Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen DC Skader SEO - Part 2 (af 2)

DC Skader SEO - Part 2 (af 2)

1.877 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
20 January 2021

Duplicate Content (ofte bare forkortet til DC) er et udtryk, der bruges om helt eller næsten identisk indhold, som kan crawles og indekseres af søgemaskiner som Google, via mere end en URL.

I modsætning til hvad mange tror – og Google nogle gange giver udtryk for, er det stadig et kæmpe problem, en stor SEO-udfordring og kan være med til i alvorlig grad at skade din synlighed i Google!

Men hvorfor er Duplicate Content så stort et problem, hvordan identificerer du det og hvad gør du ved det? Det skal vi se lidt nærmere på i dette indlæg.

OBS: DC er et omfattende emne. Dette indlæg er derfor opdelt i to artikler. Den første halvdel bragte jeg i sidste uge - dette er anden halvdel.


Gratis uddrag fra Grundbog i SEO

Teksten i nedenstående indlæg er et forkortet og lettere redigeret uddrag fra min nyeste SEO-bog: Grundbog i SEO.

Bogen er fuld af effektive SEO-tips som nedenstående, som er lige til at gå til for alle - både i forhold til teknisk SEO, stærke strategier, brugbare analyser, linkbuilding, optimering af indhold, user engagement, effektmåling og (SEO-) sikker flytning af websites.

Problemer med CANONICAL-tags

Jeg har flere gange i de sidste uges artikel om Duplicate Content anbefalet, at du bruger CANONICAL-tags. Det er fordi, det ofte er den letteste løsning, men det er bare langt fra altid den sikreste, og det er meget let at lave fejl, som gør, at det slet ikke virker.

Faktisk er problemet meget udbredt. I forbindelse med denne bog har jeg lavet en masse research for at finde bl.a. eksempler på korrekt brug af CANONICAL-tags i webshops. Den sørgelige sandhed er desværre, at det var meget svært, for langt de fleste webshops laver fejl i implementeringen.

Og selv hvis dine CANONICAL-tags er 100% korrekt teknisk implementeret, kan du ikke være helt sikker på, at Google læser og anvender dem korrekt.

Og hvad skyldes det så?

For det første er CANONICAL-tags det, jeg kalder en lappeløsning – et plaster på såret. Det løser ikke det grundlæggende problem.

Hvis du falder og slår hul på knæet, kan det naturligvis være meget fornuftigt at sætte et plaster på, så du ikke forbløder og dør – for nu at sætte det lidt på spidsen. Men endnu smartere ville det være helt at undgå at skade dig selv.

I forhold til dit website kan man grundlæggende set tale om to typer løsninger på bl.a. udfordringer med Duplicate Content.

Server-baserede løsning og client-side-baserede løsninger.

Server-baserede løsninger eksekveres på din server. Det er et miljø, du har 100% kontrol over. I forhold til Duplicate Content vil redirects ofte være en af de løsninger, der kan bruges. En sådan løsning skal ikke fortolkes af søgemaskinerne. Når du forespørger på en URL, der er opsat server baseret-redirect af får søgemaskinerne et klart svar, som ikke skal fortolkes eller kan misforstås. Det skal ikke aflæses og fortolkes for at virke.

CANONICAL-tags hører omvendt til i den sidste kategori – det er en klient-baseret løsning.

Udfordringen med den type løsninger er, at du ikke har den fulde kontrol over, hvad der sker i klientlaget i den kode, som sendes til browsere og søgemaskiner. Dem, der besøger dine sider, som f.eks. søgemaskinernes crawlere, skal først og fremmest læse dine koder, og så skal de vælge at bruge dem. Du har i praksis ingen indflydelse på, om det faktisk sker.

Normalt vil Google læse dine CANONICAL-tags fint og bruge dem, men Google er ikke perfekt. Shit happens og nogle gange går det af uransagelige årsager bare galt. Og når det sker, er det dig, der sidder tilbage med problemet.

Det har jeg desværre oplevet ske en del gange.

Et andet problem er, at CANONICAL-tags skal være implementeret helt korrekt for at virke, og det sker som sagt langt fra altid.

Redaktionelle Duplicate Content-problemer

Udover de tekniske problemer med Duplicate Content kan der som nævnt også være redaktionelle grunde til problemerne. Og på samme måde som med de tekniske Duplicate Content problemer kan der være mange årsager til de redaktionelle udfordringer.

Redaktionelle DC-problemer er ikke begrænset til sider på dit eget website. Finder Google det samme – eller så godt som det samme indhold på tværs af websites, er der også en stor risiko for, at de filtrerer en eller flere versioner ud af deres indeks.

Det er mængden af unik tekst, der tæller

På de fleste sider på dit website vil der være tekster som går igen på alle – eller de fleste sider.

Det kan f.eks. være den globale navigation i toppen, din footer, juridiske forbehold, leveringsbetingelser osv. Nogle sider har måske også små informationsbokse, korte citater og links til blogindlæg, eller henvisninger til relaterede produkter med en lille teaser-tekst.

Selvom man kunne argumentere for, at det jo også er en slags Duplicate Content, så behøver du heldigvis ikke at være nervøs for det.

Google kan heldigvis godt skelne mellem det, vi kalder boiler plate content (fast template indhold, der går igen på alle sider), navigation, informationsbokse og den slags i forhold til dine siders redaktionelle, unikke indhold.

Det afgørende i forhold til Duplicate Content filtrering er, at der faktisk er en tilstrækkelig mængde unikt indhold på alle dine sider.

Brug unikke overskrifter, TITLEs og META-descriptions

Den primære overskrift på dine sider, sidens TITLE og META-descriptions er vigtige signaler til Google om, hvad siden handler om.

