Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Glædelig SEO Jul

2.724 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
20 August 2019

Velkommen hjem fra sommerferie. Nu er det snart jul igen …

Hvert eneste år glemmer alt for mange webshop-ejere, at sikre deres synlighed i Google op til jul. Nogle glemmer det helt, og andre kommer bare i tanke om det alt for sent.

Jeg undskylder på forhånd, hvis du allerede har læst lignende indlæg fra mig i de foregående år, men da der øjensynligt stadig er stort behov for at huske folk på det her, så vil jeg – med fare for nogle gentagelser, opsummere hvad du skal huske at få styr på allerede nu. For i forhold til SEO er julen lige om hjørnet …

Flere søgninger – år for år

De fleste danskere er efterhånden på nettet og flere og flere vælger at foretage mange af deres køb online. Omsætningen online er steget hver jul med 13-19%, ifølge FDIH.

En af de vigtigste kilder til webbutikkernes salg er søgemaskiner – og i Danmark i særlig grad Google. Antallet af søgninger stiger på samme måde som online handlen generelt år for år. Desværre udgiver Google ikke nøjagtige tal, men uafhængige analyser tyder på at der søges mindst 10% mere år for år – hvilket meget godt matcher stigningen i online handel.

Dette understreger vigtigheden af ikke alene at have en webshop, men i ligeså høj grad at være synlig i Google.

Og hvis du tror det hele så kan klares ved at købe Google Ads, så tro om igen. En undersøgelse fra tidligere i år har dokumenteret, at for hver gang der klikkes en gang på en Google annonce, klikkes der 11,6 gange på et organisk søgeresultat!

Så vil du for alvor have din fair share – eller lidt mere, af den stigende online handel i julen, så kræver det at du er meget synlig i de organiske resultater. Du kommer ikke udenom en aktiv SEO-strategi.

 

Der er under fem måneder til jul

Fem måneder kan måske lyde af meget, men i forhold til SEO er det bestemt ikke tilfældet. For dels tager det tid, at identificere og fikse de fejl og svagheder, du måske har i dag på dit website, og som bør rettes inden julesalget starter. Og dels tager det tid for Google at reagere på den optimering du måtte lave.

Og så skal vi ikke glemme, at julesalget jo ikke starter d. 24. december, men så småt går igang allerede i oktober-november. Så faktisk er der kun 3-4 måneder til dit website skal være SEO-klar til julen 2019.  

Og der er meget der skal nås, hvis du vil sikre din synlighed i Google.

 

Er dit website allerede godt optimeret?

Hvis dit website allerede godt optimeret og du ranker fint på mange af dine vigtigste keywords, så har du naturligvis et godt udgangspunkt for julesalget. Men der er alligevel nogle ting som du bør se lidt nærmere på.

For det første er det ikke sikkert, at du ranker godt nok på de keywords der peaker i julen. Det er nemlig langt fra altid de samme keywords, som de fleste søger på resten af året.

Udover tillægsord som ”gaver” og ”julegaver” er der produkter og udtryk som folk søger mere på når julen nærmer sig. Ved du hvad det er for keywords i lige dit marked? Og hvordan ranker du på dem? Det bør du få styr på.

Men ikke nok med det.

Som du sikkert ved justerer Google hele tiden på deres søgemaskine. De strammer op på eksisterende krav, bliver bedre til at filtrere dårlige links ud, duplikeret indhold og få mere og mere fokus på at fremhæve kvalitetsindhold.

Der kommer også hele tiden nye features, som nye Schema-data klasser (senest med bl.a. Schema for FAQs, Q&A og Speakable/Voice Search) og søgeresultaterne ændrer sig, med flere Featured Snippet og relaterede søgnings-visninger.

Er dit website klar til alle disse ændringer?

Er du sikker på, at dit website er teknisk solidt nok til at klare efterårets storme – so to speak, eller er der svagheder som kan få korthuset til at vælte når julen nærmer sig?

Jeg vil meget anbefale, at du hurtigst muligt får lavet et service tjek af din hjemmeside. Selvom du og dit webteam har gjort jer umage med at lave det bedst mulige website kan der meget let gemme sig små-fejl og mangler, som I måske ikke lige er opmærksomme på – og som i praksis kan ende som en landmine under jeres SEO.

Hvert eneste år oplever jeg virksomheder – der på overfladen ellers så ud til at havde et flot og veloptimeret website, miste en masse synlighed i Google lige op til jul. Og så er det for sent at rette op på.

Ofte sker det fordi Google har tradition for, kort tid inden jul, at lancere nye forbedringer og justeringer – måske fordi de godt ved at så mange netop søger i julen, og for at sikre de får de bedst mulige resultater. Og det er jo sådan set meget godt – for søgebrugerne. Det er bare noget lort, hvis de nye strammere filtreringer rammer lige netop dig og skader din synlighed. Det kan koste meget dyrt for julesalget!

 

Er dit website nyt eller mindre godt søgemaskineoptimeret

Fortvivl ikke. Selvom dit website er forholdsvist nyt, eller du bare ikke er noget så langt endnu med din SEO er der håb forude. 3-4 måneder er bestemt ikke lang tid, men det er stadig nok til, at du med en fokuseret indsats kan nå at forbedre din synlighed væsentligt.

Start med at få det tekniske grundlag helt på plads – fundamentet for ikke bare din SEO, men også brugervenlighed og den kvalitet folk oplever.

Du skal bl.a. sikre, at dit website er hurtigt nok – som minimum hurtigere end dine konkurrenters, både på mobil og desktop. Du kan f.eks. sammenligne dit og dine konkurrenters websites hastighed med Batchspeed.com https://batchspeed.com/.

