Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om SEO & reputation management

Facebook Lukker

6. november 2018 | 4.137 Visninger | 24 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du? :

Amino Ekspertblog

Mikkel deMib Svendsen

Ekspertblogger på Amino om SEO & reputation management

Facebook står overfor nogle udfordringer så store, at jeg mener der er reel fare for, at de ikke overlever. I hvert fald ikke som den virksomhed vi kender i dag.

Men bare rolig. Jeg tror ikke det sker i morgen, så du behøver ikke droppe dine Facebook annoncer og lukke din Facebook Page i dag. Men det er en god ide – nogle vil endda kalde det rettidig omhu at forberede sig på forandring.

Men hvad er det så for store udfordringer jeg mener Facebook står overfor og hvorfor kan det ende med at lukke Facebook? Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg.

Rovdrift på personlig data holder ikke

Den første store udfordring Facebook står overfor er deres grundlæggende forretningsmodel. De giver et produkt – deres platform, gratis væk men kræver så til gengæld en næsten ubegrænset, og som oftest meget ugennemsigtig, adgang til al vores personlige data. 

Det er den forretningsmodel nogle kritikere er begyndt at kalde ”Data Raping”.

Facebook er langt fra alene om denne forretningsmodel, men til forskel fra f.eks. Google er det stor set det eneste som Facebook bygger på. Så hvis de ender med at blive tcunget af brugerne eller myndighederne til at skrue alvorligt ned for deres overvågning, så falder korthuset sammen.

Google har på den anden side mange flere ben at stå på. De bruger også i stigende grad persondata, men hvis de tvinges til det kan de sådan set godt overleve alene ved at matche søgninger og annoncer på anonyme session-, lokations- og søge-data.

Det er noget relativt nyt at internet forretninger drives så intensivt frem på basis af indsamling af personlig data. Det er længe gået godt – faktisk bedre og bedre, men jeg tror den model lever på lånt tid. På samme måde som DVD-udlejning og papiraviser. Tilbage til det om lidt.

Forbrugerne er i stigende grad blevet kritiske overfor den intensive indsamling af deres personlige data. Sager som ”Cambridge Analytica” -skandalen har ikke gjort det bedre.

Politikerne har også strammet nettet. Senest kom GDPR der bl.a. slår fast, at det er forbrugerne der ejer deres personlige data og at virksomheder der indsamler den dels skal have forudgående accept, og kun må indsamle det som de har et legitimt formål med. Og forbrugerne kan til enhver tid kræve det slettet.

Alt dette gør, at jeg har meget svært ved at se, hvordan Facebook kan fortsætte et liv der i så høj grad baserer sig på en hæmningsløs indsamling af data, en meget ugennemsigtig profilering af folk og en omfattende handel med denne data.

Spørgsmålet er så om Facebook i tide erkender dette og om det overhovedet er praktisk muligt for dem, at lave de radikale forandringer i deres forretningsmodel, som bliver nødvendige.

Jeg er i hvert fald ret sikker på, at der er ved at opstå et vakuum i markedet – et behov for, og et ønske om nogle sociale tjenester med et andet grundlag. Tjenester der ikke voldtager vores personlige date, giver større gennemsigtighed, overholder lovgivningen og måske også begrænser reklamerne lidt – eller i hvert fald gør dem mindre påtrængende. Måske endda tilbyder betaling for reklamefrihed.

Der har været enkelte forsøg på at fylde det hul ud, men måske var dem der gjorde det ikke dygtige nok, eller også var det lidt for tidligt, vi har i hvert fald ikke set et reelt, godt og succesfuldt alternativ endnu.

Facebook som betalingsmodel

Mange har ytret ønske om muligheden for at kunne betale på Facebook for så til gengæld at slippe for reklamer og at de indsamler personlig data. En betalingsmodel.

Det er jo en oplagt tanke. Jeg luftede den også selv for mange år siden, da jeg var leder af den hedgangne søgemaskine Kvasir. Jeg regnede ud, at vi dengang tjente en del under 50 kroner årligt pr. besøgende, så for et beløb på bare 50-100 kroner årligt kunne vi i princippet tilbyde folk en helt reklamefri søgemaskine og tjene det samme.

