Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Har du en depression?

1.383 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
28 November 2009

 

Depression er en alvorlig, men desværre almindelig sygdom, der næsten altid kan behandles. Alligevel undlader alt for mange at søge behandling – ofte på grund af uvidenhed om symptomerne eller fordomme om at det er svagt eller skamfuldt at have en depression og ikke kunne klare det hele.

Den påfører din krop og sjæl store lidelser, isolerer dig og påvirker din evne til at tænke, huske og koncentrere dig.

Eksperterne mener at hver femte af os på et eller andet tidspunkt rammes af en depression.

Det betyder, at mange af os gennem livet vil stifte bekendtskab med sygdommen. Enten fordi vi selv rammes, eller fordi en kollega, ven, nabo eller et familiemedlem udvikler en depression.

En depression kan godt gå over af sig selv, men chancen for at nye depressioner dukker op senere bliver så meget større. Det er en voldsom forringelse af livskvaliteten hos den enkelte.

Ubehandlede depressioner har en risiko for at udvikle sig til dybere depressioner, der så igen kan udvikle sig til udbrændthed, langtidssygemeldinger og udskydning af jobmarkedet. Det er store omkostninger, både for den enkelte, for den enkeltes familie og for samfundet.

En depression kan udspringe af flere ting, men en længerevarende stress tilstand er en af de mest almindelige årsager. Det betyder, at hvis du over længere tid presser dig selv for hårdt på arbejdet eller ikke passer på dig selv i det parforhold du er i, så er der en risiko for at udvikle en depression.

Jeg har i min klinik en del par, hvor problemerne har hobet sig op gennem en årrække og hvor den ene part har fået en depression. Det er ikke altid personen selv har opdaget det, men når parret kommer i min klinik og jeg nævner muligheden og opfordrer til at gå til læge, så hører jeg ofte ”Jeg har selv tænkt på det. Jeg kunne godt mærke der var noget galt.”

Depressions symptomer viser sig meget forskelligt hos mennesker, men som regel er der nogle fælles symptomer for mennesker med depressioner.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har en depression, så prøv at udfylde skemaet på www.terapi-nord.dk/depressionstest.pdf, print det ud og tag det med til din læge. Har du en depression og er under 37 år, så kan du få en henvisning til behandling hos en psykolog med tilskud.

Det kan være en rigtig god idé at tage familien med til lægen eller psykologen hvis du får konstateret en depression, fordi det kan være svært at forstå, hvad det er der sker for den ramte og svært at tilbyde sin hjælp og finde balancen mellem krav og forståelse. Den ramte ser jo ikke ud til ”at fejle noget”, men er drænet for energi og mangler ofte overskud til at klare de mest simple hverdagsopgaver.

Når jeg har personer med depression i terapi, giver det sjældent mening at have partneren med andet end for at oplyse om depressionen og hvordan familien kan forholde sig under behandlingsforløbet. Det kan stille store krav og være rigtig svært for partneren at støtte og frede den syge betingelsesløst, hvis der er gnidninger i forholdet i forvejen.
Derfor er det vigtigt, at de pårørende også lærer hvordan de kan passe på sig selv.

Behandling af en depression er medicin og/eller terapi. Ved en let depression er det som regel ikke nødvendigt at medicinere, men ved en moderat eller svær depression kan det være en god idé at give medicin i en periode, dog altid kombineret med terapi. Det er altid lægen der vurderer om medicin er hensigtsmæssigt.
Hvis du ikke er under 37, må du selv betale for terapien. Regionerne har foreslået, at der med den nye finanslov ikke skal være nogen aldersgrænse og det giver god mening, men om det bliver ændret vil tiden vise. Vent ikke med at kontakte en psykolog eller terapeut, for der er ind imellem ventetid hos de dygtige psykologer og terapeuter og du kan derfor risikere at skulle vente flere måneder med den første konsultation.

Hvis du er tæt på en person der har en depression, skal du vide, at det er meget svært for vedkommende selv at være opsøgende og bede om hjælp. Derfor nytter det ikke at sige ”Du siger bare til hvis jeg kan gøre noget”. Du skal selv frem i skoene og tilbyde at ordne praktiske gøremål eller lægge øre til. Jo mere konkret du er, jo nemmere er det for den syge at forholde sig til. F.eks. kan du sige: ”Jeg vil gerne komme lørdag formiddag og lige støvsuge og købe ind, er det i orden?”

Hvis du har en depression, kan det sandsynligvis forklare, hvorfor du har haft det så elendigt og så kan du komme i behandling, så dit liv ikke skal være på standby og du kan komme videre.

Mette G. Andersen
Psykoterapeut MpF
www.terapi-nord.dk 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mette skriver Skriv dig op