Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Louise Lundgreen fra Clearhaus A/S Flere banker åbner op for Apple Pay. Hvordan vil det påvirke det danske betalingsmarked?

Flere banker åbner op for Apple Pay. Hvordan vil det påvirke det danske betalingsmarked?

3.648 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
02 May 2019

Apple Pay har længe været tilgængeligt i Danmark - bare kun for kunder hos Jyske Bank og Nordea. Sådan er det dog ikke længere. De danske banker i BOKIS-samarbejdet samt Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Nykredit, Spar Nord og Danske Bank har nemlig offentliggjort, at deres kunder vil begynde at kunne bruge Apple Pay i løbet af 2019.

 

Allerede fra d. 2. april 2019 åbnede 18 af disse banker op for Apple Pay, mens det er på tegnebrættet hos andre. Og det kan altså have stor betydning for det danske betalingsmarked, mener Claus Methmann Christensen, CEO hos den danske indløser Clearhaus. “Den øgede tilslutning fra bankerne betyder, at antallet af Apple Pay-brugere potentielt kan stige ekstremt meget i den nærmeste fremtid. Vi har tidligere set, at konkurrence skaber innovation. MobilePay er en fantastisk betalings-app og har over de seneste 5 år sikret sig en solid plads på de fleste danske smartphones, men de står over for øget konkurrence. Apple sidder på cirka 50% af markedet for smartphones i Danmark, og Apple Pay er integreret i alle nye iPhones - dermed er det altså let for de danske forbrugere at stifte bekendtskab med betalingsmetoden.”

 

Jyske Bank, som var blandt de første til at bringe Apple Pay til Danmark, tror også på, at den øgede konkurrence er en god ting. De mener, at det i sidste ende vil komme forbrugerne til gode. “Vi er glade for, at andre banker slutter sig til Apple Pay - det betyder bare, at vi tog den rette beslutning, da vi begyndte at tilbyde vores kunder Apple Pay. Det betyder også, at flere vil få kendskab til betalingsmetoden og de muligheder, som den bringer med sig. Vi har set mange kunder, som bruger Apple Pay til sine daglige betalinger,” fortæller Katrine Bak Primdahl, Afdelingsdirektør - Kort og Betalinger hos Jyske Bank.

 

Apple Pay vs. MobilePay - kan de leve side om side?

MobilePay var de første til at bringe mobilbetalinger til det danske marked, og de har haft ekstremt stor succes med deres app. Derfor er de heller ikke bekymrede for den øgede konkurrence. “Til dato har det været en ubrudt vækst- og udviklingsrejse. Vi er gået fra ingenting i maj 2013 til i dag at have 4,1 mio. danskere som brugere, 120.000 butikker og webshops som erhvervskunder og gennemføre 280 mio. transaktioner årligt (2018). Det vil være naturligt, hvis Apple Pay nu kommer til at vokse, fordi flere banker vil tilbyde kunderne løsningen. Vi tror bare ikke, at det vil påvirke væksten hos MobilePay. For antallet af mobilbetalinger vil fortsætte med at stige, mens kontantbetalinger og kortbetalinger vil falde eller aftage i stigning", fortæller Peter Kjærgaard, pressechef hos MobilePay.

 

Jyske Banks Katrine Bak Primdahl mener også, at de to betalingsmetoder er tilpas forskellige til, at de sagtens kan leve side om side. Apple Pay og MobilePay er bygget og brugt til to forskellige ting. Infrastrukturen, som ligger bag, er meget forskellig - det samme gælder det behov, som de dækker hos kunderne. MobilePay er primært en forbruger-til-forbruger-service (P2P). De har aldrig rigtig fået fat i markedet for betalinger i fysiske butikker, fordi det kræver ekstra terminaler og udstyr. På det område har Apple Pay en klar fordel, da det fungerer på samme måde som et kontaktløs betalingskort.”

 

Claus Methmann Christensen sammenligner de to betalingsmetoder: “Apple Pay har et par unikke funktioner. Den vigtigste er nok, at det er nemmere at gennemføre en betaling med Apple Pay. Når du handler i en fysisk butik, skal du blot holde din iPhone eller dit Apple Watch hen over terminalen. Et sekund senere vil du høre et 'ping', som fortæller dig, at betalingen er gennemført. Jeg er faktisk ikke klar over, hvor mange der ved det, men stort set alle fysiske butikker tager imod betalinger med Apple Pay, så næste gang du kommer forbi din lokale brugs, kan du jo lige give det et forsøg.”

 

Den primære forskel mellem MobilePay og Apple Pay er, at Apple Pay er en integreret del af Apples produkter, mens MobilePay er en separat app. Det har både fordele og ulemper. Apple Pay er nemlig kun tilgængelig på nyere iPhones, iPads og Macs - der er desuden kun tale om de dyrere Mac-modeller, som kommer med fingeraftryk. Der er derfor en begrænsning for, hvem der kan bruge Apple Pay. MobilePay er på den anden side tilgængelig for alle og på alle enheder. Til gengæld er Apple Pays betalingsproces mere gnidningsfri. Brugeren forlader nemlig aldrig den webshop, som de handler hos. Modsat er det hos MobilePay, hvor brugeren sendes frem og tilbage mellem webshop og betalingsapp. En anden fordel hos Apple Pay er, at det kan bruges i lande over hele verden.

 

Disse forskelle er nok til, at man, ifølge Claus Methmann Christensen, bør satse på begge betalingsmetoder. Der er en tydelig stigning i antallet af køb, som gennemføres via mobil, og jeg tror, at der er plads til en udfordrer på markedet. Mit råd til webshopejerne er, at have begge løsninger tilgængelige i checkout. De koster mere eller mindre det samme at implementere, du når ud til flere brugere, og det viser dine kunder, at du virkelig forsøger at gøre tingene lettere for dem - hvilket i sidste ende vil booste din konverteringsrate.”

 

Hvis du ikke allerede tager imod betalinger med Apple Pay og/eller MobilePay, er det altså værd at overveje. Alt tyder nemlig på, at mobilbetalinger er fremtiden - og den skal du selvfølgelig være en del af!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Louise skriver Skriv dig op