Kineserne kommer – håber jeg

De sidste 10 år har der været skrevet og sagt meget om ”det kinesiske mirakel”. Om hvordan den kinesiske økonomi buldrer frem, og kæmpebyer som Shanghai skyder op af jorden. Hvordan kinesiske interesser spreder sig over hele kloden via opkøb og investeringer. Jeg bliver altid glad når jeg læser den slags – men de fleste omkring mig bliver tilsyneladende snarere bekymrede eller måske endda bange og vrede. Derfor følte jeg her til morgen behov for at forklare mit perspektiv.

De bekymringer jeg hører oftest når Kina er samtaleemnet er følgende:

-       ”Hvad skal vi leve af i fremtiden, når kineserne overtager vores arbejde?”

-       ”Kina bliver verdens største økonomi og vi sakker agterud”

-       ”Der er ikke nok energi og råvarer i verden til os alle hvis kineserne skal have samme forbrug og velfærd som os” 

Den første af disse tre bekymringer er misforstået, den midterste er ikke et reelt problem – og den sidste er så usympatisk at jeg tvivler på at nogen reelt kan mene dette efter at have tænkt sig om. Lad os tage dem en af gangen – men først se på situationen helt ovenfra: 

Kina er en af verdens ældste civilisationer og har været relativt rigere end os danskere i langt den største del af verdenshistorien. Mens vi stadig boede i jordhuler lavede kineserne Ming vaser og diskuterede filosofi. I nyere tid aftog farten for Kinas udvikling, og det gik helt galt op gennem 1900-tallet. Først gennem en række voldsomme krige med Japan (med Japan som den primære aggressor), og derefter en ødelæggende kulturrevolution og forfærdelige magthavere med Formand Mao i spidsen. Kina blev sat markant tilbage, mens Europa (og USA) stormede frem. Og sådan endte vi hvor vi er i dag med et fattigt Kina og et rigt Danmark.

Ja, Kina er absolut et fattig land. Deres BNP per indbygger er under en 10. del af vores (ifølge International Monetary Fund var BNP per indbygger i 2011 59.709 USD i Danmark og 5.417 USD i Kina). Det glemmer vi ofte når vi bliver præsenteret for billederne af skyskraberne i Shanghai og Den Himmelske Fredsplads i Beijing. Når der skal vises fattigdom i Østen bliver det af en eller anden grund altid billeder fra Indien, Bangladesh eller Philippinerne der rammer skærmen. Og bevares, der er meget fattigdom disse steder, jeg har selv været på rundrejse i både Indien og Bangladesh. Men i Kina ude på landet, og bag kulissen i storbyerne, er der sandelig også fattigdom. Den historie er bare druknet i overskrifterne om ”det kinesiske mirakel”.

Så når vi taler eller tænker dårligt om Kinas fremgang, så lad os huske os selv på hvad det egentlig er vi gør: vi taler for at andre mennesker skal holdes nede i fattigdom. At de ikke må få de goder som vi i vores del af verden tager for givet.

En kinesisk bonde står i en desperat situation hvis høsten slår fejl. Kinesiske børn ned til 6 års alderen arbejder på fabrikker fordi deres familier mangler penge. Den slags er der selvfølgelig ingen af os der ønsker, men hvis vi i vesten fik vores vilje derhen at fremgangen i Kina stoppede, så ville det blive ved med at være tilstanden. Der er behov for at det går meget bedre i Kina, ikke dårligere eller uforandret.

Men hvad så med vores jobs her i Danmark?

Det er en misforståelse at fremgang i andre lande samlet set resulterer i færre jobs i vores land. Når vi eksporterer meget til USA, Tyskland og England er det fordi disse lande har haft så meget fremgang, at de har fået råd til at købe varer og serviceydelser af os. Omvendt skaber Afrika ikke mange jobs til os, fordi de ingen penge har at købe for.  

Selvfølgelig mister vi mange arbejdspladser til Kina. Det har vi gjort i årevis. Da jeg var barn blev en del legetøj stadig lavet i Danmark. Det gør det stort set ikke mere. Kig på et stykke legetøj og der er 95% sandsynlighed for at der står ”Made in China” i bunden. Så der er klart nogle mennesker som tidligere arbejdede med at producere fx legetøj her i Danmark, som i dag har fundet et andet arbejde. Og netop det med at finde et andet arbejde er hele pointen. Der er intet i vejen med forandringer. En forandring bliver kun et problem, når vi modsætter os den. Mist dit arbejde, genopfind dig selv, og find et nyt arbejde og en ny passion. Det involverer læring, og betyder at vi holder os selv i live og i fart længere. Nogle kan ikke klare opgaven, og det er selvfølgelig synd. Dem skal vi støtte og hjælpe – samtidig med at vi minder dem om, at de har et stort potentiale og at de skal give sig selv en chance mere. De få der stadig ikke kan komme videre, må vi forsørge – for det er den danske model, og den som flertallet af os bakker op om. 

