Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen SEO TIPS: Vælg det rigtige domænenavn

SEO TIPS: Vælg det rigtige domænenavn

3.403 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
23 January 2020

Hvordan vælger man det rigtige domænenavn? Og hvor vigtigt er det i forhold til SEO? Det skal vi se lidt nærmere på i dette indlæg.

Gratis uddrag fra Grundbog i SEO

Teksten i nedenstående indlæg er et lettere redigeret uddrag fra min nye bog: Grundbog i SEO.

Bogen er fuld af effektive SEO-tips som dette, som er lige til at gå til for alle - ikke bare i forhold til teknisk SEO men også til stærke strategier, brugbare analyser, linkbuilding, optimering af indhold, user engagement, effektmåling og (SEO-) sikker flytning af websites.



Domæner og IP-adresser

Internettets mange computere har hver især en adresse – et IP-nummer. Det gælder også for den webserver, din hjemmeside ligger på.

Men IP-adresser er nogle nørdede numre, som er umulige for os almindeligt dødelige at huske. Et IP-nummer kan f.eks. se således ud:

192.123.212.129

Derfor har man været så smart at opfinde ”domænenavne”. Det er et mere forståeligt og naturligt navn, som så oversættes til den IP-adresse, hvor dit website ligger på.

Det er vigtigt at vælge et godt domænenavn, fordi det er det navn, som folk skal huske, og det de ser i links til din hjemmeside. Men i modsætning til hvad mange tror, så betyder domænenavnet faktisk ikke så meget i forhold til SEO.

Der er dog nogle få ting, du bør have med i dine overvejelser, som kan have en vis betydning. Dem skal vi se lidt nærmere på.

Vælg et domænenavn, der er let at huske

Det vigtigste er, at det er let at huske dit domænenavn. Det skal være let at fortælle andre, skrive ned, stave til og linke til.

Hvis det er din virksomhed, der skal markedsføres på hjemmesiden, så vil det mest naturlige være, at domænenavnet er identisk med eller ligner dit firmas navn.

Hvis din virksomhed for eksempel hedder ”SpamFighter” kunne et godt domæne være spamfighter.com eller spamfighter.dk. Begge domæner er i øvrigt ejet af firmaet SpamFighter i dag, så alt er, som det skal være.

Hvis din virksomhed har et meget langt navn, kan det nogle gange være en fordel at vælge en logisk forkortelse. Det har virksomheden Carlo Tagteknik & Blikkenslager gjort. De bruger domænenavnet: www.carlo-tag.dk

Keywords i domænenavnet

Søgemaskinerne læser alle de ord, de kan finde på dit website - også de ord der er i dit domænenavn. Keywords i dit domænenavn har dermed også en, ganske vist meget lille, betydning for, hvordan de ranker din hjemmeside.

Det er alligevel nok til at du bør overveje, om det er muligt at få dit vigtigste keyword med i domænenavnet, hvis det er muligt på en elegant og læsevenlig måde.

For de fleste virksomheder er der hundreder, hvis ikke tusinder af relevante keywords, de gerne vil ranke på. Det er naturligvis umuligt at få dem alle med i et domænenavn.

Men mange virksomheder har også et enkelt eller nogle ganske få ord, som er særligt kendetegnende og vigtige for dem.

Udlejer man sommerhuse, er ”sommerhus” et sådan ord. Driver man en bank, er ”bank” sådan et ord. Og sælger du biler, er ”bil” sådan et ord.

Hvis du skal lave et website, der sælger flybilletter ville domænenavnet www.flybillet.dk være et rigtig godt valg. Men det er der naturligvis allerede nogle, der har fundet ud af. Så det domænenavn er snuppet.

I praksis er det ofte meget svært at få den slags domænenavne. Du kan så naturligvis overveje lidt længere kombinationer, som f.eks. flybilletter-til-salg-i-danmark.dk, men den slags domænenavne vil jeg sjældent anbefale. De er for svære at huske. Og det at folk kan huske dit domænenavn, dit online brand-navn, er langt vigtigere end det lille boost, det kan give dig i rankingen af et enkelt keyword.