Der er bare et alvorligt problem med denne løsning, som i dag, for Facebook, gør den endnu mere umulig at gennemføre end dengang jeg selv overvejede det på Kvasir.

Problemet er, at dem der vil vælge en sådan løsning, nok er dem med fleste penge og det er lige præcis dem annoncørerne helst vil have fat i og deres persondata som er mest værdifuld. Så hvis for mange i den mest lukrative gruppe vælger betalingsmodellen risikerer Facebook at stå tilbage med en gruppe som har alt for lille data-værdi og som i værste fald kan gøre, at annoncørerne helt vælger Facebook fra.

Så skulle de slå 100% over på en betalingsmodel og kræve at alle betaler på en gang. I et huk. Men det kommer ikke til at ske. Jeg tror de er for bange for konsekvenserne. Det er et forbandet farligt eksperiment. De vælger nok at holde fast i deres nuværende model, uanset at udsigterne til dens overlevelse er faldende. Kaptajnen går loyalt ned med sit skib.

Facebook sider er måske ulovlige i Europa

Det vakte en del opmærksomhed da Marit Hansen, der er databeskyttelseskommissær i Unabhängige Landeszentrum für Datenschutz Schleswig-Holstein (ULD) i EU for nyligt meldte ud, at det måske ikke er helt lovligt for virksomheder og organisationer at have en Facebook side.

I hvert fald slog hun fast, at hvis en virksomhed har en sådan side, så er de juridisk set delvist dataansvarlig – sammen med Facebook. Det betyder i praksis, at du som forbruger har ret til at få informationer udleveret af den virksomhed der har en Facebook Page du følger, om hvilken data de gemmer, hvor de opbevarer den, hvor længe de gemmer den og hvordan de bruger den. Og du har krav på at få den slettet din data hvis du ønsker det.

Det kan man som administrator af en Facebook Page ganske enkelt ikke leve op til.

Om Facebook så når i tide at rette ind, så Facebook Page administratorer får mulighed for at leve op til lovgivningen er naturligvis svært at sige. Men jeg har min tvivl. 

Facebook er på vej til at blive olde-kolle

De unge har længe været på flugt fra Facebook. Det satte nok for alvor ind, da deres forældre opdagede tjenesten. Så gad de ikke være der mere. Forståeligt nok. Men indtil for nyligt har Facebook formået at fastholde de købedygtige vokse i 25-50-årsalderen. Men sådan er det ikke helt mere. Også de er langsomt ved at sive ud flere steder.

Hvis ikke Facebook for alvor formår at vende denne tendens, så ender det som det digitale svar på et olde-kolle. Og jeg har meget svært ved at se hvordan de skulle gøre det.

Faktum er, at specielt de helt unge altid søger mod det nye og noget de kan have for dem selv. De gider ikke tage til fest med de gamle. Og lige i røven af dem følger så de mest attraktive, veluddannede og købedygtige grupper.

Du husker måske MySpace. Det var det nye hippe for ikke så mange år siden. Så kom Facebook og overtog den rolle. Nu er de unge så smuttet videre til Instagram og Snapchat, hvor de måske overvintre et par år inden de smutter videre til noget nyt og endnu mere spændende.

I internettets korte levetid er det aldrig for alvor lykkedes for nogle at holde ret lang tid på hverken de unge, eller tilstrækkeligt store grupper at kommercielt interessante brugere. Facebook står overfor den samme udfordring.

Et marked i forandring er altid en kæmpe udfordring

Det er langt fra kun Facebook der står – og har stået, med de store strategiske udfordringer som de nu har. Det sker faktisk meget ofte, når vi ser lidt tilbage i historien.

Facebooks udfordringer minder meget om dem der var store på markedet for DVD-udlejning havde og dem der fortsat kæmper for at holde liv i papiraviser. Det er dinosaurernes dødskamp.

Publikum strømmer ud af butikken og der er grænser for hvor længe man kan holde gang i maskineriet, når der bliver færre og færre til at betale for festen.

