Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Sådan booster du salget via positiv tolkning...

2,747 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
23 May 2016

Du kender situationen: Kunden skal liiige tænke - og så hører du intet fra ham...

Det kan være vildt irriterende. Du har brugt tid på at holde møde. Har sendt materiale. Gennemgået dine tanker i form af et gennemarbejde tilbud - og så sker der ikke en sk!d.

Ingen respons. Ingen mails. Ingen opkald. Nada!

Kunden var ellers vildt positiv. Ville gerne mødes. Bød på frokost. Sagde, det var vigtigt. Syntes prisen var ok og indholdet superduper.

Men nu er han væk, som dug for solen en varm sommerdag.

Det er her jeg har lært noget - som jeg tænker at du kan få glæde af også.

Jeg har lært at tolke positivt!

Så når kunder ikke svarer, når kunder svarer for sent eller udskyder projekter, så tænker jeg:

"Det ville jeg også selv gøre" eller "De har nok megatravlt"

Jeg tænker aldrig: "Sådan en idiot" eller "De gør det bare for at genere mig".

Det kan være, at du ikke forstår hvorfor jeg nævner dette. Hvis det er tilfældet, så er det sikkert fordi du ikke bliver tøsefornærmet (undskyld, piger, frøkener og damer) når en kunde er lang tid om at vende retur.

Jeg møder bare ret ofte sælgere som bliver negative, som måske vender det indad eller udad og siger: "De kan nok ikke lide mig" eller "De er sgu da nogle fjolser, at de ikke svarer..."

En af mine gode venner er perfektionist. Når jeg sender en sms, lægger en besked eller smider ham en mail, hvad tror du så han gør?

Nemlig: Svarer!

Altid. Hurtigt.

I hans verden er det måden man er på. Man svarer!

Jeg er lidt modsat. Hvis en kunde mailer mig så svarer jeg - men det kan godt være, at jeg gør det når jeg har tid.

Hvis jeg får en underlig mail (det gør man som blogger, konsulent og podcaster) så kan det være at jeg svarer efter lang tid - eller slet ikke.

Fordi jeg prioriterer betalende kunder højest.

Så jeg kan godt forstå, at mine kunder ikke svarer med det samme - og det kan min gode ven ikke, for han er anderledes. Mere ordentlig.

Så jeg tolker positivt. Giver dem tid. Ringer igen. Mailer igen. Og hvis de er helt umulige, så får de naturligvis en virtuel (usynlig) finger. For til grin, det gider jeg fa'me ikke være.

Men dem der svarer efter et par forsøg - og alt for sent i min optik - dem forstår jeg godt.

Og de siger ofte, at de er kede af det. At de havde travlt. At ægtefællen var syg eller at der kom en forretningsrejse på tværs.

Så jeg vælger ikke at tro det værste. Jeg vælger at tolke positivt:

De svarer ikke, fordi der er noget som er vigtigere for dem.

De udskyder, fordi der er kommet noget akut i vejen.

De svarer først nu, fordi de har haft travlt.

Når jeg tolker positivt, bliver min adfærd påvirket. Jeg lyder ikke sur, fornærmet eller kort for hovedet. Jeg stiller ingen til regnskab - jeg siger bare, at jeg forstår det - og at de ikke skal tænke på det.

Så er der ingen krig - og så kommer vi videre.

Hvordan tolker du?

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Leon blogindlæg Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere