Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Det er ULÆKKERT!!!

1.601 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
14 September 2008

Min lørdag aften var planlagt og udsigten var bare dejlig… Min søn og jeg skulle have kartoffel frikadeller til aftensmad, hygge og når han var lagt i seng ville jeg sætte mig og rå hygge med Martin Thorborgs bog ”Iværksætter til jeg dør”

 

Men min lørdag aften kom til at se helt anderledes ud, sådan her blev den:

 

Jeg kom hjem i går (lørdag den 13.9.2008) efter Iværk08 ca. kl. 15:10… gik ind til min nabo og lagde makeup og satte hår på hende og ca. kl. 16:20 var jeg inde i min lejlighed igen for at tage sko på… vi kørte af sted… hun skulle til bryllup og jeg var chauffør. Efter at have kørt hende til bestemmelsesstedet, kørte jeg den anden vej, for at hente min søn, der var hos en kammerat.

 

Min søn og jeg stod foran vores hoveddør ca. kl. 17:30… altså 1 time og 10 min. efter at jeg havde forladt hjemmet… måtten var skubbet ud og lå anderledes end den plejer… den skubbede jeg på plads og tænkte et split sekund på at den måtte vi ha fået rykket da vi gik af sted. Autopiloten var sat til, så jeg satte nøglen i låsen og næsten samtidig konstaterede jeg at dør og dørkarm havde mærker efter indbrudsforsøg og det sagde jeg til min søn. Hans reaktion kom promte og han var med det samme ved at gå i selvsving… så min focus blev flyttet fra døren til ham, han skulle beroliges! Autopiloten tog over igen… Døren var låst, så jeg tænkte og sagde at de kun havde forsøgt… at der ikke havde været indbrud… så der var ikke noget at være urolig for. Jeg gik ind i lejligheden og ligeud til køkkenet, hvor jeg satte min søns taske på køkkengulvet. Min søn derimod, gik ind i stuen og sagde med høj skinger stemme ”Mor, så der sådan her ud, da du tog hjemmefra?”

 

Jeg vågnede op af min døs, fløj ind i stuen og kunne konstatere at NEJ, sådan så der ikke ud da jeg forlod lejligheden!!!

 

Der var rodet da jeg tog hjemmefra, men nu var der total kaos… kasser og æsker fra skabe, smykker, giner osv lå og stod de mest underlige steder… TV, digitalkamera og spillestation og mange andre ting stod hvor de plejede… I mit soveværelse lå mit tøj på gulvet i en stor bunke i stedet for at være lagt pænt sammen og ligge i bunker inde i skabet. Selv min kontor affalds spand var tømt ud på gulvet… Selv sidde stole med rum i var endevendt…  Lige meget hvilket rum vi gik ind i … også køkken og badeværelse var skabe, skuffer osv åbne, selv min søns værelse havde de endevendt…

 

Heldigvis ligger jeg ALDRIG inde med særlig mange kontanter, så deres udbytte var minimalt: Spiritus, lidt sølv og titan smykker, parfume, bærbar DVD afspiller, kontanter og mit videokamera…

 

Min nabo havde også haft uindbudt besøg, men her var de gået mere nænsomt til værks. De havde rodet og stjålet mindre…

 

Er mat i både krop og sind og tankerne kører derudaf med 180 km i timen… hvem, hvad… hvorfor… vi bor på 3’die sal… uden elevator… og dem der har boet her siden 1963 har fortalt at her aldrig er indbrud… så er det fordi jeg har Internetbutik… eller fordi både min nabo og jeg er synlige på Internettet… så de at jeg hævede penge torsdag aften… har de holdt øje med os….  Hvorfor os, hvorfor ikke opgangen ved siden af… Osv … osv…

 

Øv for en dårlig lørdag og efterfølgende søndag.

 

Der er dog nogle store lyspunkter her:

De uventede og absolut ikke inviterede gæster, var her ikke da vi kom hjem!

Da jeg ringede til Politiet blev jeg mødt af en venlig og beroligende stemme, der godt kunne høre at både min søn og jeg var ved at kamme over til hysteri… det fik han sat en prop i!

Politiet kom inden der var gået 10 min og det var 2 venlige, rolige og flotte fyre!

Boligselskabet sendte endnu en flot fyr, nemlig en tømre, der sikrede vores dør så vi kunne sove roligt!

 

Da det gik op for mig at vi havde haft indbrud, var det første ord der undslap mine læber "ULÆKKERT"... for det er ulækkert at der er andre mennesker der har rodet i vores ting… det er ulækkert at have været væk fra sit hjem i 70 min. og så er der indbrud… det er ulækkert at få sine personlige grænser overskredet… det er ulækkert!!!

 

Vores aften blev ikke som vi planlagde, men heldigvis er det kun få ting der er ødelagt og bagateller der er blevet stjålet og de bliver forhåbentlig dækket af forsikringen hos TRYG…

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Krondal skriver Skriv dig op