Blockbuster havde engang butikker i næsten enhver by. Store flotte butikker på de dyreste adresser. Men så skiftede markedet. Folk begyndte at streame film i stedet for at leje dem på DVD. Markedet smuldrede.

Men det er forbandet svært for en virksomhed som Blockbuster at ændre grundlæggende kurs. De havde jo investeret meget i de mange butikker. I produktionsapparatet. Hvis de meget tidligt havde set lyset, lukket alle butikkerne og kastet sig helhjertet over streaming, så kunne de måske have overlevet. Men det er svært. Dels fordi dem der drev Blockbuster sikkert, havde en høj passion for det de startede med – DVD udlejning, og dels fordi det kan være svært at forudse og erkende en så radikal ændring i et marked, når man selv sidder inde i sin boble.

Det er de færreste der tør, eller formår, at angribe sig selv og sadle radikalt om.

Det samme kan siges om aviserne. De har gennem årtier investeret massivt i produktionsudstyr og distributionsnet. Og jeg ved at mange af de gamle avisfolk oprigtigt brænder for den trykte avis. Mange af dem vil argumentere hårdnakket for, at den trykte papiravis har nogle kvaliteter, som de digitale tjenester ikke har. Om de har ret eller ej er bare helt ligegyldigt, når køberne strømmer ud af butikken. Der bliver færre og færre til at betale for det kostbare produktions- og distributionsapparat.

Man kan i øvrigt sige det samme om musikbranchen, som jeg selv var en del af i mange år. Teknisk set er MP3 formatet langt ringere end CD og vinyl. Lyden er helt objektivt dårligere. Men anvendeligheden og brugervenligheden af MP3 er CD og vinyl så overlegent, at det på trods af en lidt ringere kvalitet har vundet kampen suverænt.

Men musikbranchen var som de fleste andre etablerede brancher både arrogante og fastlåste i eksisterende forretningsmodeller.

Når man i mange år har levet af at sælge et pakke-produkt – en CD med 3 hits, og 7 sange ingen ville købe hvis de kunne slippe for det, så er det ufatteligt svært at skifte spor og sælge sangene enkeltvis i MP3-format. Ingen vil jo betale 30% af en CDs pris for blot en enkelt sang.

Når dertil ligges det faktum at pladebranchen havde meget stor skjulte fortjenester på CD produktionen, som musikerne reelt set blev snydt for, så gør det bare hele manøvren endnu sværere. Så i stedet for at acceptere udviklingen valgte branchen, som bekendt, i første omgang at ”sagsøge forbrugerne ind i helvede” – en strategi der hurtigt viste sig at være mildt sagt katastrofal.

Facebook står nu med samme udfordringer. De har opbygget hele deres virksomhed på ”data raping” og jeg tror at mange af dem der i dag arbejder på Facebook brænder for den omfattende datamining af personlig data. Det forstår jeg sådan set godt for det er da rigtig spændende. Men samtidig er det en udfordring, at dem der driver butikken i praksis skal udstede deres egen afsked, hvis de skal udvikle virksomheden i en retning der gør at de overlever.

Man får ikke manden på trykkeriet eller i den fysiske distribution til at stemme for en nedlæggelse af den trykte og ombragte avis. De vil naturligvis kæmpe for deres job.

Mit gæt er, at Facebook ikke overlever denne udfordring. De vil fortsat tabe brugere, de vil komme under stigende pres i forhold til indsamling og brug af data og de vil blive udfordret af andre virksomheder med forretningsmodeller, der passer bedre ind i fremtiden.

Læs også


Kommentarer

liunaud   den 07-11-2018 kl. 09:40

Jeg er i høj grad enig i mange af de ting, som du siger, men der er en ting, som jeg tror man bør have med i analysen og det er netværkseffekten (https://en.wikipedia.org/wiki/Network_effect ; https://www.utdallas.edu/~liebowit/palgrave/network.html). Facebook er efterhånden blevet et så stort netværk, at mange folk muligvis har svært ved at vriste sig ud af deres kløer, så ovenstående skal nok mere ses udfra om deres forretningsmodel pt er rentabel end som at netværket helt vil forsvinde.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mette Eriksen   den 07-11-2018 kl. 09:44

Hørt og 5 stjerner for det - ud med al den datamanipulation hvor man kun hører det man vil høre og se.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 09:44

@liunaud Facebook er ganske vist større end noget andet socialt netværk før dem. Men relativt set var MySpace faktisk også meget store og dominerende engang. De døde alligevel - dog af andre årsager end dem jeg tror kan kvæle Facebook.

