Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Forbyd ChatGPT!

3.494 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
27 April 2023

AI kan være farligt, vi kan ikke overskue konsekvenserne og risikerer at det løber løbsk. Særligt ChatGPT med den nye version 4 – og en forventet version 5 inden årets udgang, udgør en væsentlig fare for vores samfund, liv og helbred.

Nogenlunde sådan lyder de dystopiske advarsler. Du har sikkert hørt dem. Det blev for nyligt forstærket af et åbent brev fra en række prominente amerikanske teknologiledere, der anbefaler at der sættes en 6 måneders pause på udgivelse af nye AI-løsninger, som ChatGPT.

De danske politikere har ikke været sene til at hoppe med på skræmmekampagnen og Italien har, som det første vestlige land, indført et direkte forbud mod ChatGPT. Men det er vist mest under henvisning til problemer med håndteringen af personfølsomme data. Flere andre Europæiske lande er måske også på vej med andre begrænsninger.

Men er det overhovedet realistisk at sætte AI på pause? Og er det klogt? Og hvis det slet ikke i praksis kan lade sig gøre, hvad kan motivationen for dette ønske så være?

Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg.

 

Man kan ikke u-opfinde atombomben!

Bortset fra nogle ganske få eksempler kender jeg ikke til mange succesfulde forsøg på at bremse den tekniske udvikling. Men den ene gode undtagelse jeg kender, skal du da lige have med.

Engang tilbage i 50’erne opdagede psykologiske forskere, det de kaldte ”subliminal perception”. Kort fortalt går det ud på, at man kan påvirke mennesker med informationer der er så korte, at man ikke bevidst kan opfange dem, men ikke desto mindre reagerer på dem. 

Reklamebranchen var hurtige til at tage opdagelsen til sig, og begyndte at eksperimenterer med biografreklamer der bestod af blot en enkelt frame – f.eks. et brand-logo. Vi kan ikke bevidst opfange de enkelte billeder, når de – som med levende billeder, afvikles med mere end 16 frames pr. sekund. Det er netop derfor vi oplever dem som levende film.

Psykologerne blev – måske lidt på samme måde som de forskere der udviklede det tekniske grundlag til atombomben, temmelig chokerede over hvordan opdagelsen (i deres øjne) blev misbrugt.

Så kort tid efter kom de ud med en meget succesfuld løgn. De påstod ganske enkelt, at yderligere forsøg havde vist at de tog fejl - subliminal perception findes slet ikke. Og så stoppede misbruget.

Men det var en løgn. Det virker. Løgnen holdt faktisk stand i nogle år, men til sidst fandt andre forskere naturligvis ud af tingenes rette sammenhæng.

 

Kan man forbyde ChatGPT?

Når vi snakker om lovgivning og forbud er det først og fremmest vigtigt at forstå, at den slags sker på nationalt plan. Vi har ikke en global lovgivende forsamling.

Nu kender jeg ikke lige Italiens Grundlov, men det ser ud til de har kunne forbyde det der. Og i USA kan de sikkert også forbyde, at nye versioner af ChatGPT sendes ud. Om man kan gøre det samme i Danmark og andre Europæiske lande, ved jeg ikke nok om Grundlovsjura til at kunne vurdere. Men det er da muligt.

Men at forestille sig at al AI – eller blot ChatGPT, OpenAI og det der ligner, får pålagt et globalt forbud mod udsendelse af nye versioner mener jeg er fuldkommen urealistisk. Globalt kan vi ikke engang blive enige om endnu vigtigere ting, som menneskerettigheder.

Bomben ER opfundet, og jeg tror ikke den kan u-opfindes!

 

Hvorfor forbyde ChatGPT?

Den frygt som teknologiledere og politikere udtrykker er, at de ikke kan overskue konsekvenserne af disse systemer. Lige nu er ChatGPT ”kun” AI (Art Artificial Intelligence – eller tæt på). Med ChatGPT version 5 forudser nogle, at vi nærmer os AGI (Artificial General Intelligence).

Men er det nu også hele sandheden?

Det lyder i mine ører meget som den samme frygt mange udtrykte overfor robotteknologi, computere og ja, endda telefonen og bilen, da den stod til at udkonkurrere hestevognen. Det meste nye teknologi har skræmt mange.

Det er altid spændende at motivforske i sager som denne. Og en af de gode metoder er at ”follow the money”.

Jeg synes noget af det mest bemærkelsesværdige i advarslen fra teknologilederne er, at den i høj er underskrevet af virksomheder, der nok er sakket lidt bagud i udviklingen – i forhold til OpenAI og ChatGPT.

Jeg kan derfor ikke lade være med at mistænke, at deres frygt måske ikke handler så meget om teknologien, som sådan, men mere det faktum, at det jo er skide irriterende for dem, at nye spillere på banen løber med bolden.

Jeg kan sådan set godt forstå, at det ville være lækkert for dem, hvis de kunne handicappe front-løberne i en periode, så de får tid til selv at hale lidt mere ind på dem.

Men jeg må jo så samtidig konstatere, at det vil være en alvorlig begrænsning af de frie markedskræfter, som de samme interessenter jo ellers er stærke fortalere for – og som i almindelighed også er netop det, der sikrer os forbrugere – og samfundet som helhed, de bedste produkter til den bedste pris.

Fri konkurrence på et nogenlunde frit marked er nu engang den bedste model vi har.

 

Hvad sker der hvis vi forbyder ChatGPT?

Hvis vi eller amerikanerne vælger helt at forbyde ChatGPT, OpenAI eller i endnu bredere forstand lanceringen af ny AI, så vil det ikke sætte udviklingen i stå. Det vil bare bremse os, og virksomheder her hos os.

Virksomheder i andre lande vil køre løs på fuldt tryk. Så det vil nok først og fremmest gavne kineserne, inderne og russerne. Er det virkelig det vi ønsker?

 

Skal ChatGPT og AI ikke reguleres?

Der vil helt sikker blive behov for justering af gældende regler og love for at sikre, at AI generelt – og systemer som ChatGPT specifikt, ikke misbruges på måder, som ingen af os ønsker.

Det skete jo også i forlængelse af udbredelsen af automobiler.

Helt oplagt skal ChatGPT jo nok ikke kunne bruges til, automatisk at løse eksamensopgaver. På den anden side, synes jeg nok det er dumt at forbyde det helt. Vi bruger jo også regnemaskiner, tekstbehandlingsprogrammer og meget andet teknik, som gode hjælpemidler i dag. Vi skal bare finde den rette form og balance. Og det tror jeg faktisk uddannelsesinstitutionerne er bedre rustet til end politikerne.

Og indenfor sundhedsområdet er det også oplagt at AI både kan hjælpe – men måske også give problemer. Der har allerede været nogle undersøgelser, der påpegede uheldige tendenser, med diskriminering af ikke-hvide mennesker i den slags systemer, alvorlige fejldiagnoser osv. Det skal vi naturligvis sikre os imod. Men også her tror jeg, at de sundhedsfaglige folk er bedre til det end politikerne. Ingen læger er jo interesseret i den slags uheldige fejl.

Jeg tror ikke, at den slags udfordringer bliver løst ved at sætte det hele på pause. Det kan kun ske ved at vi positivt arbejder med tingene og justere rammerne hen ad vejen.

Måske er jeg bare, generelt, et mere optimistisk menneske end mange. Lidt mere halv-glas fuldt, end det modsatte. Nogle vil måske kalde mig naiv, men at sætte udviklingen på pauser er ganske enkelt dumt. Synes jeg.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op