Som et godt eksempel kan jeg huske dengang min gode ven Martin Thorborg var ved at skulle åbne Amino.dk. Han var lidt i tvivl om, hvad han skulle kalde det, og spurgte så mig, hvad der ville være bedst i forhold til søgemaskiner.

Da han naturligvis gerne ville ende med at ranke på ”iværksætter” -relaterede ord, havde han fundet nogle mere eller mindre obskure forslag. Jeg kan ikke huske dem alle nu, men de var i hvert fald meget lange og ikke særlig lette at huske eller stave rigtigt.

Martin havde også en anden ide, og det var navnet ”Amino.dk”. Det fangede med det samme! Det har ganske vidst ingen relation til iværksætteri, men det er et godt kort ord, der er let at huske og let at stave til. Og det er en vigtig forudsætning for at skabe mange links til domænet – en faktor der langt overstiger værdien af at have et enkelt keyword i domænenavnet.

Hvis du nogle gange søger efter iværksætter-relaterede emner, vil du sikkert have lagt mærke til, at Amino.dk ofte ranker rigtig godt i Google. Det, på trods af, at domænenavnet slet ikke indeholder ordet ”iværksætter”. Så strategien bar frugt.

I Ahrefs.com kan vi se, at Amino i skrivende stund ranker på intet mindre end 72.428 keywords på dansk.

Et eller flere domæner

Jeg vil normalt anbefale at fokusere på et enkelt domæne. Det er det, jeg kalder dit ”brand domæne”. Det domæne, folk skal kende dig på.

Udover dit brand-domæne kan der være gode grunde til at købe en række andre domæner. Det kan være fejlstavninger af dit brand-domæne, domæner med danske tegn (se næste afsnit), produktrelaterede domæner, navnerelaterede domæner osv.

Det er bedre, at du køber dem selv i stedet for at et eller andet fjols køber dem og begynder at misbruge dem og dine varemærker.

Et domæne koster meget lidt i årlige omkostninger. Du kan købe rigtig mange domæner for det, en enkelt retssag eller domænestrid, koster i egne ressourcer og advokatomkostninger.

Det er så bare vigtigt, at alle disse domæner bliver opsat på den rigtige måde rent teknisk. Ellers kan det i alvorlig grad skade din SEO!

Der må kun være et domæne, som dine websider vises på. De andre domæner du køber, skal du enten lave andre hjemmesider på – med andet unikt indhold, hvis du har tid og resurser til det, eller permanent redirecte til dit brand-domæne.

Hvis ikke du ved, hvordan man redirecter et domæne, så snak med dine udviklere eller dem, der hoster din hjemmeside. De bør kunne hjælpe dig med det. Bare husk at fortælle dem, at det skal være et permanent redirect, med en header-kode 301.

Danske domænenavne

Det er blevet muligt at købe domæner med danske karakterer i dem – som f.eks. iværksætter.dk.

Jeg vil på det kraftigste fraråde dig at bruge domæner med danske tegn som dine primære brand-domæner!

Du kan godt købe domæner med danske tegn, du skal bare aldrig bruge det som dit brand-domæne. Du skal redirecte dem til dit brand-domæne.

Problemet med domæner der anvender danske tegn er, at de ikke virker alle vegne. Der er mange brugere, som slet ikke kan komme ind på hjemmesider med den type domæner, og du vil opleve begrænsninger i, hvor du kan få links fra.

I mange sammenhænge vil domæner med danske tegn også blive omskrevet, og så fremstår de faktisk slet ikke så elegante og læsevenlige, som det ellers var tanken.

Iværksætter.dk omskrives f.eks. til: xn--ivrkstter-h3ad.dk.

Domæne-endelse

De fleste danske virksomheder vælger et domæne der ender på .dk. Det er også et godt og helt logisk valg, hvis din hjemmeside primært er på dansk og henvender sig til danskere.

Nogle virksomheder vælger et .com domæne. Det er et logisk og fornuftigt valg, hvis din virksomhed er mere internationalt orienteret og måske endda publiceres på andre sprog end dansk, eller på flere sprog.