Det er den nødvendige omlægning af Facebooks forretningsmodel, som jeg tror bliver den helt store dræber. Jeg kan naturligvis tage fejl. Måske lykkes det for dem at ændre alle de ting der skal til for at overleve forbrugerne og myndighedernes krav, men det er en meget svær manøvre.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 09:47

@Mette Eriksen  "datamanipulation" er også det der omtales som "filter bobler" og det mener jeg i sig selv ikke kan undgås. Du ville drukne i information overflow hvis Facebook - og Google for den sags skyld, ikke filtrerede og prioriterede informationer for dig.

Det som er spørgsmålet er mere hvor gennemsigtig denne filtrering kan og bør være. Det er en problematik som jeg ved både Facebook og Google tager seriøst. Og jeg tror et langt stykke hen ad vejen at de faktisk gerne vil gøre det mere transparent - det er bare forbandet svært at lave et interface til det, som almindelige mennesker kan forstå og bruge.

Men det er bestemt en meget interessant problematik.

Er kommentaren brugbar? 1 0
liunaud   den 07-11-2018 kl. 10:25

Det er korrekt, men Facebook har qua deres app, loginfunktion på andres services m.m. gjort brugerne mere afhængige af dem end MySpace m.fl. nogensinde har været i nærheden af. Jeg siger ikke, at de er udødelige, men der er nok tale om det mest afhængighedsskabende netværk nogensinde, hvilket gjorde dem i stand til bl.a. at modstå Google Plus, Ello m.fl.

Jeg er enig i at deres datapolitik ikke er bæredygtig i det lange løb, men derfra og så til at de går nedenom og hjem er der stadigvæk lang vej, da mængden af brugere er enorm og mange nærmest får deres daglige dopamin og sociale kontakt med andre mennesker gennem Facebook - og dermed godt vil kunne leve med ringere annoncer, hvis segmenteringsmulighederne m.m. for virksomheder bliver dårligere.

Jeg tror heller ikke, at virksomhederne helt vil droppe kanalen som brandingplatform selvom det bliver sværere at ramme sin målgruppe 100%. Dertil er netværket simpelthen for stort og alternativerne for ringe.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Flemming Rasmussen   den 07-11-2018 kl. 10:40

Jeg tror også at Facebook må genopfinde sig selv og lykkes det ikke, så ender brugerne bare et andet sted eller forsvinder fra sociale medier.

Det varer nok ikke så længe før de fleste ældre indser, at Facebook havde sin tid og de ikke gider det mere. De sletter bare ikke kontoen, fordi det er rart at have kontakterne gemt. De holder bare op med at bruge den.

Men det bliver spændende at se, hvor vi annoncører skal bruge pengene i stedet.

Jeg giver dig nemlig helt ret i, at avis/trykte medier er ved at være en dødsejler. En helside i Køge Onsdag koster 5.000 og jeg aner ikke, hvem der ser den.

Bruger jeg 5.000 på FB og Google, så kender jeg den eksakte rækkevidde og ved, hvem der har set den. Så for mig er det mere eller mindre slut med avis og jeg dropper ikke digital. Radio aner jeg simpelthen ikke mine levende råd om. Måske giver det noget, måske gør det slet ikke.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 10:55

@liunaud afhængigheden af sociale medier er reel nok, men på ingen måde låst til Facebook. De taber brugere for tiden og de stopper jo ikke med at bruge sociale medier - de flytter bare til andre :-)

Om virksomheder vil eller kan fortsætte med at være så aktive på Facebook som nu afhænger som sagt meget af både lovgivning og Facebooks vilje og evne til at ændre det som skal ændres. Lige nu ser meget ud til at det faktisk kan være ulovligt for virksomheder og organisationer at have en Facebook Page.

