepensionist eller i bedste fald få bevilliget et flexjob.  

Hvor der er en vilje, er der en vej - og min vej var at skabe min egen arbejdsplads.

 

Hvordan blev du iværksætter? Havde du "heldet" med dig og fik et sikkerhedsnet, eller har du også skulle kæmpe dig frem til den dag, hvor du kunne underskrive papirerne og få tildelt et momsnummer?