Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Jeg skød en hest på scenen!

Jeg skød en hest på scenen!

5.274 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
28 November 2017

Jeg var for nyligt til et privat selskab med en lille håndfuld af nogle af Danmarks mest erfarne marketing og e-commerce eksperter – flere med prominente stillinger i store virksomheder. Det var ved den indledende præsentationsrunde, at jeg af en af gæsterne blev spurgt …

- Hvad er det med den der historie om, at du engang har skudt en hest på scenen, da du holdt tale på en stor konference? Er det virkelig sandt …?

Jeg smilede, grinede måske lidt, for jeg vidste jo godt hvor den historie kom fra og svarede vist først lidt kryptisk tilbage med et: Tjaaa, det kræver en lidt længere forklaring, hvilket naturligvis blot skærpede opmærksomheden, fra den lille forsamling.

Du skal nok få hele den dramatiske historie lige om lidt, men jeg kan allerede nu afsløre så meget, at den handler lidt om blandt andet PR (Public Relations). Men inden vi går videre med de drabelige detaljer, vil jeg gerne knytte et par mere generelle kommentarer til netop PR …

Er al omtale god omtale?

For mange år siden blev Simon Spies kendt for at udtale, at ”al omtale er god omtale”, men er det nu også hele sandheden? Er det altid godt, at få sit eget eller ens virksomheds navn i medierne?

Nej. Bestemt nej!

Jeg er for eksempel ret sikker på Super Best gerne ville have været foruden den massive medieomtale de fik kølevandet på DR Kontants afsløring af deres kødfusk med overskrifter som denne:

Super Best, der nu har skriftet navn til Meny (wonder why?) har efterfølgende udtalt, at hele skandalen kostede dem over 300 millioner i tabt omsætning. Og det er ikke utænkeligt, at det beløb er lavt sat.

Jensen’s Bøfhus oplevede også en markant nedgang i omsætningen, efter deres kiksede håndtering af navnestriden med Jensens Fiskerestaurant. Efterfølgende har der været et par andre sager, som bestemt heller ikke har været gode for dem.

Om disse sager alene kan forklare, at den ellers sunde forretning er endt med flere års massive underskud ved jeg naturligvis ikke, men jeg gætter på det er en stærkt medvirkende årsag.

Og det er ikke kun store brands der kan rammes af dårlig PR: Det gælder i høj grad også personlige brands. Jeg er temmelig sikker på, at den tidligere Folketingspolitiker for Venstre, Flemming Oppfeldt godt kunne have undværet afsløringen og den efterfølgende landsdækkende medieomtale af hans seksuelle omgang med mindreårige drenge.

Det kostede ham jobbet som Folketingspolitiker, sikker ethvert håb om nogensinde at kunne vende tilbage til politik, og nok også en masse andre ubehagelige ting på den personlige konto.

Så nej, al omtale er bestemt ikke god omtale!

Vi skriger på opmærksomhed

De fleste virksomheder vil rigtig gerne have omtale i de store medier. Det gælder også for mit bureau Waimea Digital. Vi soler os i omtalen, og nyder den positive effekt, det kan have. Vi har endda, i lighed med mange andre, samlet de fleste presseomtaler på en side på vores site. https://www.waimea.dk/presse

Og det er ikke bare virksomheder der jagter offentlig omtale. Vi lever i høj grad i en opmærksomhedshungrende tid, hvor også private søger massernes opmærksomhed, deltager i mere eller mindre ydmygende og tvivlsomme reality shows, skaber YouTube kanaler og mæsker sig med ”celebraties”.

Men vi skal huske, at al denne opmærksomhed også bør føre til noget godt – for vores virksomhed, medarbejdere, vores omgangskreds, interesseområder, eller os selv.

Al god omtale er god omtale

Simon Spies havde ikke helt ret. Men lidt. For al god omtale, er god omtale.

Værdien af god omtale i specielt de store medier kan have en enorm afsmittende effekt på din forretning. Det har jeg selv nydt godt af igennem de sidste mange år.

Når f.eks. TV Avisen ringer og vil bruge mig som ekspert i et indslag, så er det naturligvis med til at blåstemple mig i den rolle jeg gerne vil have. Det har de heldigvis (for mig og mine virksomheder) gjort mange gange.

Det er langt mere troværdigt, når andre siger du er ekspert, end hvis du selv siger det.