I forhold til annoncering er Facebook i konstant konkurrence med alle andre medier og min erfaring er, at de fleste marketingkroner bliver brugt klogt - og altså der hvor effekten er størst.  Så svækkes Facebooks targeting kan andre måske tilbyde noget bedre.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Cookie - John Hannover   den 07-11-2018 kl. 11:02

Jeg kan være enig i meget af det men - jeg tror du skal regne med, at rigtigt mange af dem du kalder forbrugerne, er rablende ligeglade med den data-raping.

Det som mange, (vel lidt som mig selv) vil beskytte er vores dybt fortrolige oplysninger, skatten, lønnen, banken, sygdomme, seksuelle tendenser og - man er jo ikke forpligtet til at give noget af det til facebook.

Med andre ord, rigtigt mange har opgivet kampen om den slags, og ved at - ja meget ligger offentligt og lagt rigtigt sammen i databaser kan der være lidt misbrug - and so what - bare man har en platform man kan hygge sig med.

vh John Hannover

Er kommentaren brugbar? 2 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 11:08

@John Hannover Jeg er helt enig i, at de fleste forbrugere ikke er så opmærksomme på misbruget af deres data. Flere og flere bliver det dog, og det kan starte en lavine. Men det er naturligvis ikke sikkert.

Men mange er i dag nok heller ikke tilstrækkeligt opmærksomme på HVOR meget Facebook ved. Du nævner selv et par ting, som du ikke tror de ved, men som de faktisk kan (og sandsynligvis gør) udlede af dine data - som f.eks. helbred, religion og seksualitet.

De gemmer p.t. denne data i deres "advertising interests". Man kan se nogle af dem der. Men det som senest er kommet frem er, at man ikke nødvendigvis kan se det hele, og selvom man beder dem slette denne data gør de det ikke. Og de har i første omgang ikke fået tilladelse til at gemme den slags, så det er temmelig ulovligt.

Men det som nok kommer til at presse dem mest er lovgivningen. De står til ekstremt høje bøder, hvis de ikke følger den.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Niels Henriksen   den 07-11-2018 kl. 11:51

Kunne være fedt hvis Zuckerberg sagde "ja mit forsøg virkede. Alt lukkes ned" :D Mange vil gå i panik.

Er kommentaren brugbar? 3 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 12:03

@Niels Henriksen  hehe ja, men det er der mange grunde til at han helt sikkert ikke bare sådan lige gør - ikke mindst det faktum, at det ville stride mod hans juridiske forpligtelse til, at arbejde for aktionærernes interesser. Og det ville en sådan pludselig nedlukning jo ikke være.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Juul   den 07-11-2018 kl. 12:09

Facebook er ikke fjende, du er din egen største fjende.

Hvis du ikke har digital dannelse nok, ja så bliver du manipuleret, få kendskab til den virkelighed du faktisk befinder dig i og du bliver i stand til at navigerer på dine egne præmisser.

Hvorfor hele tiden skubbe din egen uvidenhed fra dig, i stedet for at arbejde hen imod at få den viden du mangler.

Jeg høre hele tiden digital dannelse i folkeskolen, men hvor skal de få den fra, når forældrene knap nok ved, hvem der faktisk har adgang til deres data?

Facebook agerer i forhold til de oplysninger du rent faktisk opgiver, så hvis du har interesse for blåmuslinger, har taget din kandidat i andesbjergene og som hobby har dead rock, ja så er det de data FaceBook som pegepind anvender, men hvis du så siger, nej så kan mine kunder ikke finde mig, hmm jamen hvorfor må FB ikke tjene penge på dig, hvis du ønsker at tjene penge på deres platform ?

Tror faktisk de fleste virusbeskytter i dag, har de skjold der beskytter dig, spørgsmålet er om du har viden nok til at sætte disse skjold op, som passer til den måde du ”surfer” på internettet.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 07-11-2018 kl. 12:16

@Juul Facebook gør faktisk meget mere end du øjensynligt tror.