Men heldigvis overstiger de positive virkninger af fremgang i andre lande (herunder Kina) langt de negative. Dels gennem eksport, men også gennem at vi får lettere og billigere adgang til mange af de værktøjer og ressourcer som vi har brug for, for at kunne udføre vores eget arbejde godt og effektivt. 

Jeg skriver fx denne tekst på en laptop som er ”Designed in California. Assembled in China”. Hvis mit vigtigste arbejdsredskab i stedet skulle have været produceret i Viborg eller i Slagelse ville det have været markant dyrere, og jeg havde enten købt et dårligere redskab eller været nødt til at bruge færre penge på andre ting. Når andre lande bliver rigere og dygtigere så gavner det også os. Tænk på hvordan vores hverdag ville have været, hvis vi var det eneste rige land, og alle andre lande var ulande. Hvilken type bil ville du have kørt i, hvor udviklet ville internettet, medicin og underholdning være?

Der er ingen grund til at tro, at der ikke fremover vil være brug for os og det vi kan. Vi danskere har den store styrke, at vi har lært at tænke kreativt og selvstændigt. Det lærer man ikke i det kinesiske skolesystem. Dem der er opvokset og uddannet i Kina har voldsomt svært ved at være kreative og skabe innovation. Mens mange af de kinesere der er opvokset i vesten er beriget med en stærk kombination af drivkraft og kreativitet. Vi i vores del af verden har masser at bidrage med, og heldigvis værdisættes vores slags kompetencer højt (du tjener mere på at udtænke den næste teknologi, service eller gadget end du gør på at producere den).

Miljøet kan ikke holde til det

Først må vi sondre mellem to slags forurening: 1) luft-, jord- og vandforurening, og 2) CO2 udledning og energiforbrug.

Mht. nr. 1 så er det næsten altid landene på et ”mellemstadie” der laver det værste svineri. De helt fattige lande har ingen produktion, og gør ikke meget væsen af sig. Men så stiger produktionen og i starten tænkes der ikke meget på miljø, arbejdsforhold og etik. Der skal bare produceres noget, og tjenes nogle penge. Det er Maslows behovspyramide i praksis: vi mennesker begynder først at bekymre os om miljøet og den slags langsigtede hensyn når vi har fået dækket vores basale behov. I takt med at et land bliver rigt, begynder miljøhensyn gradvist at fylde mere. Til sidst ender det som i Danmark, hvor vi ikke vil acceptere miljøsvineri, for hvorfor skulle vi det? Vi har råd til pæne og rene omgivelser, og det er vigtigt for os at give en god planet videre til vores børn. Når kineserne sviner ad H til, så er det ikke fordi de er for rige, det er fordi de stadig er for fattige til rigtig at prioritere deres miljø.

CO2 udledningen og energiforbruget er en anden sag. Her er det de rige lande der skaber de største problemer. Problemet er dog at ”de rige lande” stadig ikke er rige nok. Den her slags miljøproblemer er mindre håndgribelige end en beskidt flod, fisk fyldt med kviksølv og asbestlunger. Det tager længere tid før de negative konsekvenser rammer os, og derfor har vi brug for at have lidt mere styr på vores grundbase før flertallet af os for alvor tager fat på problemet. Den finansielle krise har udskudt den tilstand for en stund, og med nye store oliefund i USA og andre steder i verden, er manglen på olie heller ikke truende. Igen er problemet ikke, at Kineserne bliver for rige, problemet er at vi alle stadig er lidt for fattige til for alvor at prioritere problemer der ligger et par generationer ude i fremtiden.

Hvis problemet indhenter os før vi kan nå et løse det, og vi dermed reelt er nødt til at have mindre samlet produktion og forbrug på jordkloden, så er der efter min mening ingen rimelighed i at jeg skal have sommerhus, bil og masser af flyrejser mens den kinesiske bonde ikke må få et køleskab. Hvis en sådan situation virkelig indtræffer så mener jeg det eneste rimelige er at vi må deles om miljøkvoterne, i hvert fald i et mere ligeligt forhold end det i dag er tilfældet. Men dertil behøver det ikke komme: det ”eneste” vi behøver at gøre er at fortsætte vores teknologiske udvikling, så varer det ikke længe før vores energi- og CO2 problemer er en saga blot. Fortsat fremgang og udvikling – i så stor en del af verden som overhovedet muligt – er en del af løsningen, ikke en del af problemet. På den baggrund ønsker jeg Kina tillykke med deres udvikling over den seneste årrække, og håber absolut at deres fremgang fortsætter.

Det betyder ikke, at jeg elsker alt ved Kina. Og for en god ordens skyld; jeg har ingen relationer til Kina, som gør mig uvildig. Jeg synes absolut der er brug for både demokrati, reformer og ytringsfrihed i Kina. Jeg synes de burde droppe idéen om et kinesisk Tibet, og i det hele taget løsne lidt op og lave mere sjov med sig selv. Generelt set skulle de vise deres børn mere ubetinget kærlighed, og de burde sløjfe alt det udenadslære – det skaber alligevel ingen værdi i en verden med Internet og Google. Der er meget at forbedre i Kina. Men heldigvis går det overordnet set den rigtige vej.