Jeg er aktiv i flere fora på nettet.
Både aktiv læser og i perioder aktiv besvarer. Jeg følger flere personer og virksomheder, der enten inspirerer mig eller giver mig nyttig viden. Jeg føler jeg kommer vidt omkring... men… Jeg har også fulgt med i tendensen til øget personal branding. Flere og flere gør næsten mere ud af at fremvise deres egen person og dermed også deres evner - end at promovere det produkt eller den ydelse de tilbyder. Det er nok naturligt i krisetider, at vi forbrugere og iværksættere har et stigende behov for positive inputs og at høre historier om de personer "for hvem det lykkedes". Så vi har lidt at smile af og nogen at se op til. Hvis man som jeg ikke er den bedste til at stå frem og reklamere for sig selv, sygner man lettere hen i mængden og drukner i andres massive forsøg på at gøre opmærksomme på sig selv.
Jeg besluttede derfor at melde mig ind i et ”rigtigt” netværk.
Komme ud og møde andre i den virkelige verden. Tale om arbejde og udfordringer, høre andres historier, skabe kontakter og hjælpe til. Jeg brugte en del til på at søge på nettet. Netværk opdelt i brancher, interesser, efter geografisk beliggenhed etc. Men syntes ikke rigtig jeg fandt noget jeg havde lyst til at springe ud i. Noget tid senere blev jeg ringet op af min flinke onkel, der havde hørt om min interesse for at networke, en dag da vi kom til at tale om ”Rotary”, et netværk han har været medlem af i årevis. Han havde netop haft en længere samtale med en kvinde, der kort tid forinden havde startet en lokal afdeling op af et landsdækkende netværk.
Han sendte mig et link til deres medlems side.
Min første tanke: "der er godt nok meget lilla på den her side! Hvad mon de ønsker at signalere ved det?" Efter et kort blik på banneret i toppen, gik det op for mig at netværket alene er for kvinder.... Kvinder!
I mit flerårige virke som konsulent i stålbranchen, er det yderst sjældent jeg støder på andre kvinder. Jeg møder næsten udelukkende mandlige håndværkere, sælgere, konsulenter og chefer. Når jeg af og til øjner en kvindelig sælger, er det desværre ofte den lidt grå og sure af slagsen eller også er der tale om leverandør besøg. (overdrivelse fremmer forståelsen) Jeg samarbejder med andre ord næsten udelukkende med mænd og alene tanken om et rum fyldt med kvinder... tja, det første der faldt mig ind var "hønsegård" og "jammerbugt". Men til mit forsvar er jeg en håndværker pige og ved nok ikke bedre. Nu bestod udfordringen jo i at netværke med andre i den virkelige verden og ikke bare online. Måske kunne der i denne personlige udfordring også indgå: at blive bedre til at samarbejde med andre kvinder? Jeg meldte mig til og afventede nærmere.
Kort tid efter modtog jeg flere info om netværket.
Og deriblandt også en invitation til deltagelse i det næste netværksmøde. Nu følte jeg mig nærmest overvældet af tanker om praktiske gøremål. ”Jeg skal have fat i en barnepige, hvordan er de mon, de andre i gruppen? Hvad interesserer dem? Hvordan mon de ser ud? Har de alle lange røde negle og Gucci tasker? Hvad tager man på til sådan et netværksmøde??” (man er vel kvinde).
Første netværksmøde:
Så kom dagen for det første møde. Vi skulle mødes om aftenen, i hyggelige omgivelser. Jeg gik ind af døren og kiggede nysgerrigt rundt i lokalet. Der sad en gruppe kvinder og kiggede nysgerrigt tilbage (jeg var den eneste nye deltager dén dag).
Mødet startede med, at alle deltagere kort fortalte lidt om dem selv og deres arbejde / forretning. En elevator tale. Her kunne jeg erfare at de alle beskæftigede sig med forskellige brancher. Men ét havde de til fælles – man kunne mærke at de virkelig brændte for det de lavede. Hele aftenen var der en super atmosfære og en energi jeg sjældent har oplevet. Alle var så positive og ivrige efter at finde ud af hvordan de kunne bistå andre og modtage hjælp til at drive deres forretning til det næste trin eller udvikle sig videre personligt. Jeg gik derfra med armene i vejret og har haft ret svært ved at få dem ned igen. Jeg er spændt på hvad jeg kan tilbyde netværket og glæder mig til at få en masse retur.
Hvad får du ud af at netværke?
Jeg ser mange muligheder i at være medlem af et givende og inspirerende netværk. Hvilke muligheder ser du? Er du medlem af et netværk? Hvis ja – hvorfor? Og hvad får DU ud af det?
Mvh.
Mathilde Andersen
Webmontøren
Medlem af WIB Danmark (women in business)