Anti-iværksætterånd i skolereformen

Det er ikke just i folkeskolen, at næste generation får tændt deres iværksætterlyst – det har vi længe været klar over. Nogle synes det er ærgerligt (herunder mig), mens andre mener, at den slags specialisering må finde sted senere i livet. Det har jeg sådan set vænnet mig til, men her forleden læste jeg om den nye skolereform, og det tog manglen på iværksætterånd i folkeskolen til et helt nyt niveau.

Et centralt punkt for regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er at komme af med de såkaldte ”arbejdstidsregler”. KL’s chefforhandler Michael Ziegler udtaler i et interview med bladet Folkeskolen: ”Udgangspunktet er et tilstedeværelseskrav” – dvs. at lærerne skal opholde sig på skolen de fulde 37 timer, i stedet for som i dag at kunne lave deres forberedelse hjemmefra. Herefter fortsætter interviewet således:

Interviewer: ”Hvordan vil I sikre, at lærerne har plads til at arbejde på skolen?”

Michael Ziegler: ”Det skal man finde ud af lokalt. En arbejdsplads i dag er grundlæggende en laptop. Og så skal man selvfølgelig have en god stol at sidde på og et bord med mere. Der er jo plads på en skole. Jeg tænker ikke, at det i praksis vil være det store problem”.

Interviewer: ”Hvordan vil den enkelte lærer ude på skolen opleve forskellen?”

Michael Ziegler: ”De vil komme til at arbejde lige så meget som i dag. De vil som udgangspunkt komme til at være i deres fulde arbejdstid på skolen, og de vil opleve deres skoleleder i en tydeligere ledelsesrolle”.

Jeg var rystet efter at have læst dette, og det er jeg sådan set stadigvæk. Jeg har ingen nære der er folkeskolelærere, og jeg husker min egen folkeskoletid sådan at halvdelen af lærerne var gode, og at den andel halvdel burde have været afskediget. Så mit ærinde er ikke at ”beskytte” lærerne. Dem der ikke performer skal ud – som i enhver anden organisation. Men et ”tilstedeværelseskrav” er den helt forkerte medicin, og hvis der er problemer med engagement og kompetence i dag, forstærker et sådant krav kun disse problemer.

De bedste iværksættere, ledere og organisationer i dag arbejder med præstationskrav, ikke tilstedeværelseskrav. Der opstilles mål og dem skal medarbejderen levere på. Får medarbejderen størst mulig frihed til selv at finde ud af præcist hvordan målene skal nås, så bliver motivationen, kompetencen og dermed resultatet det bedste. Det er svært at finde en der ved noget om ledelse, der vil påstå at fokus på ”tilstedeværelse” er vejen til toppræstationer i videnssamfundet.

Og det med rette. Regler og kontrol umyndiggør mennesker og hæmmer os i at finde ægte glæde og passion ved vores arbejde. Flertallet af lærere er (i hvert fald inden systemet og den her slags tænkning ødelægger det) engagerede og vil gerne – frivilligt – gøre et godt stykke arbejde. Når deres arbejdsgiver siger til dem ”det vigtigste for mig er at du er tilstede på skolen” siger man samtidig indirekte ”for jeg tror ikke du laver særlig meget når du er ude af mit synsfelt”.

Det er selvfølgelig en illusion at tro, at medarbejdere bliver effektive og dygtige bare fordi de sidder i deres arbejdsgivers bygning. Hvis KL har ret i at for mange lærere dovner den af, så skal der andre midler i brug end dem der p.t. er på tegnebrættet – det ved enhver virksomhedsleder. Løsningen går gennem en stærkere fælles vision, klare præstationsmål for alle, opfølgning på målene – og afskedigelse af dem der ikke performer. At skære over en bred kam og behandle alle sine medarbejdere som uvorne unger er at sætte kurs direkte mod afgrunden.

Som iværksætter bestemmer jeg selv hvor og hvornår jeg vil lave mit arbejde. Nogle gange er det på kontoret, andre gange på en bænk i skoven, eller i min egen bolig. Jeg har udviklet en erfaring med, hvilke slags opgaver der bedst løses hvor. Er det fx noget der kræver meget ro, så bliver jeg hjemme. Uforstyrret kan jeg ofte lave meget høj kvalitet – et niveau jeg kun sjældent kan matche på kontoret, hvor jeg til gengæld er meget bedre til at udføre de opgaver der involverer samarbejde med mine kolleger.

