Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

SEO virker ikke!

30.579 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 February 2014

I årevis er du blevet tudet ørene fulde af hvor fantastisk SEO er, og at du næsten helt ensidigt bør satse på det. Det gælder stort set lige meget hvilken virksomhed du driver.

Skriv tekster til søgemaskinerne – så mange du orker. Køb, byt og snyd dig til så mange links som du kan. Råb op – jo mere hysterisk jo bedre, i de sociale medier. Opmærksomhed for enhver pris.

Men er det virkelig sandheden? Er det virkelig rigtigt, at SEO altid er så fantastisk og at du skal satse så ensidigt på det? Kan det overhovedet betale sig for alle, at bruge resurser på SEO?

Nej, nej og atter nej!

Jeg er ked af at sige det. Hvis det er det indtryk du har fået af SEO, så er det helt forkert. Jeg vil derfor i dette indlæg forsøge, at sætte SEO i et lidt mere realistisk og korrekt perspektiv.

SEO virker … for nogle

Lad mig starte med det sidste – SEO kan ikke betale sig for alle. For nogle kan det. For mange. Men bestemt ikke alle.

Der kan være mange grunde til, at SEO ikke kan betale sig for en bestemt virksomhed – eller at det bare ikke betyder så meget.

Det kan f.eks. være, at der stort set ikke er nogle som udtrykker et ønske i søgemaskinerne, for det som du udbyder. Det kan ske hvis du lancerer helt nye koncepter, der endnu ikke er et erkendt behov hos din målgruppe. Hvis du opfandt en 5-hjulet bil, så ville der nok gå et stykke tid før folk begyndte at søge efter den. De ved jo ikke, at den findes.

Det kan også være, at der er alt for meget støj i dit søgemarked. Med ”støj” mener jeg, at for mange af dine keywords repræsenterer nogle helt andre ønsker, end det du tilbyder. Det kan f.eks. være svært for læger og plastikkirurger at ramme dem, der skal have behandlinger i og omkring kønsdelene – for alle de relevante søgninger er ”forurenet” af et mere pornografisk ønske end lægefagligt.

Et sidste eksempel er prisen. Hvis dem du konkurrerer med om dine keywords tjener meget mere på trafikken fra det end du gør kan det være umuligt at konkurrere med. Hvis dine konkurrenter f.eks. i snit tjener 20 kroner pr. søgebesøgende, og du kun tjener 2 kroner, så har de 10 gange så mange resurser, at gøre godt med.

10 gange så mange våben i en krig stiller dig temmelig svagt. I hvert fald hvis du forsøger at gå i direkte offensiv krig mod dem. Og endnu mere, hvis det er dem der nu ejer den position du vil erobre. Det slag står du til at tabe.   

Hvis du vil være seriøs med dine SEO-strategier bør du nøje overveje, hvad der er muligt i lige præcis dit (søge-) marked. Måske er SEO en virkelig god option. Måske er det ikke.

Min vigtigste pointe er, at du ikke skal tro blindt på dem der påstår, at SEO altid er godt, eller det du skal satse mest på. Du skal basere dine strategier på dit eget marked og din virksomhed.

SEO er et ”winners takes it all game”

Markedsførings-værdien af at ranke på side 25 på et keyword er så godt som nul. At forbedre dette så du kommer op på side 3 er jo en kæmpe forbedring – matematisk set, men markeds-føringsværdien i, at ligge på side 3 er bare stadig stort set nul. Det er først når du kommer op på side 1 at der for alvor er nogen værdi i det.

Det betyder, lidt forenklet sagt, at hvis du kun har budget til at øge dine rankings fra f.eks. side 10 til side 2 så skal du helt lade være – for dine penge vil være spildt. Det er først hvis du, i det mindste på nogle af dine keywords, kommer op på side 1, at du begynder at få værdi retur for din investering i SEO.  

Udfordringen er så, naturligvis, at det kan være svært at vurdere hvor mane resurser du skal afsætte, for at opnå nogle rimelige resultater i søgemaskinerne. Men ved at analysere de konkurrenter i markedet, der ranker bedst på dine keywords kan man som regel få en ret god indikation af hvor hård konkurrencen er – og der kan ud fra dette sættes nogle mål.

Jeg oplever desværre mange, typisk mindre, virksomheder, som i blind tro på SEO satser de sidste få penge de har ensidigt på SEO. Hvis den smule de har, er nok til at skabe tilstrækkeligt gode resultater er det jo godt, men det er bare langt fra altid tilfældet. Og hvis ikke det rækker til mere ende side 2-3 placeringer, og der ikke er flere penge, så er det hele spildt. Så havde det været bedre at købe annoncer for pengene. Selv med et lille budget havde det da trods alt bragt nogle få relevante besøgende til dit website.

Så min vigtigste pointe er – gå ikke ind i SEO-kampen med mindre du vurderer, at du har resourser nok til at vinde den. Eller som George C. Scott sagde: ”… no bastard ever won a war by dying for his country”.

Du kan få for meget SEO!

SEO er, i lighed med andre organiske metoder, lidt mere usikre end betalte markedsførings-kanaler. Gennem en god og vedholdende indsats kan man med de fleste organiske markedsføringsmetoder opnå langsigtede og forholdsvis stabile resultater. Men man er altid i risikozonen for, at dele, eller al, den organiske og gratis trafik fra en kilde – f.eks. søgemaskinerne, forsvinder i kortere eller længere tid.

Så det er min anbefaling, at du forsøger at holde andelen af organisk søgetrafik under de 10%-30% du sikkert ville kunne overleve, hvis det pludselig forsvandt. Naturligvis vil det gøre ondt, men du kan overleve – og det er det vigtigste.

Det er en forbandet risikabel strategi, at overdrage hovednøglen til din virksomhed til Google – hvilket du reelt set gør hvis din overlevelse 100% er afhængig af den gratis organiske trafik du får fra dem.

Hvis du i dag har en faretruende stor andel af organisk søgetrafik, så skal du naturligvis ikke løse det ved at reducere dette. Den trafik er jo god nok.

Du skal løse det ved, at øge mængden af anden trafik. Gør lidt mere i de sociale medier og få den (store og voksende) andel af den organiske trafik med derfra. Nogle sites oplever i dag ligeså mange besøgende fra sociale medier som fra søgemaskiner. Men køb også markedsføring, der hvor den er bedst – søgeordsannoncer (som f.eks. AdWords), banner annoncer, email annoncer osv.

Det vigtigste er, at du ender med et marketing mix der gør, at du kan overleve, hvis nogle af dine kanaler falder fra – ikke mindst de organiske.

De fleste bør overveje SEO

Frem for at påstå at SEO er rigtigt for alle, så er det nok mere korrekt at sige, at mange bør overveje SEO. Men det er vigtigt, at du tager ovenstående betragtninger med, når du gør dine overvejelser.

Mange virksomheder har stor gavn og glæde af deres investering i SEO. Andre har ikke. Du skal gøre dine egne erfaringer og finde det niveau der passer dig.

For de fleste virksomheder der sælger varer eller ydelser online er SEO vigtigt. Også for mange af dem, der mest sælger off-line. Men ikke alle.

De fleste bør således overveje SEO. Det gør du sikkert også. Det er klogt. Men det er uklogt, at bruge alle dine surt optjente penge på den forkerte måde på SEO – eller al anden markedsføring, for den sags skyld.

Jeg håber dette indlæg har hjulpet dig med, at tage lidt klogere SEO-beslutninger fremover. 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op