I ugerne efter sådan et indslag, kan jeg mærke, når jeg snakker med nye og gamle kunder, at deres tillid til mig er steget. Ind imellem giver det uden tvivl en ekstra kunde eller to, og i forhold til de eksisterende kunder bekræfter det dem i, at de har valgt den rette mand til opgaven.

Omtale avler omtale – og links

Udover den positive effekt, som god omtale kan have, så avler den også mere omtale. Og i forhold til mit virke indenfor SEO ved jeg, at omtale også avler links – og som du sikkert ved, er netop links en af de vigtigste ranking faktorer i søgemaskinerne.

Særligt har jeg oplevet, at hvis du står frem med nogle lidt skarpe synspunkter i et interview i et større medie, så dukker andre medier efterfølgende op, og vil have mere af den historie.

Og effekten af dette kan holde meget længe. Jeg har ofte oplevet journalister ringe til mig årevis efter, at jeg har skrevet eller sagt noget markant om en sag, for at følge op på den, eller en relateret historie. 

Effekten er klart størst, hvis du tør stå ved nogle lidt skarpe holdninger og kan formulere nogle gode one-liners.

For et par år siden lavede jeg en større politisk analyse, for at se hvilke politiske partier der var mest synlige på nettet. Og ikke overraskende var resultatet at de to yderfløjspartier Enhedslisten og Dansk Folkeparti stak var noget mere synlige end de andre – selv større, partier.

Du kan læse den politiske SEO analyse her

Årsagen er netop, at de har de her lidt mere skarpe og kompromisløse udmeldinger. Nogle elsker dem. Andre hader dem og imellem dem opstår der diskussion. De sætter, så at sige agendaen.

Og i forhold til SEO virker det også. Nogle linker til dem og kalder dem idioter. Andre linker til dem og synes de er fantastiske. Men i Googles øjne er begge dele ”votes of confidence”. Google tager ikke stilling til om et link er negativt eller positivt ment, men blot at kilden er ”talk of the town”.

Jeg skød en kronhjort

Og nu må jeg heller afsløre historien om den her døde kronhjort …

For ja, der var faktisk ikke tale om en hest, men derimod en kronhjort. Og jeg må også skuffe og sige, at jeg faktisk ikke skød den. Ja, jeg havde slet ikke medbragt levende dyr på scenen, men fortalte blot en lille historie fra min tid i musikbranchen.

Musikbranchen lever i høj grad af PR. De bruger forholdsvis få penge på traditionel markedsføring. Så der er altid masser af snak om i den branche, hvordan man kan få sit band, eller nye plade, omtalt i medierne.

En dag var der en artisterne i et nyt band der sagde – det er da ikke noget problem at komme på forsiden af alle de store medier med vores band og den nye plade vi er ved at udgive. Alle kiggede på ham, nok med en anelse mistro, men dog også med en vis portion oprigtig interesse. Hvordan, spurgte forsamlingen nysgerrigt?

Jo, sagde ophavsmanden, det er sådan set meget enkelt. Vi holder pladereceptionen ude i dyrehaven. Vi sørger for, at der er masser af gratis sprut – så kommer journalisterne, og når de så alle sammen er samlet for at høre den nye CD, tager jeg et jagtgevær frem og skyder den nærmeste kronhjort. Bam! Så er vi på forsiden :-)

Ideen blev dog aldrig afprøvet i virkeligheden. Dels var resten af bandet nok ikke helt friske på den tur i brummen det kunne give, og dels var der også lidt moralske skrupler over at skulle nedlægge det uskyldige dyr, for egen vindings skyld.

Og ja, så er der jo også lige det, som jeg skrev om i starten af dette indlæg – al omtale er ikke god omtale!

For selvom det utvivlsomt havde givet bandet en fandens masse omtale – som de jo hungrede efter i forbindelse med udgivelsen af deres nye plade, så er det bestemt ikke sikkert, at det var blevet modtaget særligt positivt, eller at det i øvrigt havde først til at en masse ville købe pladen.

Og det er netop pointen.

Al omtale er ikke god omtale, og det er langt fra al omtale der fører til de handlinger, som du ønsker din målgruppe skal tage. Og så er omtalen, efter min mening, ligegyldig.

Fokuser på at skabe positiv omtale, omtale der styrker dit image, skaber tillid til dig og din virksomhed og som i sidste ende, kan få flere til at handle med dig og købe dine produkter.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op