Selvfølgelig skal lærerne være meget af deres tid på skolen – de skal undervise eleverne og interagere med deres kolleger. Men hvorfor er det at regeringen og KL vil bestemme hvorhenne den enkelte lærer skal lave sin forberedelse? Jeg kan sagtens forestille mig at det er mere effektivt at læse 22 dansk stile hjemme i lænestolen kl. 20-23 når ens egne børn er lagt i seng, end kl. 13-16 henne på skolen, hvor der er heftig aktivitet.

Det afhænger selvfølgelig meget af rammerne. Hvis læreren privat bor i kollektiv, og skolen stiller gode individuelle kontorer til rådighed, så kan det meget vel være på skolen der er mest ro. Men har du været på en skole for nylig? Min datter begyndte for et halvt år siden i børnehaveklasse, og forleden skulle hun være på skolen så få timer, at jeg besluttede at slå min laptop op og arbejde der, i stedet for at køre hen på mit kontor.

Hold da op, der sker mange ting på en skole med 753 elever og ca. 65 lærere! Jeg fandt et nogenlunde roligt sted på biblioteket, men også der kom klasserne skiftevis på besøg – heldigvis da. Min følelse efter denne dag ”tilstede” på en skole var absolut ikke, at det er et sted der emmer af ro og uudnyttede kontorfaciliteter.

Når Michael Ziegler siger ”det må man finde ud af lokalt” så synes jeg det er både nonchalant og uovervejet. Hvis der på en skole arbejder 100 lærere, så vil ca. 40 af dem på et givent tidspunkt være i gang med forberedelse. 40 personer der skal arbejde kræver et kontorlokale på ca. 600 kvadratmeter. Det ved jeg for det er nemlig det antal vi selv sidder hos Rainmaking, og den størrelse lokale vi har. Der er absolut ikke for god plads, og ofte er der uro. Men det fungerer i det store og hele fint. Min pointe er, at skolerne ikke har så store uudnyttede kontorfaciliteter stående. Det regeringen og KL er i gang med er enten at afskaffe alt der hedder ordentlige arbejdsforhold, eller at igangsætte et af de største offentlige anlægsprojekter i nyere tid.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke kender den rigtige blanding af undervisningstid, mødetid og forberedelsestid. Som udenforstående er det nok nemt at tænke, at lærerne da bare skal undervise vores børn noget mere – og at det må kunne lade sig gøre at skære ned på alle de møder og al den forberedelse. Og måske det er muligt, det kræver mere indblik i detaljerne end jeg har.

Men jeg prøvede at kigge min egen kalender igennem for de sidste par måneder, og selvom jeg synes at jeg har været ganske effektiv, så må jeg indrømme, at en stor del af tiden også for mig er hvad man kan karakterisere som ”forberedelsestid”. Så måske er der noget om snakken, når lærerne siger at det tager tid at forberede sig til 7 forskellige fag, og forholde sig til 100 individuelle elever. Jeg vil i hvert fald gerne forholde mig åbent til det spørgsmål, indtil jeg ved noget mere. Og måske har undervisningsministeren ret i at lærerne godt kan undervise 18 i stedet for 16 klokketimer om ugen.

Det der sender min puls nordpå er det syn på ledelse, effektivitet og motivation der afspejles når regeringen og KL gør et ”tilstedeværelseskrav” til det centrale i en ny storstilet skolereform. Det risikerer at skræmme de sidste få erhvervsorienterede og iværksætter-mindede lærere langt væk fra folkeskolen. For her er ”stempel ind og stempel ud” mentalitet som på industrisamfundets fabrikker. Men en folkeskole er ikke en fabrik. Det er en vidensinstitution, hvor vi vil have de bedste, de mest passionerede og dygtigste lærere til at undervise vores børn. Ikke dem der har så få andre alternativer, at de vil finde sig i at blive behandlet som uvorne unger.