Hvad går det egentligt ud på? Virker det? Og kan jeg bruge det til noget?
I dette indlæg vil jeg fokusere på det første punkt: Hvad er Search Reputation Management – og hvad går det egentligt ud på?
Grundlæggende set handler Search Reputation Management om, at påvirke dit omdømme i søgemaskinerne, så din målgruppe oplever dig, dine nøglemedarbejdere, virksomhedens navn og varemærker mere positivt, når de søger i søgemaskinerne. |
Det er en kendt sag, at rigtig mange mennesker bruger søgemaskinerne, som en ud af flere måder, at researche forud for, at de skal tage vigtige beslutninger. Det kan være i forhold til et bestemt produkt eller varemærke de overvejer købe, om de skal handle med et bestemt firma, om de skal lave forretninger med nogle bestemte personer, om de skal søge et job hos dig, om de skal bo et bestemt sted eller rejse til en bestemt by. I alle tilfælde bruger de fleste søgemaskinerne, når den slags skal afklares.
Hvis det de finder om dig, dine medarbejdere, produkter, virksomhed eller varemærker er tilstrækkeligt negativt, så fravælger de dig. Så enkelt er det. Omvendt kan en overvægt af positive resultater betyde at de vælger netop dig – på bekostning af dine konkurrenter.
Indenfor SEO er fokus som regel, at få en bestemt side på dit website til at ranke så højt som muligt på det, eller de, mest relevante keywords. En topplacering giver dig synlighed, trafik og (forhåbentligt) flere salg. Det er i hvert fald som regel det der er målet – og derfor det, som der naturligvis er den primære opmærksomhed på og benchmarking af.
I Search Reputation Management ser vi mere detaljeret på, hvordan hver enkelt link påvirker målgruppen – altså hele søgeresultatet, frem for bare din placering. Typisk kigger vi på top 20-30 – meget dybere end det dykker de færreste ned. Vi ser så på hver enkel link i søgeresultaterne og vurderer hvordan det vil påvirke målgruppen.
Det er den samlede oplevelsen som målgruppen får vi så forsøger at påvirke, på en måde der gavner virksomheden.
Men hvad involverer Search Reputation Management egentligt?
Mange tror fejlagtigt, at Search Reputation Management alene handler om, at skubbe nogle negative resultater ned i søgeresultaterne – eller helt ud. Det kan godt være en del af opgaven, men det hverken starter eller slutter her.
De fleste af de Search Reputation opgaver jeg har siddet med, starter med at afdække situationen, analysere forholdende meget detaljeret og så ellers lægge en plan for, hvordan de ønskede mål kan opnås.
Nogle gange er udgangspunktet en kunde, der har fundet nogle meget negative links i søgeresultaterne, som de gerne vil have væk. Så kan jeg starte med at dykke direkte ned i det. I andre tilfælde er det en kunde der i forvejen bruger mange penge på branding og har indset (klogt nok!), at de bør ”beskytte” deres brand noget bedre i søgemaskinerne. Så skal der som regel nogle lidt bredere analyser til.
Når de første analyser er lavet og der er lagt en god strategi, så skal der eksekveres. Planerne skal føres ud i livet. Og det er bestemt ikke altid let.
Der arbejdes i Search Reputation Management med en meget bred vifte af værktøjer og strategier – lige fra stævninger, ”hemmelige” opkøb og udbredelse af positive historier, over dedikeret SEO, SEA (f.eks. AdWords), SMM, PR og en høj grad af ”social engineering”.
Der arbejdes både med, at gøre de negative ting mindre synlige – og de positive ting mere synlige. Der sidste glemmer mange folk. Det er ikke nok, at alt det ”grimme” er væk, hvis der ikke er noget ”pænt” (og troværdigt) at se på i stedet for.
Search Reputation Management handler ikke om nødvendigvis at ”udrydde” al negativ omtale. Det er også et urealistisk mål. Det handler om, at tippe balancen, så der er mere af det positive, og mindre af det negative (begge dele, naturligvis helt subjektivt set fra din synsvinkel).
Jeg har tidligere skrevet et indlæg på min danske blog med ”6 sikre skridt på vej mod Search Reputation Management” med lidt flere detaljer om arbejdet.
Search Reputation Management er ”Search Branding”!
Search Reputation Management minder på mange måder, om det arbejde som lobbyister, PR-eksperter og spind-doktorer også udfører. De arbejder så bare som regel ikke så dedikeret med online medierne – og stort set ikke direkte med søgemaskinerne.
Både ovenstående grupper – og os der arbejder med Search Reputation Management, forsøger at påvirke den relevante del af omverden til at se tingene fra vores vinkel. Ja, man kan vel godt sige, at vi forsøger at manipulere folk.
Jeg ved godt, at der er mange som har et problem med netop det ord ... ”manipulation”. Men det er jo det vi gør. Og det mener jeg ikke der er noget galt i. Det er vel netop en af grundpillerne i vores demokrati – retten til, at forsøge – gennem lovlige midler, at overbevise andre om, at de skal tænke og handle som os.
Hvis du vil lære mere om Search Reputation Management, så følg med i bloggen her – og tilmeld dig gerne (ude i højre side), så får du besked hver gang der kommer mere. Og mere kommer der ...
Indtil da er du meget velkommen til at spørge løs nedenfor, hvis du har spørgsmål om hvad Search Reputation er.
Hyg dig indtil næste gang ....
Mikkel deMib Svendsen