Det er derfor vigtigt, at alle dine sider har unikke hoved-overskrifter, TITLEs og META-descriptions.

Er du i tvivl om, om det er tilfældet på dit website, kan du som nævnt i indledningen tjekke det med Screaming Frog.

Genbrug af produkttekster på tværs af webshops

Mange webshops producerer ikke selv deres produkter, men får dem fra en eller flere underleverandører. Ofte følger der billeder og tekster med, som kan bruges på f.eks. dit website.

Hvis du får produktteksterne af din leverandør, er der nok mange andre webshops, der også gør det. Og hvis I alle sammen bruger dem, står I tilbage med Duplicate Content.

Spørgsmålet er, hvem der bliver ramt af det.

Hvis dit website helt ultimativt er det stærkeste, med den højeste autoritet – som målt af Google, så er der en chance for, at det er din version af teksterne – dine sider, Google beholder i deres indeks, og de andre der ryger ud.

Men dels er det jo langt fra sikkert, du står i en så heldig situation, og selv hvis du gør i dag, er det en lidt usikker langsigtet strategi. For på sigt kan du jo risikere, at dine konkurrenter opnår højere generelt autoritet, eller at Google af andre årsager filtrerer dine produktsider ud til fordel for andres, med de samme tekster.

Men hvad gør du så?

Den optimale løsning er, at du selv skriver originale tekster til alle dine produkter. Det har også den store fordel, at du kan formulere dem i et sprog og en stil, der passer til lige din målgruppe og den generelle stemning, du gerne vil have i din webshop.

Hvis du kun har en mindre håndfuld produkter på dit website, er det absolut en realistisk løsning, som jeg meget kan anbefale, men hvis du har mange hundrede, tusinder af produkter, eller du hele tiden får mange nye, så indrømmer jeg, at det godt kan blive en lidt uoverkommelig opgave. For selv store webshops har sjældent ressourcer til at skrive hundredvis af nye og originale produkttekster hver måned.

Men der er faktisk en løsning, du kan overveje, hvor du kan få helt unikke tekster, få dem skrevet lynhurtigt og uden det koster dig en bondegård.

Løsningen kaldes NLG – en forkortelse for Natural Language GenerationJeg har tidligere skrevet lidt om den type løsninger her på bloggen.

Genbrug af produktkategoritekster på tværs af websites

Det er naturligvis ikke kun på dine produktsider, hvor du kan have en udfordring, hvis du har en webshop. Det samme gælder i princippet for produktkategorierne.

Men i modsætning til dine produktsider, så er det sjældent, at leverandører til webshops også leverer tekster til kategorisiderne.

Men får du kategoritekster fra en underleverandør, gælder nøjagtigt de samme forhold, udfordringer og løsningsmodeller, som for dine produkttekster. Bortset fra en ting: Jeg vil aldrig anbefale dig at udelukke indeksering af dine produktkategorier. Det er de for vigtige til.

Så på den ene eller den anden måde bliver du nødt til at få skrevet nogle gode, optimerede og unikke kategoritekster.

Printervenlige sider, PDF-formater og andre variationer

Nogle gange kan de samme tekster på dit website optræde i flere forskellige formater.

Det mest almindelige er PDF-versioner af længere tekster, som egner sig godt til download og print, samt printervenlige versioner af dine almindelige sider.

Begge dele kan bestemt have sin berettigelse, så hvis du mener, at det gavner dine brugere, skal du naturligvis lave det.

Men i forhold til SEO opfattes det af Google som Duplicate Content – uanset om det optræder i forskellige formater.

Så på den ene eller den anden måde skal du sørge for, at de ekstra versioner ikke kan indekseres af Google.

Printervenlige versioner af dine sider klares normalt mest søgemaskinevenligt ved blot at indlæse et andet Style Sheet (CSS), der er optimeret til print.

Hvis din printervenlige løsning generer en ny unik URL – f.eks. /minside.php?print=yes, bliver du nødt til at indsætte CANONICAL-tag, der peger på den originale version af siden for at beskytte mod, at de begge kan indekseres.

I forhold til PDF-filer, vil jeg normalt anbefale, at du placerer dem alle i en folder for sig og udelukker denne fra crawling med robots.txt

Oversatte tekster

Mange er i tvivl om oversatte tekster også kan betragtes som Duplicate Content.

Men der kan jeg berolige dig med et rungende nej!

Selv hvis dine tekster ord for ord er oversat, så er en tekst på dansk ikke identisk med en tekst på tysk.

Nogle sprog ligner dog hinanden så meget, at Google nogle gange kan have svært ved at se ordentlig forskel. Det gælder f.eks. til en vis grad i forhold til dansk og norsk.

Blog- og artikel-kategori-sider

Hvis du har en blog, som f.eks. en WordPress blog, kan du få vist alle indlæg, der er placeret i en bestemt kategori.

Det kan man også på vores blog på Waimea.dk. Her er et link til kategorien ”Google”, der naturligvis er en del indlæg i.

Problemet med sådan en side er, at den kun består af uddrag fra de blogindlæg, der er i kategorien – og altså 100% duplikeret indhold.

Derfor anbefaler jeg, at du udelukker den form for kategorisider fra indeksering.

Duplicate Content er udfordrende – men tag det alvorligt!

Jeg håber at dette – lidt lange, indlæg har givet dig en lidt bedre forståelse af vigtigheden af at tage Duplicate Content alvorligt, og hvordan du kan tage fat i det.

Bare husk, at der er mange flere potentielle Duplicate Content problemer en beskrevet i dette indlæg. Du bør få løst dem alle for at sikre din synlighed i Google.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op