Korrekt løn til tiden - Hvor opstår fejlene?

Skrevet af:
30. august 2017 | 1.921 Visninger | 0 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du? :

Svaret på det spørgsmål er enkelt: Jo længere data er fra kilden, dvs. medarbejderen og nærmeste leder, og jo flere manuelle processer der indgår i lønprocessen, jo flere fejl opstår der.

I arbejdet med lønudbetalinger drejer det sig grundlæggende om at få korrekt løn ud til medarbejderne til den rette tid - gerne så enkelt og effektivt for virksomheden som muligt.

Der er i min bog ingen tvivl om, at man får den mest effektive lønproces af højest mulig kvalitet ved at få automatiseret flest muligt at processerne. På den måde spares medarbejderne for besvær og utilfredshed med fejludbetalinger, og virksomhederne undgår ærgerlige fejl, der øger deres lønomkostninger unødigt og spilder administrative lønkroner på godt gammeldags “bøvl”.

En af forudsætningerne for det er, at opdateret og korrekt input til lønnen er til rådighed. Jeg vil fremhæve fem områder, der ofte giver anledning til fejl i lønnen, og som kan betyde mistede indtægter for medarbejderen eller øgede udgifter for virksomheden:

1) Forkerte stamdata

Medarbejdernes stamdata skal altid være korrekte og opdateret. Det gælder basisoplysninger som navn, adresse, kontonummer, evt. pårørende o.l.

Alt for mange gange sker der f.eks. fejl i udbetalingen af lønnen fordi, der er indtastet et forkert kontonummer og efterfølgende skal der bruges mange ressourcer på at få trukket pengene tilbage og efterfølgende indbetalt på den rigtige konto. Med heraf følgende besvær for virksomheden og frustration for medarbejderen, der får sine penge forsinket.

Det er derfor altid en fordel, at dataene bliver opdateret så tæt på kilden som muligt og ideelt set at give medarbejderen mulighed for selv at opdatere og ændre sine stamdata direkte i systemet. 

2) Mangelfuld ferieregistrering

Feriepenge udgør en stor del af den samlede lønsum, hvilket gør det virkelig vigtigt, at den løbende registreres, og at der holdes styr på, hvor meget ferie medarbejderne har holdt - og dermed hvor stor en del af ferielønnen virksomheden stadig skylder.

Når en medarbejder fratræder skal man som virksomhed sørge for at indbetale feriepenge for ikke afholdt ferie. Det kan betyde mange penge for virksomheden, der ikke er ajourført korrekt afholdt ferie for medarbejderen, så der i givet fald afregnes for stort et beløb i feriepenge på medarbejderen.

Det er derfor en stor fordel, hvis medarbejderen selv kan registrere og opdatere sin ferie direkte i lønsystemet, så oplysninger løbende ajourføres og havner det rigtige sted.

3) Manglende registrering af fravær

Sygdom kommer aldrig belejligt - hverken for medarbejderen, der er syg, eller for arbejdsgiveren, der har brug for arbejdskraften. Derfor er det vigtigt, at det er nemt og enkelt for medarbejderen at sygemelde sig og nemt og enkelt for virksomheden at følge op.

Når det bliver gjort let for alle parter, så sikres korrekte data og arbejdsgiveren vil kunne følge op - til glæde for både medarbejder og arbejdsgiver. Det er ligeledes vigtigt for arbejdsgiveren at være opmærksom på de situationer, hvor der bliver tale om langtidsfravær. Her drejer det sig både at give medarbejderen den bedst mulige opfølgning og mulighed for at komme tilbage på arbejdspladsen, men også om at sikre, at virksomheden får søgt refusion for fraværet - det kan dreje sig om mange penge virksomheden som kan få retur.

Medarbejderen skal derfor have en nem og enkel måde at registrere fravær på, ligesom det skal være nemt for virksomheden af følge op på.

4) Fejl i timeforbrug

Antallet af timer der danner baggrund for lønnen er naturligvis en forudsætning for korrekt løn. For medarbejdere med et fast antal timer hver måned er der ofte ikke de store udfordringer, men for medarbejdere med varierende antal timer er det afgørende at få det rigtig antal timer ind i lønsystemet og godkendt inden der køres løn. Det er altid besværligt hvis man efter lønnen skal til at udbetale aconto løn, hvis alle timerne ikke var med.

Min erfaring er at det gøres bedst ved at lade medarbejderne selv registrere deres timeforbrug direkte i systemet, fulgt op af et tydeligt og enkelt godkendelesflow.

5) For sen registrering af kørsel

Det er også vigtigt at medarbejderne løbende får indberettet deres egen kørsel for arbejdsgiveren, hvor der er mulighed for at få KM-godtgørelse. Det skal umiddelbart efter kørslen og ikke, som man desværre ser nogle gange, hvor det bliver samlet sammen for flere måneder eller halve år.

Det er derfor optimalt, at medarbejderne har systemadgang til at kunne anmode om kørsel - der så kommer direkte til lønudbetaling efter det er godkendt.

Og generelt kan man sige...

...at det kan betale sig, at gøre det så enkelt som muligt at bidrage til korrekte lønudbetalinger med data direkte fra kilden - altså medarbejderne - fx når det gælder stamdata, ferie, fravær, timer og kørsel. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at både ledere og lønbogholdere har enkel adgang til disse data, og indbyggede godkendelsesflows, og der skal være defineret de rigtige kontroller og opfølgning.

 

Læs også


Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
 

Om denne blog


Få besked når Mads Lyngby Olsen skriver


Om





Jeg er chef for forretningsudvikling og partner hos virksomheden Zenegy, hvor vi leverer onlinesystemer til løn og HR-processer. 

Jeg har en kandidatgrad i økonomi fra Århus Universitet og kommer senest fra en stilling som global lønchef hos mejerikoncernen Arla Foods med ansvar for løn til flere end 18.000 medarbejdere. 

Det meste af min karriere har jeg arbejdet med HR- og lønområdet for internationale virksomheder som Grundfos, Lego og Terma, og jeg har mere end 20 års erfaring med lønsystemer, overenskomster og øvrige HR-opgaver.

Zenegy