Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Sådan bliver du 4 gange mere synlig i Google på 2 minutter

Sådan bliver du 4 gange mere synlig i Google på 2 minutter

7.050 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
09 January 2020

Jeg ved godt, at det kan lyde som en lidt overdrevet påstand - at du kan blive 4 gange så synlig i Google på bare 2 minutter. Men det er faktisk sandt.

Med et enkelt lille SEO-trick, som de færreste kender eller udnytter kan du udvide dine placeringer, så de fylder 4 gange så meget i søgeresultaterne. Og som et ekstra plus vil de samtidig øge sandsynligheden for, at du dukker op helt i toppen af Google som Featured Snippets.

Gratis uddrag fra Grundbog i SEO

Teksten i nedenstående indlæg er et lettere redigeret uddrag fra min nye bog: Grundbog i SEO.

Bogen er fuld af effektive SEO-tips som disse, som er lige til at gå til for alle - ikke bare i forhold til teknisk SEO men også til stærke strategier, brugbare analyser, linkbuilding, optimering af indhold, user engagement, effektmåling og (SEO-) sikker flytning af websites.

Struktureret data, Shema.org og Rich Snippets

Det har altid været en stor udfordring for søgemaskinerne at forstå indholdet på websites. De kan naturligvis godt læse tekster og links, men da HTML ikke er et stringent struktureret format, er det svært for dem at være sikre på, om et tal er en pris på et produkt, om en dato og tid er tidspunktet for afholdelsen af en koncert, og om en tekst er titlen på en bog – bare for at nævne nogle få eksempler.

Hvis søgemaskinerne bedre forstår de elementer der indgår på en webside, vil de bedre være i stand til at matche den med relevante søgninger. De vil også bedre kunne tilpasse visningen i søgeresultaterne, så det bliver mere tydeligt for søgebrugerne, hvad de kan forvente at se, når de klikker på et link.

Google, Bing, Yahoo og Yandex blev derfor i 2011 enige om at etablere et format til struktureret data for websites. Det blev til den åbne standard Schema.org.

Du kan læse mere om Schema-data og se alt dokumentation på: schema.org/

Udover bedre at forstå indholdet på et website bruger Google som sagt også Schema-data til at lave bedre og mere detaljerede beskrivelser af de links, de viser i søgeresultaterne.

Det er det, som kaldes Rich Snippets.

Nedenfor kan du se et eksempel på et fremhævet resultat i Google fra Waimea.dk. Med korrekt implementering af Schema data for ratings og bread crumb navigation har vi fået vist disse elementer.

Et søgeresultat der fremhæves på denne måde, får naturligvis mere opmærksomhed og flere kliks.

Men det er ikke kun simple informationer som ratings og bread crumb navigation, der kan angives med Schema og som bruges til fremhævelse i søgeresultaterne.

I dag skal vi se lidt nærmere på et enkelt element, som i løbet af blot et par minutter kan øge din synlighed i Google 4 gange - eller mere.

Og bare rolig - selvom du intet ved om kodning kan du gøre det!

Få dine gode placeringer til at fylde mere

Det Schema-element vi skal se nærmere på i dag er FAQ-elementet. Det kan du bl.a. bruge til at styrke synligheden af eksisterende placeringer i Google.

Lad os se på et eksempel.

Når man søger på ”404 fejl”, dukker en af mine sider fra Waimea.dk op som nummer ét i Google. Det er jo i sig selv rigtig dejligt.

Men med FAQ-objektet kan jeg få mit link til at fylde meget mere. Faktisk hele 4 linjer mere! Og når du folder spørgsmålende ud, mere end 4 gange så meget plads. Resultatet kan du se her:

Når mit link nu fylder så meget mere, giver det naturligvis også mere opmærksomhed, presser de andre resultater længere ned og giver flere kliks til mig.

Og det bedste af det hele, du kan opdatere dine sider, så de dukker op i Google med denne udvidelse på bare nogle få minutter!

Vælg de rette sider

Det første du skal gøre er, at udvælge de sider, du vil opdatere. Jeg vil anbefale, at du vælger sider, som i forvejen ligger i toppen af side ét på Google, og som der er en rimelig mængde søgninger på.

Det kan du f.eks. undersøge med Ahrefs (eller de fleste andre ranking-værktøjer). Søg på dit domænenavn, vælg rapporten ”Organic keywords” og filtrér resultaterne, så du f.eks. kun ser dem, der ranker fra nummer 1-5.

Nedenfor kan du se lidt af resultatet på en sådan søgning på Waimea.dk. 