Hastighed er ikke alene en af de vigtigste tekniske SEO-faktorer i Google, men også noget af det som påvirker konverteringsraten på dit website mest. Alle hader langsomme websites.

Start med at taste dit domæne ind, og nogle af dine vigtigste konkurrenters domæner ind under ”Use a list of URLs” og klik ”Run test”. Resultatet er opdelt i mobil og desktop.

Herefter bør du også teste nogle af dine undersider op imod tilsvarende undersider hos dine konkurrenter – f.eks. produkt-sider, produktkategorier og blogindlæg.

Målet er, at du for alle side-typers vedkommende skal være lidt hurtigere end dine konkurrenter – og meget gerne med en score på over 90.

Men hvad så hvis dit website er for langsomt? Så skal du have fat i dine webudviklere, dit webbureau eller nogle andre der kan hjælpe med at forbedre hastigheden. Det er desværre ikke altid så let og kræver i alle fald tekniske færdigheder, som du måske ikke selv har. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det her er, så prioriter det!

Hastighed er naturligvis ikke den eneste vigtige SEO-faktor, men trods alt en af de meget vigtige. Du bør også få undersøgt, om dit website overholder alle gældende standarder (bl.a. AMP, fuld Schema-data, Social META-data osv), at det ikke er fuld af fejl, døde links og duplikeret indhold. Det er alt sammen ting, som typisk vil gøre, at du bliver mindre synlig i Google.

Ved du ikke selv hvordan du gør det kan du få hjælp hos kvalificerede rådgivere med viden om SEO.

Når alt det tekniske er på plads, skal du have styr på hvordan din målgruppe søger og som jeg nævnte i foregående afsnit, skal du i forhold til julesalget huske også at få undersøgt hvordan lige netop din målgruppe søger i julen.

Hvis du har en Google Ads konto kan du bruge deres værktøjer til at foretage keyword-analyser. Personligt kan jeg bedre lide de keyword-værktøjer der følger med tjenesten Ahrefs.com https://ahrefs.com men det koster lidt penge af bruge (som jeg dog mener er rigtig godt givet ud).

Uanset hvordan, om du selv gør det eller får dit SEO-team til at hjælpe dig, så skal du have styr på det med de her keywords. Hvis du ikke med sikkerhed ved præcist hvordan folk søger efter dine produkter og services i julen, så kan du heller ikke optimere dit website ordentligt.

Når det tekniske er på plads og du ved hvilke keywords du gerne vil ranke på, så skal du have optimeret dit indhold. Lidt forenklet sagt, skal du for hvert af de keywords du gerne vil ranke på, have en side på dit website der svarer godt når folk søger på det. Spørg dig selv – når folk søger på XXX, hvad vil så være det fedeste resultat at få? Lav den side!

Til slut skal du have forbedret din autoritet. Kort fortalt handler det om, at få flere til at linke til dit website. Men hvordan pokker gør man så lige det.

Hvis du har gjort alt ovenstående, er du allerede et stykke af vejen. Et super fedt website med en masse originalt og fantastisk indhold på vil tiltrække nogle naturlige links. Folk vil helt spontant dele links til dit super fede website i Facebook og hvis du er heldig, vil nogle blogge om det.

For de fleste websites er det bare ikke nok.

For at få tilstrækkelig autoritet i Google til, at du kommer til tops på i hvert fald en del af dine keywords, så skal der for de fleste branchers vedkommende lidt mere end de helt spontane og naturlige links til. Så med al sandsynlighed skal du nu i gang med noget aktiv linkbuilding.

At skabe flere og gode links til et website er en videnskab for sig selv, som jeg umuligt kan komme i dybden med i det her indlæg. Men kort fortalt kan du både forsøge at skabe noget mere naturlig opmærksomhed – lancere nogle spændende nyheder, skrive indlæg i din blog der skaber opmærksomhed, køre nogle fede konkurrencer osv. og du kan lidt mere proaktivt forsøge at bytte dig til links, købe links, købe sponsorater, mærkninger og tilmelde dit website forskellige tjenester.

Mange vælger at hyre eksterne eksperter i linkbuilding til netop dette arbejde, da det både kræver meget viden og tid at få eksekveret. Men uanset hvad du gør, så kan du ikke slippe udenom at gøre noget. Links har en meget afgørende betydning for hvor synlig du bliver i Google.

 

Julen starter i dag – kom i gang nu!

Uanset hvad dit udgangspunkt er, hvor mange udfordringer og resurser du har vil jeg på det stærkeste anbefale, at du kommer i gang nu og her med din jule-SEO.

Så for at opsummere, så anbefaler jeg …

  1. At du får gennemgået den tekniske del af dit website, rettet de fejl der måtte være og overvejer at implementere de særlige tekniske features du måtte mangle (som AMP, fuld og korrekt Schema-data osv.). Teknisk SEO er grundlaget for al anden optimering. Så start her.
  2. Få helt styr på hvilke keywords der generelt – og særligt i forhold til jule-salget er vigtigst for dig.
  3. Med udgangspunkt i din opdaterede keyword-viden skal du så finde ud af, om du har indhold der matcher og er godt nok optimeret til alle dine vigtigste søgeord. Mangler der gode sider, formater eller skal eksisterende sider optimeres, så få det gjort så hurtigt som muligt. Det kan nemlig godt tage lidt tid inden Google ser det.
  4. Kom i gang med en mere aktiv linkbuilding strategi. Uanset om du i dag har få eller mange links, så vil du garanteret få glæde af lidt flere. Nye links trigger hurtigere indeksering i Google, og med flere gode links stiger din autoritet og dermed sandsynligheden for dine teknisk stærke og indholdsoptimerede sider kommer til tops i Google

Held og lykke med arbejdet. Og god jul 😊

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op