Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Skriv nu årdentligt

3,380 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
19 September 2018

Nøj, hvor er det irriterende. Ser jeg på min egen overskrift i mere end fem sekunder, er jeg ved at gå ud af mit gode skind. Sådan tror jeg mange har det. Det samme gælder kunderne når de læser på din hjemmeside, læser dine opdateringer på SoMe, læser dit nyhedsbrev. Ja, generelt bare læser.

Selv småfejl kan irritere mig. Hvor meget ekstra kræver det at smide det nutids-r på? Jeg er fuldt forståelig overfor, at alle måske ikke selv er verdensmestre i at skrive (Det er jeg bestemt heller ikke selv). Jeg forstår også at tingene af og til går en smule hurtigt, og der smutter en tastefejl i svinget. Men der er rigelige muligheder for at få hjælp til det skriftlige materiale, så gør da brug af det. Måske er det mig, der er narcissistisk, men faktum er, at det skriftlige materiale tæller. Meget. 

For nyligt læste jeg en undersøgelse fra Neil Patel, den anerkendte SEO-ekspert. Hans undersøgelse konkluderede, at 61% af alle købsbeslutninger tages på baggrund af, hvad han kalder "custom content." Endvidere anerkender eksperter, som vi hos Mimer har snakket med, at kvalitetsindhold er en vital del af enhver købsbeslutning. 

Derfor vil jeg forsøge at give et par gode råd til, hvordan man kan forbedre sit indhold. Både helt lavpraktisk, men også på et lidt højere niveau. 

1. Følg tre-sekundersreglen

Du kender det sikkert godt. Du leder efter en guide til dit ophold i Timbuktus bjerge, og surfer lidt rundt på Google. Et rejsebureau popper frem, og du klikker ind på deres hjemmeside. Den er flot. Lækker. Det hele spiller. Men så begynder du at læse. 

Teksten er kluntet, fyldt med stavefejl - allerede i de første linjer. Du er ret hurtigt væk igen, ikke? 

Tre-sekundersreglen er meget simpel. Den siger, at du har lige præcis tre sekunder til at fange din besøgende, ellers er personen væk igen. Det er ikke lang tid. Så starter du ud med kluntede formuleringer og kejtede vendinger i sætninger, der er så umenneskeligt lange, at hverken du eller modtageren kan nå at trække vejret, når den læses og ikke kan finde hverken hoved eller hale i, hvad din tekst handler om, så holder du dem ikke ret længe. Puh. Det lover jeg dig. 

Start i stedet meget simpelt ud. Hold det kort og præcist. Kommuniker meget klart, hvad det er du gerne vil fortælle dine brugere om. Så kan du altid dykke dybere ned i alt det spændende, du gerne vil fortælle, når kunderne først er kommet længere ned i teksten. 

2. Skriv modtagerrelateret

Jeg har fuld forståelse for, at du er ekspert indenfor katalysatorinstalleringer på olieplatforme til model 376c8. Jeg er også godt klar over, hvor entusiastisk du er over de specifikke teknikaliteter, der gør din støvsuger funktionsdygtig. Men jeg er ked af at sige det - det er brugeren ikke. I hvert fald ikke dem alle sammen. Derfor er det så sindssygt vigtigt at skrive modtagerrelateret, når man skriver tekster på hjemmeside, til nyhedsbrev eller på SoMe. 

Helt konkret handler det om at fortælle kunden hvor fantastisk støvsugeren er til at gøre rent uden at larme for meget fremfor at fortælle om teknikaliteterne. Det handler om at forklare, hvordan din katalysator kan revolutionere olieplatformen. Man sætter sig i kundens sted og kigger på, hvad der er det absolut vigtigste parameter for kunden, og hvordan kommunikereres det bedst muligt. 

Helt konkret arbejder vi typisk udfra en grundformel, der hedder x+y=z. Den er ganske simpel. Skrevet længere ud kan den forklares såldes "Mit produkt/service kan hjælpe x med y, så de opnår z." Det er en ganske simpel formel som også anvendes i ansøgninger mv. Det gode ved formlen er, at den pinpointer dig til et mindset, hvor du er sikker på ikke at løbe løbsk og snakke om alt muligt andet. Derudover er forklaringen meget simpel, og kunden forstår lynhurtigt, hvordan du kan hjælpe dem med at opnå lige præcis det de leder efter. 

