Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at oprette en Amino-blog. Der er så mange tanker og ideer der bare må ud og blive delt med resten af verden. Jeg håber på så meget dialog som muligt, ser frem at få udvidet min horisont, samt måske at jeg kan være med til at udvide din.
Men før jeg kommer med ideer og meninger ad libitum, er det kun fair at du få lidt at vide om mig og firmaet EasyFlow.
Hvem er Peter Lundsby
Jeg er 31 år gammel, bor på Nørrebro, medejer af EasyFlow og jeg brænder for at lave god software. Hele mit uddannelses- og arbejdsliv har drejet sig om konstruktion af software. Rent fagligt er jeg uddannet Civilingeniør med speciale i IT.
Men teori er som bekendt ikke nok, derfor jeg brugt 5 år som freelance konsulent i forskellige store danske virksomheder. Her har jeg indtaget mange forskellige roller såsom udvikler, projektleder, arkitekt og teknisk ansvarlig. Det har været nogle utroligt lærerige år. Det fantastiske ved at være hyret ind som ekspert, der skal videregive en masse viden og erfaring, er at der næsten altid flyder ligeså meget viden den anden vej. Og så har gagen bestemt også været tilfredsstillende.
Undervejs er det blevet til længere ophold hos: Københavns lufthavne, BankInvest, PKA, KMD og BRF.
På teknologi siden, er jeg stor fan af Microsofts .Net teknologi. Efter min mening tilbyder denne platform de bedste muligheder for udvikling af stabile og skalerbare web løsninger.
Mht. udviklingsmetodikker, tror jeg primært på den agile tænkegang, er stor tilhænger af XP og Scrum. Programmering er bare sjovere, med en røvfuld unittests til at man er på vej imod målet, og ikke væk fra det.
Selvom XP er fantastisk, tror jeg stadig på de traditionelle design dyder, som ansvardrevet design, patterns, MVC og lagdeling.
Lidt om EasyFlow...
EasyFlow er et lille firma med den store ambition at lave det optimale webshop-system. Vi har eksisteret i 5 år, og sidder i dag på en mindre del af markedet.
Men vi har nogle ting i støbeskeen, der markant vil skubbe grænsen for hvad man kan med et standard webshop system. Igennem flere år har vi lyttet til kunder og programmeret på livet løs, nu er vi ved at være klar, så i 2008 lancerer vi vores bud på hvordan et standard shop system, bør skrues sammen.
Jeg kan desværre ikke komme med detaljer endnu, men forvent designfrihed og fleksibilitet taget til ekstreme højder.