Du kan også vælge at købe domæner, der ender på de landekoder, der dækker de sprog din hjemmeside skal publiceres på, som f.eks. .se for Sverige, .co.uk for England og .es for Spanien

Nogle vælger .net eller .org domæner, typisk hvis de ikke kan få det domæne, de gerne vil have som .com

I forhold til din søgemaskineoptimering er det fuldkommen ligegyldigt, om dit brand-domæne ender på .dk, .com eller noget helt andet.

I modsætning til hvad nogle tror, så har søgemaskinerne ikke en særlig forkærlighed for bestemte domæne-endelser. Om det er .dk eller .com er ligegyldigt i forhold til, hvordan du på sigt kommer til at klare dig i søgemaskinerne.

Det kan dog have en betydning for, hvordan din målgruppe opfatter dig. Hvis du skal sælge til danskere, virker det mest naturligt og troværdig, at du har et .dk. domæne. Hvis du skal sælge til tyskere, kan det på samme måde virke bedst med et .de domæne.

Brug af subdomæner

Et domæne består af et navn og en endelse. Det kunne for eksempel være waimea.dk. ”waimea” er navnet og ”.dk” er endelsen.

Under dette domæne kan der så oprettes subdomæner. Det vil sige under-navne, der optræder til venstre for domænenavnet, adskilt af et eller flere punktummer.

Et subdomæne kan for eksempel se således ud:

  • seo.waimea.dk
  • shop.waimea.dk

Det er kun den, der ejer selve domænet, der kan opsætte subdomains under det, og alle subdomæner ejes automatisk af domæneejeren.

Nogle websites bruger subdomæner til at opdele kategorier af indhold.

Et af de danske websites, der gør det meget, er TV-stationen TV2. Alle deres forskellige kategorier på websitet er placeret på hvert deres subdomæne.

Nedenfor kan du se nogle eksempler på subdomæner, TV2.dk bruger

  • TV.tv2.dk – her ligger alt om TV
  • Vejr.tv2.dk – her ligger alt om vejret
  • Sport.tv2.dk – her holder sporten til
  • Nyheder.tv2.dk – her finder du nyhederne.

Et subdomæne er teknisk set et helt nyt domæne. TV.tv2.dk og Vejr.tv2.dk er to forskellige domæner, og kan være to helt forskellige hjemmesider. Og sådan behandler søgemaskinerne dem i princippet også.

Så hvis du overvejer at bruge subdomæner til opdelingen af din hjemmeside, skal du først og fremmest overveje, om du har ressourcerne til at opbygge flere uafhængige hjemmesider og optimere og markedsføre hver af dem godt nok til, at de bliver synlige i søgemaskinerne. Eller om det er bedre at bruge alle kræfterne på et domæne, og gøre det virkelig stærkt.

Hvis ikke du har ressourcerne til at opbygge hvert af domænerne godt nok, kan du risikere, at ingen af dem bliver synlige nok. Og så er det bedre at samle kræfterne om et enkelt domæne, der virkelig slår igennem.

Så i reglen vil jeg anbefale, at du kun bruger et domæne. Brug alle kræfterne der.

Med eller uden WWW

WWW er faktisk også et subdomæne – det er placeret til venstre for domænenavnet, og der er et punktum imellem.

www.waimea.dk er, teknisk set, et subdomæne til waimea.dk. Men mange websites, inklusiv dette, vælger at gøre WWW-adressen til den officielle adresse.

Andre websites vælger at markedsføre sig uden WWW. Det er f.eks. tilfældet for TV2.dk, der bruger domænet uden WWW.

Set i forhold til søgemaskinerne er det fuldkommen ligegyldigt, hvilken version du vælger. Det vigtigste er, at du faktisk vælger en version og holder fast i den, bruger den og kun den, i alt dit kommunikationsmateriale og interne og eksterne links.

Det er, som med de øvrige subdomæner meget vigtigt, at din hjemmeside kun kan ses via et domæne.

Hvis du vælger at bruge www-versionen af dit domæne, bør du permanent (med 301-header) redirecte ikke www-versionen eller omvendt. Grunden til dette er, at nogle folk altid taster www. foran et domænenavn og andre ikke gør. Uanset hvad folk skriver, skal alle gerne komme frem til din hjemmeside.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op