3. Få nu styr på de dumme fejl

Jeg tror jeg har nævnt det et par gange allerede (Undgå gentagelser burde måske også være på min liste) men de irriterende småfejl, manglende tegnsætninger og kluntede vendinger bør skæres helt væk. Elimineres. For rigtig mange mennesker, måske endda dine potentielle kunder, er en korrekt kommatering og stavning ensbetydende med troværdighed og overskud. En tekst med en lemfældig omgang med sproget kan virke forstyrrende, og i mange tilfælde kan det skygge for budskabet.

Indrømmet. Det er ikke alle 2700 kommaregler jeg selv mestrer til perfektion, men jeg er overbevist om, at det vigtigste at gøre er at følge en konsekvent struktur. Sætter du startkomma, så sæt startkomma hele tiden. You get the point. 

4. Nem og overskuelig struktur

Én ting er velformuleret, fejlfrit og modtagerrelateret indhold - en anden ting er, hvordan du serverer det overfor dine nuværende og potentielle kunder. De færreste klapper i deres hænder, hvis de kommer ind på en hjemmeside og blot ser en mur af tekst. Indholdet kan være nok så godt, men når layoutet er uappetitvækkende, får du aldrig muligheden for at overbevise folk om det. Strukturen er nemlig lige så vigtig som selve indholdet. 

I strukturen er der flere fokuspunkter, men nøgleordene er kontinuitet og modtagerrettethed. 

Snakker vi f.eks. nyhedsbreve eller sektioner på en hjemmeside, er det vigtigt at holde en kontinuerlig struktur de steder, hvor det giver mening. Brug faste skabeloner til de forskellige kategorier af tekster - det kunne være produktbeskrivelser, nyhedsbreve, blog-indlæg mv. Kontinuiteten gør det nemmere for de tilbagevendende brugere at finde det indhold de har brug for, fordi de kender strukturen. 

Strukturen skal selvfølgelig også tilpasses din målgruppe. Det giver jo lidt sig selv. Relevante overvejelser er sætningsopbygningen, tekst- og sætningslængden, og afsnitsopbygningen. At ramme den rette målgruppe med den rette struktur øger din konverteringsgrad, og dermed også din omsætning. What's not to like?

5. Få en anden til at læse teksten igennem

Det her er ligesom rådet om, at nu skal man køre forsigtigt. Det er jo en "no brainer" lige at få en ven eller kollega til at læse teksterne igennem inden man publicerer dem. Men hvor ser jeg alligevel mange, der ikke gør det (det samme gælder i øvrigt også for at køre ordentligt). Jeg er også selv skyldig. Dette indlæg er ikke læst igennem af andre inden publikation, og der er ingen tvivl om, at det helt sikkert ville have haft godt af det. 

Nu kan jeg istedet se frem til at blive hugget ned, hvis jeg har lavet så meget som én slåfejl. Tro mig, fejl sker, og det er kunderne også godt klar over. Men når jeg ved, hvor meget det irriterer mig selv, og hvor meget det antyder sjusk og dårlig kvalitet, så synes jeg virkelig det altid er de 10 minutter værd lige at få en til at læse det igennem. Hvad hvis det er det, der koster dig det ekstra salg? Det der gør, at en kunde ikke henvender sig alligevel og vælger konkurrenten? 

Det er, udover konkrete fejlrettelser i forhold til grammatik og slåfejl, også utroligt værdifuldt at få en second opinion på indhold, længde, formuleringer og struktur - tit tager man skyklapperne på i skrivningen og tænker slet ikke over, om det man egentlig skriver giver mening. Det håber jeg vitterligt mit har gjort. 

Der er ingen tvivl om, at værdien af velskrevet indhold er uvurderlig - i hvert fald i mine øjne - men det betyder ikke, at der ikke kan være fejl hist og her. Selvfølgelig kan der det. Det danske sprog er så snørklet, at vi kunne diskutere i timevis, hvor det korrekte komma sættes. Men fejl, der kan undgås, skal undgås - i mit hoved.

Og for faen, skriv nu årdentligt!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mads skriver Skriv dig op