For det første spørger de ikke om lov til at indsamle al den data de gør. Derudover opbygger de profilering, der ikke alene baseres på det du fortæller dem. Og hvis du er så dygtig, at du kan finde frem til der hvor de gemmer denne profildata, og beder om at få den slettet, så slettes den faktisk ikke - som det for nyligt blev dokumenteret af to engelske journalister.

Ingen virusbeskyttelsesprogrammer kan iøvrigt forhindre dette.

Med GDPR er det slået fast at vi ejer vores egen data. Dette bliver Facebook nødt til at forholde sig til. Lige nu halter de, af blandt andet de grunde jeg remser op, bagefter.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Juul   den 07-11-2018 kl. 12:43

Igen som jeg siger de fleste virus beskyttelsesprogrammer har de skjold der skal til for at du kan surfe på den måde du bruger nettet, igen siger jeg så, men mange har ikke viden om, at sætte deres egen profil op.

Den er ikke meget længer end det.

Ja vi har ret til vores egen data, men hvad hvis den ret så forhindre os i at tjene de penge vi gerne vil ?

Skal vi så alle sige borgerløn nu ?

Du har en færden på nettet, din viden gør så, hvor og hvem som skal have adgang til din færden, det er faktisk ikke så svært.

at kende et så simpel skjold osm filetrust, og sætte din firewall op til at godkende ind eller udgående trafik, ja det forhinder meget hurtigt adgang til dine småkager.

Hvad med det lille skjold, personlige oplysninger, igen adgang og forståelse af samarbejde mellem dine skjold og din firewall, gør cookke's sniffer til en leg ;)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Panas   den 07-11-2018 kl. 13:27

Synes der gribes fat i nogle rigtig spændende elementer i dette indlæg. Har selv tænkt meget over mange af de ting, som du drager fokus på i ovenstående. Jeg bruger selv facebook til annoncering på min egen hjemmesider, hvor jeg bla sælger terrassevarmer. Dog frygter jeg ikke, da der nok skal komme en tilsvarende substitut, som vi ser det i instagram og lignende.

Er kommentaren brugbar? 1 1
Jimi Hove   den 08-11-2018 kl. 09:31

Kan du nævne konkrete eksempler på data raping, som du så voldsomt kalder det?

Hvilken Facebook brugere ved ikke nu at deres data bliver brugt i marketing øjemed? Og har accepteret det ?

Før internettet vidste man også ret meget om sine målgrupper. For eksempel vidste en musical direktør nok godt at en del af hans publikum var homoseksuelle. Det gjorde det nemmere for ham ikke at genere den forkerte målgruppe med reklamesøjle. Altså personaliseret markedsføring.

Og hvorfor er det et problem at de nogle af de unge er andre steder ? Er Olle Kolle dårligt? De har ret mange penge ved jeg. Flere end de unge.

Jeg synes det er en lidt ocerdramatisk artikel med den sædvanlige clickbait, som havde brug for et nuanceret syn på sagen også. Så det gav jeg her.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jimi Hove   den 08-11-2018 kl. 09:35

Skrev min kommentar fra mobilen, som gav et par autocorrect fejl. Jeg kan hverken redigere eller slette min kommentar, så i må gætte jer til et par ord.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 08-11-2018 kl. 09:41

@Jimi Hove Der er masser af gode eksempler. De mest grænseoverskridende er nok deres profilering, der er meget omfattende, inkluderer stærkt personfølsomme informationer (som religion og seksualitet) og som du IKKE selv har givet dem - eller givet samtykke til.

Jeg er helt sikker på, at de færreste brugere er klar over hvor omfattende dataindsamlingen og profileringen er. Og det er så blandt andet derfor vi har lovgiverne.

Uanset hvad du eller jeg personligt vil acceptere Facebook gør, så er faktum at reglerne er strammet og at de p.t. har meget svært ved at leve op til dem. Og jeg tror reglerne vil blyve yderligere strammet, hvilket gør det næsten umuligt for Facebook at fortsætte med den ensidige forretningsmodel de har i dag.

Og historien har vist, at det er forbandet svært for virksomheder at klare sig igennem meget radikale krav til omstilling - uanset om de kommer fra forbrugerne eller lovgiverne.