Som du kan se, ligger vi blandt andet nummer ét på ”script”. Det ser sådan her ud, inden jeg har tilføjet FAQ-objektet.

Næste skridt er så at tilføje noget FAQ-indhold på siden. Men hvad skal det være? Her kan du også bruge Ahrefs. Vælg ”Keyword explorer” og søg på dit keyword – i dette tilfælde ”script”. 

Herefter vælger du ”Questions”-filtreringen. Her kan du se, hvad folk søger svar på i relation til dette keyword.

Det er ikke sikkert, at alle de spørgsmål, du finder i Ahrefs er relevante for lige din side, og måske kan du selv finde på andre. Men brug det som inspiration.

I det konkrete eksempel er jeg endt med at tilføje denne lille sektion nederst på min script-side.

Næste skridt er at tilføje FAQ-Schema data på siden.

Sådan tilføjer du FAQ-schema data til din side

I vores WordPress-system har vi udviklet en løsning, så der automatisk tilføjes FAQ-schema på FAQ-elementer som ovenstående. Men hvis du ikke har den mulighed, kan du bruge et værktøj som dette:

https://technicalseo.com/tools/schema-markup-generator/ 

Her indtaster du dine spørgsmål og svar, og så genererer værktøjet den færdige Schema-kode i JSON-LD format. 

Koden ude til højre kopierer du så og indsætter på din side. Den vil ikke være synlig for dine brugere.

Inden du går videre, vil jeg anbefale, at du tester det færdige resultat i Googles Rich Snippet-værktøj for at sikre, at der ikke er fejl.

https://search.google.com/structured-data/testing-tool/u/0/?hl=da 

Som du kan se nedenfor, er min side OK – der er ingen fejl og mine nye FAQ-informationer findes.

Nu er det så tid til sidste skridt – at få de nye data opdateret i Google.

Opdater din side i Google

Hvis du ikke gider at vente på, det sker af sig selv – næste gang Google kommer forbi, kan du gøre det via Search Console.

Gå ind på Google Search Console. Søg på din URL, den side du lige har opdateret, og klik på ”Anmod om indeksering”. 

Så er det bare at vente. Smut ud og lav en kop kaffe. Det tager typisk kun et par minutter, så er din nye visning i Google klar.

Efter blot et minut havde Google opdateret deres søgeresultat. Og nu ser det således ud:

Og ikke nok med det. Søger du på ”Hvad betyder script”, er der nu både featured snippet og udvidet FAQ-visning med.

Faktisk kan man ikke se andet end mit website i søgeresultaterne above the fold på den her Google søgning. Det er naturligvis rigtig stærkt.

Hele ovenstående opdatering tog mig kun 2 minutter! Du kan gøre det samme og således styrke synligheden af dine sider. Det er bare om at komme i gang!

Læs flere gode tips som dette i Grundbog i SEO

Bonus-tip: Optimer også til Google Home

I forlængelse af FAQ-objektet kan du også fremhæve en tekst, som er god at læse op i stemmebaserede enheder, som Google Home og Google Assistent. Det gøres med et af de nyeste Schema-objekter: Speakable.

https://schema.org/speakable 
https://schema.org/SpeakableSpecification 

Speakable objektet har været et stykke tid undervejs, og er på nuværende tidspunkt ikke helt adopteret af Google. Men med den meget stærke fokus på både Voice Search, Google Home og Google Assistent (som du kan læse meget mere om i bogen) er jeg overbevist om, at det snart sker.

På samme måde som med mange andre af de nyeste faktorer og features jeg nævner i denne bog, kan du komme lidt på forkant med udviklingen – og to skridt foran dine konkurrenter, hvis du allerede nu begynder at implementere Speakable.

Den tekst, du skal angive i Speakable-objektet, skal være skrevet til at læse op. Det er derfor ikke altid, du bare kan bruge f.eks. den første del af teksten i en artikel, FAQ eller blogindlæg.

Hvis du vil have det bedste resultat, anbefaler jeg, at du får udvidet dit CMS med et ekstra felt, hvor forfatteren af artiklen kan skrive Speakable-teksten ind. Det bør naturligvis grundlæggende set handle om det samme som den synlige tekst – bare skrevet lidt kortere og i en oplæsningsvenlig form.

Der findes som sagt mange andre Schema-objekter. Det kan være, der er helt andre, som er relevante for lige din virksomhed. Ovenfor er blot nogle af dem, som mange websites vil kunne gøre brug af og som ofte bruges af Google til fremhævede resultater.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op