Bliv gratis medlem
Svaret er naturligvis ja – men for en del mænd er følelser noget farligt noget.
De har oplevet, at når de viste følelser i deres familie,
har andre mænd (eller kvinder) set på dem og grinet af dem eller hånet dem for
det.
For nyligt havde jeg en mandlig klient i min terapi – vi kan jo kalde ham Frank
– som fortalte, at da han var 10 år blev familiens hund kørt over. Frank græd
som pisket da han kom ud foran familiens hus og så hunden ligge død. Ingen tog
sig af ham. Selvom flere voksne stod der også, var der ingen som kom hen og tog
om ham, udtrykte forståelse for hans sorg eller selv gav udtryk for sorg. Han
stod bare alene med tårerne trillende ned af kinderne.
I de følgende dage, havde Frank let til tårer. Et par dage
efter ved aftensmaden fik de medister og Frank huskede, hvordan hunden havde
sneget sig ind under bordet når de fik medister og krattet ham blidt på benet
for at få en bid og han havde i ubemærkethed stukket den et stykke. Mindet
bragte tårerne frem i øjnene og det så hans far og sagde brysk: ”Nu er køteren
sgu død, du må se at komme videre. Der er ingen der gider se på sådan en
flæbetøs!”
Frank var vant til faderens bryske facon, men blev ked af at blive nedgjort og
hånet og græd endnu mere, hvortil faderen rejste sig, stak ham en flad og
sendte ham ind på værelset med besked om at han kunne komme ud når han var klar
til at opføre sig som en mand.
At Frank aldrig i sit voksenliv viste noget menneske sorg og
sårbarhed kommer nok ikke som nogen overraskelse. Men det som er virkelig skidt
ved eksemplet er, at hvis man lukker af for sorg, så lukker man lige så stille
af for glæde også og enten også andre følelser, eller også bliver de
forstærket. Og det betød at Frank havde svært ved at vise sine følelser overfor
for eksempel sin kone.
Da han kom i terapien var det fordi hans kone havde påpeget, at hun var træt af
at enten sagde han ikke en pind, eller også var han vred eller liderlig. Da hun
sagde det, var det som at få en spand koldt vand i hovedet for ham, men i maven
kunne han mærke at det var rigtigt og han besluttede sig for at gøre noget ved
det.
At håndtere følelser dårligt er ligeså skidt som slet ikke at håndtere dem. Jeg har ofte mænd i min terapi, som fortæller at de som barn var alene når de var kede af det eller vrede og at deres forældre ikke viste følelser og på den måde gjorde det "klart", at følelser er noget man holder for sig selv og som man skal undgå.
Alle mennesker, mænd såvel som kvinder, indeholder grundfølelserne; sorg, glæde, vrede, seksualitet og angst. Det lille barn har evnen til at vise dem helt uforbeholdent og hvis vi kan håndtere det som forældre og give barnet lov til at udtrykke sig, vil barnet vokse op og blive en voksen, som er god til at vise følelser, til at sige til og fra – og ikke mindst – til at passe på sig selv. Ikke blive stresset, sørge for at pleje sig selv og finde ressourcer til glæde, energi og overskud. Men der er altså en sammenhæng mellem evnen til at vise følelser og evnen til at passe på sig selv og ikke sjældent er de personer som kommer i klinikken på grund af stress, helt eller delvis ude af stand til at vise deres følelser. Og det kan være grænseoverskridende og udfordrende at begynde at gøre op med forældrenes ”indoktrinering” om at visse følelser ikke er velset.
Det kræver mod. Og heldigvis oplever jeg at nordjyske mænd er meget modige!
Mette G. Andersen
Psykoterapeut MpF
Opret bruger