Så jeg mener bestemt at dommedagsprofetien er helt reel.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Juul   den 08-11-2018 kl. 10:25

Alt har en slutdato, så det jo let at sige Facebook lukker, ja det ved alle vel, på et tidspunkt er den forældet, som tagget blev det.

Havde Facebook opstået hvis ikke personen bag alle moders engine (tagget) havde lavet sådan en ?

Den dataforordning der er kommet, har jo ikke meget nyt indhold end den lovgivning vi her i landet har (datatilsynet).

I de sydlige dele af europa, har de nok langt mere travlt med at opfylde de krav der er nu, da vi som bekendt har haft kommerciel internet de sidste 20 år.

DU kan jo vende disse data collection om og udnytte dem til din fordel, det kræver bare lidt tid at læse sig frem til, hvilke formål de har for "butikken".

Jeg giver gerne et eksempel:

Smider en søgning ud på google og følger den op på pricerunner, derefter besøger jeg de web-butikker som jeg ønsker at se gode tilbud fra.

Jeg udvælger nogle produkter og det bedste tilbud, venter jeg med at reagerer på, da jeg ved der ses efter om jeg besøger andre tilbud og vupti, prisen match efter 1 - 2 dage, det laveste tilbud jeg ellers havde set.

Udnyttede jeg ikke disse dataindsamlinger på samme måde, men til min fordel ?

Ja Facebook indsamler store datamængder og udbyder dem til videresalg, men ikke som personlige data, men profile data. Vi kan blive enig om at indsamle en profile der måske er religiøs eller måske er homesexuel er ikke godt og på det punkt, er det forkert. Dog tror jeg annoncering på FaceBook slet ikke giver samme effekt, som andre former for annoncering.

Når Facebook lukker, så er det fordi folk har fundet anden SoMe platform, den fejl jeg ser på FB er den store strøm af fake-news og det vil på sigt lukke fb.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Cookie - John Hannover   den 08-11-2018 kl. 10:53

For at facebook skal indsamle oplysninger om (homo)seksualitet eller religion, så fordrer det jo, at man skilter med den seksualitet eller religion osv -  og gør man det på facebook (eller står med skilt på Rådhuspladsen) så skal man vel ikke være så overrasket over det registreres og vil vel gerne have det udbredt.

Man kan jo til en vis grad styre, hvad facebook og andre skal vide - og har man stærk politisk profil, er det vel også f.eks næsten en del af formålet

Det er klart, at skærpelse af regler for hvad FB kan og må registrere, og dermed bruge til effektivt at styre reklamer, nedsætter FB evne til at tjene penge, og det kan jo så være, at de ikke ser formål i at drive, en givet dyr service, alene for at folk skal vise deres nye dagligstue eller videoer med kattekillinger - for FB skal jo leve af reklame og indsamling af oplysninger. Om det så bliver så skarpt at FB lukker, er noget kun tiden kan vise.

vh John H

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 08-11-2018 kl. 11:01

@John Hannover For det første er det ikke helt rigtigt, at du direkte skal skilte med dine præferencer for at Facebook kan profilere dem.  De opbygger deres data på meget mere end det - blandt anden hvilket oplæg du ikke bare lige scroller forbi - men stopper op ved. Så uanset at du ikke engang kommenterer eller liker f.eks. pro-homo indlæg, så kan de aflæse din interesse.

Det er naturligvis en forenkling, men blot for at eksemplificere at det bestemt ikke er så enkelt og gennemsigtigt som du gør det til :-)

Derudover mener jeg ikke at det at man skilter med sine sexualitet eller religion berettiger andre til at registrere den. Og det forbyder loven da også.

Vi har tidligere i historien set hvad sådanne registre over f.eks. homoseksuelle eller jøder kan føre til.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Cookie - John Hannover   den 08-11-2018 kl. 11:13

Du har ret i at jeg ikke ved nok om - ex at de kan se jeg stopper et scroll uden at klikke - og jeg her totalt enig i at man ikke skal registrere seksualitet eller religion, hvilket jo også er forbudt iht GDPR - så hvis de gør det med forbindelse til en profil, må det være klart strafbart

Jeg er med på, at jo mere forbud mod at registrere og udbytte viden om besøgende, jo færre gratis FB eller kig i aviser osv - for hvad skulle de drive det for, hvis ikke de kunne udlede en fordel.

