Iværksætter og parforholdet - hvordan skal det gå?

Før jeg fik et cvr. nummer og for alvor startede som iværksætter var Min-mave udelukkende min hobby og som de fleste andre hobbyer var siden baseret på udgifter og ingen indtægter. Alle mine penge jeg havde i overskud gik til siden, til programmører, professionelle tegnere og ikke mindst hosting for at holde siden online på nettet.

Jeg "ofrede" gladeligt alle mine penge og alt min tid på Min-mave, for på Min-mave fik jeg lov til at være den jeg rent faktisk er og jeg fik selvværd og selvtillid, hvilket ikke kan købes for penge. Udenfor Min-mave følte jeg mig bare som en magtesløs kontanthjælpesmodtager som ikke kunne finde vejen ud af systemet og som automatisk blev stemplet som en der ikke ville lave noget. Det var hårdt og jeg brugte en masse energi på at kæmpe imod den "stempling" for det var jo ikke sandt. Jeg bestilte ikke andet end at tænke på hvordan jeg kom videre, men UDEN at det blev på bekostning af mig selv.

Tankerne omkring at starte op som iværksætter med cvr. nummer og hele svineriet gik jeg med i et par år, frem og tilbage blev der diskuteret og diskuteret, skal/skal ikke.

Efter vi fik vores sidste børn, et hold tvillinger, der desværre viste sig at fejle noget som der ikke umiddelbart kunne sættes en finger på, blev beslutningen om at skrive papirene under, afbryde barselsorloven før tid og springe ud i et nyt liv som selvstændig. Jeg "turde" jeg ikke tage beslutningen selv da jeg vidste den kunne komme til at betyde meget for vores parforhold og dagligdag. Min kæreste gennem mange år og far til mine børn fik derfor lov til at tage den endelige beslutning. Vi vidste begge to at det kunne blive hårdt økonomisk, psykisk og ikke mindst at beslutningen kunne belaste vores forhold på mange måder.

Alligevel var der ikke den store tvivl fra Mikaels side - jeg skulle tage springet og vi valgte at give det en chance på ½ år hvilket svarede til en gæld på ca. 50.000 kr. Det var et beløb der var til at overskue for os men siden her har jeg hørt meget at det slet slet ikke er nok tid, minimum 2-3 år måtte man give et nyt firma, men hvad dælen gør man når man ikke har mulighed/råd til at sætte den periode af?

I starten gik tingene meget af sig selv, jeg levede stadig i min egen boble, gjorde hvad jeg kan for at videreudvikle Min-mave og holde en hverdag kørende, det var en fed fornemmelse ikke at have nogen til at sætte dagsordenen men det var utroligt hårdt psykisk ikke at vide om der rent faktisk kom penge ind til at betale vores regninger. Men jeg var heldig, jeg fik kontakt med nogle firmaer som styrede bannerannoncer på Min-mave mod at få en pæn del af kagen. De gjorde samtidig også hvad de kunne for at jeg fik de gode kampagner ind som var godt for alle parter.

Et ½ års tid efter jeg startede eget firma kom jeg pga. mine børns problemer i medicinsk behandling for min svære socialfobi pga. de problemer som mine børn havde i hverdagen, og jeg har aldrig prøvet at blive presset så hårdt på noget tidspunkt i mit liv, og jeg synes ellers desværre jeg har været ude for en del hårde perioder.

At bede min læge om hjælp er det bedste jeg nogensinde har gjort - og jeg tænker tit "gid jeg havde gjort det før. Ak ja, det er så nemt at være bagklog.

Yderligere et ½ års tid går og jeg kommer i kontakt med Martin Thorborg og kort tid efter Amino - det er bare en banebrydende oplevelse, tænk sig at ander tænker på samme måde som jeg selv. Jeg begynder at netværke og "suge" viden til mig fra andre iværksættere. Jeg begynder at blive aktiv på mange områder og det kræver jo også tid og så kommer vi tilbage til det emne som mit blog-indlæg egentlig skulle handle om

 

For hvad har det betydet for parforholdet? og hvordan har vi fået det til at fungere?

Jeg må ærlig sige det ikke har været en dans på roser og parforholdet og hvordan vi hver især betragtede hverdagen har været justeret adskillige gange efter jeg hoppede ud som iværksætter og ikke mindst da jeg kom ud af min glasboble og KUNNEnetværke og tage imod de muligheder der dukker op undervejs i mit liv.

Jeg har været nødt til at fornemme HVOR meget jeg egentlig har ville realisere mine mange ideer og videreudvikle Min-mave, og derefter har min kæreste og jeg haft rigtig mange snakke om hvad vi skulle gøre for at få tingene til at fungere - nogle af de ting vi har gjort for at få en rarere hverdag for os begge er

- Ret faste dage hvor vi tænker på hinanden og parforholdet 

- Andre ret faste dage er til sene aftener foran computeren, med telefonmøder og lignende.

- At jeg VED at er jeg på vej til et vigtigt møde så er det Mikael der tager sig af evt. syge børn, så jeg VED jeg kan fortsætte og fuldføre mødet

- At han er indforstået med at der kan være tale om noget PR hvor jeg/firmaet/familien kan komme i "søgelyset"

- At jeg kan være nødt til at tage chancer med Min-mave som kræver nogle store beslutninger

- At jeg kan være nødt til at tage på kurser/seminarer eller lignende som kræver overnatning ude

 

Når jeg sidder og skriver det her føler jeg at det drejer sig om mig, mig, mig - og det gør det også. Men jeg ved at hvis det var omvendt ville jeg også bakke 110 % op omkring hans ønsker og drømme han gerne så gå i opfyldelse. Mikael er en "gæv jyde" som han kalder sig, han elsker at arbejde med noget han nyder (desværre ikke lige det der betaler hans regninger) elsker hjemmet, haven, køkkenhaven, at hente træ og bearbejde den så vi med tiden kan bruge det til brændsel og lignende. Han er en rigtig handyman der ELSKER at arbejde med sine hænder.

Og det er dejligt at han har det på den måde, for han er min klippe som hiver mig ned når jeg med mine mange ideer og visioner er ved at "flyve væk".

 

At være iværksætter kan betyde at parforholdet løbende bør justeres men er det ikke også ok? Er det ikke bedre at man tager hensyn til hinanden og går på kompromis, end at man smider "håndklædet i ringen" og går fra hinanden? Jeg skal bestemt ikke påstå at det vi gør er det rigtige, men det er det der fungerer for os og når alt kommer til alt er det til fælles bedste, for er jeg glad er vi glade og kan jeg få det hele til at lykkes, kan vi få det hele til at lykkes. Lyder det som volapyk?

Hvad gør du i forhold til at få parforhold og det at være iværksætter til at gå op i en højere enhed?