Jeg har derfor ikke så meget imod, at de ved jeg leder efter en ny Iphone adapter osv - eller gerne vil til Andalusien - men de stærkt følsomme sager, f.eks religion, race, seksualitet, sundhed/sygdom kan jeg ikke fatte, hvis de registrerer, så det kan tilknyttes data om personerne bag.

vh John Hannover

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen   den 08-11-2018 kl. 11:59

@John Hannover  Forklaringen på hvorfor de også registrerer følsom data er nok meget enkel - de kan det, det er som udvikler af deres produkter, og generel le data-nørder spændende at kunne, og det er forretningsmæssigt interessant. Så en blanding af faglig nysgerrighed og forretningsmæssig grådighed er nok det der driver det.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Kim Domino Evers   den 08-11-2018 kl. 20:09

Båda ja og nej... intet varer evigt, se kæmpe virksomheder som engang var verdenskendte og som er lukket den dag i dag. Så selvfølgelig lukker Facebook... det er som du selv skriver bare et spørgsmål om tid.

Jeg er ikke selv specielt stort fan af Facebook, i gamle dage var det sjovt at finde sine gamle skolekammerater og reklamerne var små. Der var lidt ude i højreside som vi allerede var bekendt med fra f.eks. Google.

Båda ja og nej... intet varer evigt, se kæmpe virksomheder som engang var verdenskendte og som er lukket den dag i dag. Så selvfølgelig lukker Facebook... det er som du selv skriver bare et spørgsmål om tid.

Jeg er ikke selv specielt stort fan af Facebook, i gamle dage var det sjovt at finde sine gamle skolekammerater og reklamerne var små. Der var lidt ude i højreside som vi allerede var bekendt med fra f.eks. Google.

Jeg benytter mig stadigvæk meget af "gammeldaws" sociale medier på f.eks. LinuxIN.dk, Amiga.dk, MacNyt.dk, Amino.dk - dengang blev siderne drevet af entusiaster og der var måske et par banner reklamer i toppen på hjemmesiden, for lidt at holde driftomkostningerne hjemme.

Jeg er så også at finde på Diaspora Europa, desværre er der ikke mange der kender denne SoMe. En ret så interessant ny SoMe, hvor de har decentraliseret hele netværket, så den måde er der ikke ÉN der sidder på hele kernen. Disse kaldes Pods og er bygget på Open Source ideén, hvor alle kan bidrage med deres egen server eller bare benytte sig af de der allerede er i luften.

Eftersom jeg anser mig selv lidt som en frihedskæmper, er jeg ikke den glade bruger af Facebook, Twitter og LinkedIN. Men der findes bare ikke nogen alternativer endnu. Det samme er gældende for Google... bruger helst selv kun DuckduckGo.

Når denne besvarelse kom lidt omkring... men pointen er. Facebook lukker, det kan man da sige sig selv. Microsoft og Google holder da heller ikke evigt. Så synes måske at Mikkels indlæg virker lidt "ligegyldigt" og igen meget interessant læsning (hellere dobbelt moral, end ingen moral).

Fortsat go aften og go Weekend

Er kommentaren brugbar? 2 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: ni + ti =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Mikkel skriver


FÅ EN HJEMMESIDE DER VIRKER

Waimea Business - hjemmeside totalløsning

Med Waimea Business får du en samlet hjemmeside løsning 

Priserne starter på under 2.000 kr. pr. md. alt inklusiv!

Det er mindre end de fleste betaler for SEO eller linkbuilding alene. Med Waimea Business får du både det + en teknisk perfekt hjemmeside + professionelt skrevet og optimeret indhold. 

Kontakt os i dag på info@waimea.dk eller ring på 70 22 80 82 og få en uforpligtende snak.

Bedste hilsner,

Mikkel deMib Svendsen
Direktør & Partner, Waimea Digital

Waimea Digital - SEO og Online Marketing Bureau


Mikkel på Twitter

Hvis du vil have besked når Mikkel og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer